Ulla Poulsen |
17. marts 2009
Vera Chirwa er blevet kaldt ”Afrikas kvindelige Mandela”. Den nu 77-årige kvinde kæmpede først mod det britiske kolonistyre, siden mod Malawis diktator, Hastings Kamuzu Banda. Hendes mand døde i fængslet, selv slap hun ud efter 12 år
Fængslet havde knækket Vera Chirwa, hvis ikke hun havde haft sine nætter. Det er hun sikker på. Det var med mørket og søvnen, at Vera gled ind i drømmene og fik besøg af de engle, som opmuntrede og trøstede hende. De tog hende i hånden og vandrede rundt med hende i en stor have med masser af blomster. Mange gange dansede og sang de sammen. Vera kan stadig nynne en bestemt melodi, de dansede til, engang ærkeenglen også viste sig.
– Englene gjorde mig glad. Jeg nød deres selskab. Når jeg vågnede om morgenen i cellen, var jeg glad, selvom dagene var fyldt med fysisk og mental tortur. Men jeg vidste fra mine drømme, at Gud var hos mig, fortæller hun – og ler.
Vera Chirwa er en fysisk skrøbelig, gammel dame på 77 år med 12 års brutalt fængselsophold bag sig. Hendes mand døde i fængslet. Selv kom hun ud, da hun var 61 år. Inden da havde familien været tvunget til at leve mere end 10 år i eksil. Hendes liv har været præget af kamp og lidelse. Men hun ler. Ofte. Livet er stadig først og fremmest godt, for Gud er til, og lidelsen har ikke været forgæves. Malawi er foreløbig sluppet af med det britiske kolonistyre og uafhængighedens tyran, Hastings Banda.
– Der er altid en mening med lidelsen. Den er en trappe frem mod det gode i livet. Hvis du bliver udsat for problemer og lidelse, er det, fordi Gud tillader det og har en mening med det. Min erfaring har lært mig, at jeg skal ikke bekymre mig, siger hun.
Så sikker Vera end lyder i dag, når hun fortæller om sin tillid til Gud, har hun også været i vildrede. Det tog lang tid, før hun accepterede sit liv i fængslet. Hun forstod ikke, at Gud kunne tillade, at hun havnede der. Hun blev ved med at vende og dreje spørgsmålet: Hvorfor er jeg i fængsel, når jeg ikke har gjort noget forkert?
Det var først, da hun læste Bibelen for anden gang, at hun pludselig blev opmærksom på nogle vers, hvor der med Veras ord stod: ”Mennesker kan dø for sværdet, selvom de er uskyldige. Mennesker kan komme i fængsel, selvom de er uskyldige”, at hun fandt ro.
– Ordene viste mig, at man godt kan ende i fængsel, selvom man ikke har gjort noget galt. Jeg opfattede det som Guds besked til mig om, at han godt vidste, at jeg var uskyldig. Så kunne jeg slappe af, fortæller hun.
I alt læste Vera Bibelen fire gange under sit ophold. Det lykkedes hende at få fat i bogen, da en kvindelig medfange døde, og hendes ejendele blev fordelt mellem de øvrige indsatte. De andre kvinder gik efter tøj og den slags – Vera var kun interesseret i Bibelen.
Vera og Orton Chirwa havde været gift i 30 år, da de juleaften 1981 i Zambia blev holdt op af sikkerhedsfolk fra Malawi, bagbundet og taget med over grænsen. Hele deres liv havde været præget af kampen for politiske rettigheder – først mod det britiske kolonistyre, siden mod Malawis efterhånden enerådende diktator, Hastings Banda – og de var ikke indstillet på at give efter, fordi de blev kastet i fængsel.
– Gud være lovet sad vi i samme bil, da vi blev kørt tilbage til fængslet efter at have fået vores dødsdom. Vi lovede hinanden, at vi ville holde modet oppe og bevare viljen til at leve. Vi ville bede, og vi ville holde os i form. Og vi ville tilgive dem, der havde løjet for at få os fængslet og dømt, siger Vera.
Kun to gange i løbet af de næste ni år i fængslet fik Vera lejlighed til at se Orton. De brugte tiden på at opmuntre hinanden, bede og synge sammen. Under det sidste besøg var der også flere britiske advokater til stede. Advokaterne forsøgte blandt andet at overtale Orton og Vera til at acceptere en forhandling med Banda, hvor diktatoren løslod dem, mod at de forlod Malawi og slog sig ned i Storbritannien. Men bare tanken gjorde Orton rasende.
– Han blev så vred. Han mente, at det var det samme som at forråde kampen for vores land, fortæller Vera.
En af de ting, Orton Chirwa sagde i den forbindelse, husker hun stadig.
– Han sagde: ”Vores blod vil vande kampen for demokrati og frihed.”
Vera forstod ham – selvom hun også prøvede at berolige ham og sige, at de britiske advokater jo blot forsøgte at hjælpe ham i den bedste mening. Som sin mand var hun parat til at dø i kampen for frihed. På en måde forventede hun næsten, at det var nødvendigt.
– Frihed kommer ikke af sig selv. Der er nogle, der er nødt til at dø for at skabe den. Som Jesus gjorde det, siger hun.
Døden skræmmer hende heller ikke. Hun ser nærmest overrasket ud ved spørgsmålet om, hvorvidt hun ikke var bange for at blive henrettet.
– Nej. Døden kan være nødvendig. Og jeg tror på, at vi bliver forenet igen i himlen. Jeg ved ikke præcist, hvad der sker. Det kan vi ikke vide, men jeg tror på, at vi ses, siger hun.
Trygheden stammer fra en drøm, Vera allerede havde, længe inden hun kom i fængsel. Hun var syg og lå hjemme og døsede, da hun drømte om himlen. Der var en masse mennesker, de dansede sammen, og Vera husker, at hun følte sig meget lykkelig. Da hun fik at vide, at hun skulle vende om, protesterede hun og henviste til alle de problemer, der var på jorden. Men stemmen, der bad hende gå tilbage, insisterede. ”Jo,” sagde den, ”din tid er ikke inde endnu.” Og så vågnede hun.
– Efter det var jeg ikke bange for at dø, siger hun.
Sidste gang, Orton og Vera mødes, er i 1991. På det tidspunkt har de ikke set hinanden i otte år. De britiske advokater, som forsøger at få parret løsladt, er til stede i begyndelsen. Efter mødet har Vera og Orton en smule tid alene. De synger fire salmer og lover igen hinanden at holde modet oppe. Det er sidste gang, Vera ser Orton i live.
Hans død nogle måneder senere er et chok for Vera. Da hun så ham, havde han det fint, selvom han var ældet og fysisk mærket af torturen og de hårde år i fængslet. Det er også stadig uklart, hvorfor han døde. Der er mange gisninger om, at han blev slået ihjel af politiet, fordi Banda ikke ville risikere at blive presset til at løslade ham i live.
– Ortons død slog benene væk under mig. Jeg vidste slet ikke, hvordan jeg skulle kunne leve videre alene. Men så huskede jeg, at Gud var hos mig, siger Vera.
Hun huskede også Ortons ord om, at de skulle tilgive deres fjender, og hun føler, at hun oprigtigt har været i stand til at efterleve det. Det er ikke så svært at tilgive, som mange tror, mener Vera. Tilgivelsen er et gode for begge parter. Det ændrer en person at blive tilgivet. Det menneske, der måske har handlet ondt eller ubetænksomt, bliver ydmygt og anderledes. Samtidig finder man selv ro, når man tilgiver.
– Tilgivelsen afvæbner mennesker. Den er et udtryk for styrke, og den er et middel til at skabe kærlighed. Derfor er tilgivelse også et redskab til at skabe fred, siger Vera.
Hun fortæller, hvordan hun nogle år efter sin løsladelse sad ved sin gamle fjende, Hasting Bandas, dødsleje – og oplevede, at det ikke var vrede og bitterhed, der pressede sig på. Vera havde tilgivet ham, og hun fortæller, hvordan hun først og fremmest tænkte: ”Her ligger en stor mand.”
– Han var brutal, og han fik os til at lide, men både Orton og jeg havde også beundret mange af Bandas egenskaber. Han var en fremragende leder. Han befriede vores nation, siger hun.
Vera hæfter sig ved, at mange mennesker har svært ved at forstå, hvordan man kan tilgive et menneske, der har gjort en ondt. Hendes egen forklaring er, at det er, fordi hun er kristen.
For hende betyder troen, at hun har lært, at det vigtigste ved at være menneske er at elske sin næste. Det gælder ikke om at elske Bibelen, men om at elske og respektere de gode principper, som den bygger på. I hendes øjne er der en tæt sammenhæng mellem kristendom og menneskerettigheder. Elsk din næste – og undertryk ikke din næstes rettigheder, som hun forklarer det i sin biografi ”Fearless Fighter” (Frygtløs fighter).
– Tilgivelse er blevet en del af mig, og jeg har lært den styrke, tilgivelsen rummer. Mange mennesker er for stolte til at tilgive. De kan ikke slippe vreden over at være blevet ødelagt, men hvis de kunne, ville de erfare, at tilgivelsen også løfter dem, siger hun.
upoulsen@kristeligt-dagblad.dk
FACEBOOK: Bliv ven med Kristeligt Dagblad