Lærernes frontløber

Lærernes førstemand er – ligesom deres minister – en adræt, arbejdsom sønderjyde med stor sympati for grundtvig-koldsk undervisningstradition og en klippefast tro på, at den danske folkeskole er bedre end sit rygte.

I dag fylder Anders Bondo Christensen 50 år og kan se tilbage på syv år som formand for Danmarks Lærerforening, heraf de seneste fire med Bertel Haarder (V) som ministeriel med- og modspiller.

Allerede da Anders Bondo Christensen tiltrådte i 2002, bebudede han, at lærerfaget skulle flyttes.

Væk fra den lønmodtagermentalitet, som havde vundet frem siden 1980’erne, og tilbage til en position, hvor læreren er en personligt engageret, fagligt bomstærk lokal autoritet.

Og væk fra den pædagogik, hvor eleven gives ansvaret for egen læring i et sololøb med frit valg på alle hylder og læreren som konsulent, og tilbage til den skole, hvor undervisningen foregår i et fællesskab med rammer.

Derudover har han altid indtaget det standpunkt, at læreren nok skal være en engageret ildsjæl, men alligevel skal lønnes. Han har også kæmpet for det lønløft, som fagforeningsmanden ser som en forudsætning for et prestigeløft.

Om genopretningen af lærerfagets omdømme er lykkedes, kan diskuteres. Ikke mindst i lyset af det faldende antal ansøgninger til seminarierne. Men det er svært at anfægte, at Anders Bondo Christensen selv har gjort sit bedste for at løbe i front.

Han stammer fra Skive og blev læreruddannet fra det fynske Skårup Seminarium i 1982 med matematik og samfundsfag som linjefag.