Guldgrube af fascinerende lyrik

Man ser, hvordan en mængde virkemidler, der af mange digtere opfattes som hellige, maltrakteres raffineret af Vizki. Personifikationer og besjælinger, der spiller en central erkendelsesmæssig rolle i symbolismen og modernismen, kan få følgende udtryk i "Mange boliger" fra 2000, når de har været igennem digterens parodiske vridemaskine: "med sorgens hæl stemt mod dit nye træ", "køleskabet har skiftet taktik" og "giver julen en ordentlig tåhyler".

Hvad der imidlertid oftest får mig til at foretrække Vizki for de to andre store hermetiske digtere, Grotrian og Henningsen, er, at Vizki er en forunderlig humorist. Men ikke en af de overfladiske og pjankede af slagsen. Karakteristisk for Vizkis digte er det, at der altid under det spøgefulde og absurdistiske er en klangbund af eksistentiel alvor. Der er smerte og desperation midt i spasmageriet. Hør blot dette tidlige digt fra 1985-samlingen"Vokseværk", hvor digterens tone af uskyldig munterhed rystes af en farlig og destruktiv understrøm: "jeg var en dreng/ og det er jeg stadig// jeg leger med dødningeverdenen/ altid og stadig/ jeg betræder farvevejenes støv/ og forbliver / smådrengen fra udlandet".

Og så er jeg nødt til at citere et af de digte, som har gjort stærkest indtryk på mig overhovedet, nemlig afslutningsdigtet i Vizkis sidste samling "Almanak" fra 2005. Her har vi det måske mest illusionsløse og nedstemte digt i nyere dansk lyrik. Og naturligvis virkede det i sin tid ikke mindre stærkt og uhyggeligt, da man vidste, at den eksplosive poet med det svære sind var død, kort før bogen udkom. Det frysende nøgterne digt lyder: "Rede sengen som en soldat/ Spise et æble en gang imellem/ Skifte kattens vand/ Er der noget som livet/ Ja, døden".

Morti Vizkis "Samlede digte" er et must for enhver elsker af moderne dansk lyrik.

Morti Vizki: Samlede digte. 368 sider. 199 kroner. Gyldendal. Udkommer i dag.

kultur@kristeligt-dagblad.dk