Når pave Benedikt XVI i morgen rejser til Afrika for at besøge Cameroun og Angola fra den 17. til den 23. marts, er det hans første besøg på et kontinent, der hærges af fattigdom, sygdom, korruption og væbnede konflikter. -
- Scanpix Denmark
16. marts 2009
For de katolske afrikanere er det vigtigste ved besøget, at paven bringer dem nærmere til Gud. Kirken oplever markant vækst i Afrika trods kritik af kirkens linje i forhold til aids-epidemien
Når pave Benedikt XVI i morgen rejser til Afrika for at besøge Cameroun og Angola fra den 17. til den 23. marts, er det hans første besøg på et kontinent, der hærges af fattigdom, sygdom, korruption og væbnede konflikter. Samtidig er Afrika også et sted, hvor den katolske kirke i lighed med mange andre kristne kirker vokser stærkt.
Turen falder i to dele. I Cameroun skal paven mødes med biskopperne fra hele kontinentet som forberedelse til en synode i Rom til oktober, der netop vil fokusere på Afrika. Synodens temaer er retfærdighed, forsoning og fred, og i Cameroun vil paven næsten helt sikkert fokusere på, hvordan evangeliet har magt til ikke bare at forandre folks liv på det personlige plan, men også til at skabe større retfærdighed i samfundet som helhed.
Han vil også tilskynde Afrikas regeringer til at arbejde for dialog mellem stridende parter, bekæmpe korruption og i det hele taget bekymre sig mere om befolkningernes levevilkår. Men for afrikanerne selv er det besøgets åndelige dimension, der er det vigtigste.
– Hans nærvær er næsten som Guds nærvær. Vi taler ikke om ham som en politisk skikkelse. Det er hans åndelige tilstedeværelse, der giver os styrke i troen, sagde den nigerianske biskop Michael Odogwu Elue af Issele-Uku til det katolske nyhedsbureau CNS.
I Cameroun vil paven også møde repræsentanter for landets muslimer, der udgør 22 procent af befolkningen.
Her forventes han at understrege nødvendigheden af samarbejde mellem religionerne, når det dre-jer sig om Afrikas moralske og materielle problemer. Skræmmebilledet er Nigeria, der grænser op til Cameroun, og hvor sam-menstød mellem muslimer og kristne i de seneste måneder har kostet hundreder af menneskeliv.
Den 20. marts ankommer paven til Angola, der markerer 500-året for kristendommens ankomst til landet i form af portugisiske missionærer. Samtidig vil Benedikt også møde en nation, der er traumatiseret efter en 27 år lang borgerkrig, der endte i 2002.
Også i Angola skal paven bruge tid på møder med biskopper og politikere, og forventningen er, at han kan styrke håbet om forsoning i landet. Men paven glæder sig formentlig også til at komme i kontakt med landets ungdom ved en messe på det nationale fodbold-stadion i Luanda. På besøgets sidste hele dag skal Benedikt mødes med katolske bevægelser, der særligt beskæftiger sig med kvinders vilkår.
Trods sult, sygdom og krig er Afrika ikke et kontinent, der fylder meget i den vestlige verdens bevidsthed.
Det bliver derfor interessant at se, hvordan mediedækningen af pavens besøg forløber, for allerede nu truer hans senere rejse til Israel, Jordan og Vestbredden til maj meddens aura af storpolitik med at overskygge rejsen til Afrika. For den katolske kirke er der dog også gode nyheder fra Afrika, for antallet af katolikker er vokset med 160 procent de seneste 25 år, og antallet af præstekald er tredoblet.
Paven kan dog udmærket komme ud for, at de eneste statistiske oplysninger, der for alvor interesserer medierne, har at gøre med aids-epidemien, der i denne tid slår 1,5 millioner mennesker ihjel om året, og som har gjort 11 millioner børn forældreløse. Den katolske kirkes mistillid til kondomer som et middel til at få epidemien under kontrol gør den ofte til skydeskive, hvad pavens rådgivere gør klogt i at forberede ham på – særligt i denne sammenhæng.
Benedikt XVI har aldrig selv taget kondom-problematikken op direkte, men i en tale til afrikanske biskopper i 2005 om aids noterede han sig, at kirken står i allerførste række, når det drejer sig om bekæmpelsen af denne ”grusomme epidemi”. Han sagde også, at den eneste ”helt sikre” måde at hindre udbredelsen på skal findes i kirkens lære om seksuel ansvarlighed.
kirke@kristeligt-dagblad.dkAndreas Rude, mag.art., skriver hver uge om internationale kirkelige forhold i Kristeligt Dagblad.
FACEBOOK: Bliv ven med Kristeligt Dagblad