Så meget for det sekulære. Tyrkiet i muslimsk klub

I Kristeligt Dagblad fremhæver Erik Boel med jævne mellemrum den perlerække af fordele, som et tyrkisk EU-medlemskab vil kaste sig af. Senest skete det den 11. marts. Tyrkiet undergår en europæisering, de liberale principper nyder stigende folkelig interesse, og landet er en brobygger mellem Europa og Mellemøsten.

Ja, al skepsis kan synes usund i lyset af de velsignelser, som Tyrkiets indtræden med sikkerhed vil bibringe os, og EU er jo ikke en kristen klub. Det sidste fremhæves også af de tyrkiske ledere.

Nej, EU er ikke en kristen klub, men dog et fællesskab af lande med en kristen kulturarv. Imidlertid er Tyrkiet selv medlem af en muslimsk klub. Jeg tænker på organisationen af islamiske lande, OIC. Mere sekulært er Tyrkiet altså heller ikke. Tyrkiet har åbenbart ingen anfægtelser ved at organisere sig med brutale religiøse dikaturer som Iran og Saudi-Arabien i den muslimske internationale. I 1990 fremsatte OIC ligefrem en muslimsk menneskerettighedserklæring, Kairo-erklæringen, hvor det blandt andet hedder, at ”der ikke findes nogen forbrydelse eller straf bortset fra dem, som er omtalt i shariaen”, mens ytringsfriheden reduceres til, at ”enhver skal have ret til frit at udtrykke sin mening på en sådan måde, at det ikke er i modstrid shariaens principper”.

OIC rasede også i sin tid over de danske Muhammed-tegninger, og selvsamme organisation har sat sit frihedsforagtende fingeraftryk på forberedelserne til Durban 2-mødet med kravet om, at religionskritik sidestilles med racisme.

Er Tyrkiet virkelig så europæiseret, må landet da have store vanskeligheder med OIC’s linje. Er det også tilfældet, er det nu ikke noget, man hører meget til. Indtrykket af omfattende muslimsk fodslag i kampen mod religionskritik er unægtelig mere iøjefaldende. Det siges, at Tyrkiet vil bygge bro, men vi skal vare os for at give islamiseringstendenser et brohoved i EU.

Jesper Bacher,
sognepræst,
Rubbeløkkevej 10,
Rødby