Jesus drev dæmoner ud ved hans ord.
I bibelen står der at Gud er uforanderlig.
Så hvorfor skulle Gud have forandret sig når han selv siger han er uforanderlig.
men vi har forandret os ved at fornægte hans ord.
VI udvander Guds ord.
Dæmoner er ikke kun virkelig, men tortere også mange mennesker.
En dæmon eller flere dæmoner kan godt påvirke en menneske.
I bibelen drev Jesus dæmoner ud af en mand og der var en legion der for over i nogle svin. magdalene havde 7 dæmoner som Jesus drev ud. Hvorfor er vi blevet så stolte af vors egen viden at vi fornægter Guds ord.
Jesus befalede hans disciple at uddrive dæmoner og helbrede de syge opvæk de døde, men nogle mener det ikke gælder idag.
Så os disciple idag der ser syge blive raske må vel så sige
at nogle er kommet væk fra ordet, og bevæget sig en anden vej.
Jesus er den samme igår ,idag og imorgen og til evigtid.

førstehjælp mod "dæmoner": http://www.netdoktor.dk/tema/sorg_krise/psyk.htm


Måske også noget for Ole?

jo mere man fodrer den/det onde i sig selv, jo mere plads fylder han/det.


Jo mere man fodrer Gud med af sin vilje og tanker, jo mere tager Gud over sit liv.

Da Jesus befalede den onde ånd ud af den krumbøjede kvinde, da rettede hun sig.

Og da den besatte blev sat fri, da holdt han op med at slå sig selv med sten.

Hvis det er bibelen, der skal være vores lærebog, så må vi se nærmere på eksemplerne, og efterleve den.

Ind imellem, erfarer vi, at den stadig holder hvad den lover.
Menneskets handlinger bekræfter Bibelen

Det kan også optræde mere subtilt, ved at bruge belønninger!
Til at regulere børns adfærd, selvom intet er mere kunstigt!

Atle Roness har fat i noget af rigtigt – og tager alligevel tager grueligt fejl: Dæmoner eksisterer skam – og de besætter mennesker. Det siger Bibelen, og hvorfor skulle det være anderledes i dag, kunne jeg tænke mig at spørge Atle Roness, der tror på både Gud og djævelen.

Og dæmoner skal drives ud af mennesker. Det var et bud fra Jesus til disciplene og til alle som tror (Mark 16:16-18). Det er i den kristnes ordrer, og det er i hans magt. Som kristne er vi udsendt med Jesu autoritet, rustet med Jesu retfærdighed og Helligåndens kraft til at gøre, hvad Jesus gjorde (endda større ting, Joh. 14:12). Mange af os mangler dog den fornødne tro på Jesu kraft og stoler i stedet på vores egen forstand. I menneskelig forstand er det umuligt. Men når Gud får plads kan alt lade sig gøre.

Jeg tror på eksistensen af dæmoner, også i dagens Danmark. De er der, og desværre ser vi alt for få af dem uddrevet. Samtidig ser vi for mange mennesker dæmoniseret af velmenende men umodne kristne, der forsøger at uddrive, hvad der i realiteten ikke er dæmoner men sygdom.

For der er, som Atle Roness rigtigt siger, forskel på sygdom og dæmoner. Og det kan være svært at skelne. Men ofte begås der elementære fodfejl, når det kommer til at skelne mellem det ene og det andet. Nogle har fx tendens til at dæmonisere syndige vaner og, ja, endda fristelser (som Atle rigtigt observerer). Selvom både indgroede vaner, karaktertræk og verdens fristelser kan være stærke og blive hjulpet på vej af djævelen, så bunder de i sidste ende i et valg. Kampen med en dårlig karakter kan tage tid - fristelserne bliver vi aldrig fri for. Men vi må vælge rigtigt, når vi står overfor dem, og bruge dem til at danne os en Jesus-lig karakter.

Dæmonbesættelse er derimod ikke et valg. Du kan have åbnet en dør for dæmoner gennem praktisering af okkulte aktiviteter, men når der er tale om en besættelse, er der - som ordet antyder – ikke tale om frivillighed. Besættelse betyder, at man ”mister besindelsen”; man mister herredømmet og kontrollen over sine handlinger og er reduceret til en tilskuer-rolle. Besættere er flyttet ind og har overtaget huset. Der er kommet en ny ejer, og den besatte har mistet muligheden for selv at tage roret igen. Dæmonen kaster personen i ufrivillige handlinger eller tale., som hhv. den månesyge dreng (Matt. 17:14-18) og den besatte mand i synagogen (Luk. 4:31-35).

Jesus kom for at tage magten. ”Mig er givet al magten”, sagde han, og indledte en på forhånd vundet magtkamp mod verdens herskere; djævlen og hans dæmoner. Men til trods for at resultatet er givet på forhånd, så er der alligevel konfrontation.

Det, der slår mig som den store forskel mellem dæmonuddrivelser i dag og på bibelens tid, er, at Jesus og disciplene ikke behøvede at dæmonisere mennesker og fortælle dem, at de havde dæmoner. Oftest betød mødet med evangeliet, Jesu navn og ord, at dæmonen manifesterede sig. I anfald, skrig, eller frygtfulde forsøg på at mægle med sin overmand – læs de talrige historier i evangelierne og Apostlenes Gerninger.

Jeg undrer mig, hvordan kristne i dag fejlagtigt kan dæmonisere mennesker, der ”blot” er syge. Og hvordan dæmonbesatte mennesker kan gå ubemærket rundt. Kan det tænkes, at konfrontationen udebliver og fejlene begås, fordi mange ikke tror på dæmonernes eksistens, på Jesu kraft og ikke går på befalingen; fordi mange såkaldte kristne derfor ikke er en trussel mod dæmonerne? Kun når vi gør os afhængige af Jesus som vores herrer, har vi kraft til at uddrive dæmoner (Matt. 17:19-21 vs. Ap.g. 19:13-16 ). Indtil da har dæmonerne ingen grund til at give sig til kende.

Sygdom eller dæmoner, uanset hvad, så kan og vil Jesus gøre dem raske. Han har blot brug for nogle, der tror på ham, som den han er – Gud, for hvem intet er umuligt – som er fyldt med Helligånden, og som frimodigt går ud, som han befaler.

Hvis man tror, at man er besat af "dæmoner", så har man åbenlyst en alvorlig psykose. I den situation har man brug for velkvalificeret professionel hjælp og i langt de fleste tilfælde også medicinering.

Hvad man derimod IKKE under nogen omstændigheder har brug for, er at religiøse fanatikere spiller med på psykosen, og foregiver at "dæmoner" er virkelige. Der er omfattende dokumentation for at den slags fusk forværrer den psykiske sygdom, og i adskillige tilfælde har resultatet været dødsfald. Det burde være strafbart.

Der er tydeligvis tilfælde, hvor "uddrivelse" ikke er svaret - fordi der ganske enkelt er tale om sygdom og psykose. Ethvert tilfælde må naturligvis behandles med visdom og forsigtighed og med tanke for personen. Den mangler ofte i dag - i hvert fald i de historier, som kommer frem i medierne. Derfor bliver nogle mennesker ubetænksomt "dæmoniseret". En af mine pointer var netop dette.

Men ligesom der findes tilfælde, hvor uddrivelse ikke nytter - fx når der ikke er tale om en dæmon - lige sådan er der tilfælde, hvor medicinering har ringe eller slet ingen effekt. Sat på spidsen synes jeg, at det er lige så betænkeligt at medicinere et menneske, der i den forstand ikke er sygt men måske er dæmonbesat. Det er i virkeligheden ikke så sort-hvidt - med mindre man altså udelukker muligheden for en åndelig virkelighed. Og i mange tilfælde burde medicinering og en fornuftig uddrivelses-praksis kunne gå hånd i hånd.