EU bør stå sammen med USA om Durban 2

Det er på tide, at EU-landene i fællesskab også klart tilkendegiver, at der ikke bliver nogen EU-deltagelse i Durban 2-konferencen på baggrund af det udkast, som det nu foreligger. Det er fint, at den danske udenrigsminister i spidsen for et nordisk initiativ har forsøgt at påvirke en række afrikanske lande. Næste skridt bør være en fælles EU-tilkendegivelse.

BAG DEN AMERIKANSKE beslutning, som også deles af Canada og nu Italien, ligger ikke mindst udsigten til, at Durban 2, lige som den forudgående konference, skal udvikle sig til en platform for nye ensidige angreb på Israel. I en verden præget af dybt alvorlige konflikter med store tab af menneskeliv som i Congo eller Sudan, eller hungersnød og undertrykkelse som i Zimbabwe, er det uantageligt, at der alene henvises til et enkelt land eller en enkelt konflikt, uanset om dokumentet slutter med direkte eller indirekte at angribe Israel.

Hvis man skal nævne lande eller henvise til lande, vil der være andre konflikter, der uundgåeligt burde være med. Herunder folkedrabet i Darfur og ikke mindst den kendsgerning, at Tibet er ved at forsvinde som følge af kinesisk kolonialisme. Tibet er blevet ”et helvede på jord”, som Dalai Lama udtrykker det. Durban 2-konferenceudkastet gør en masse ud af at se bagud på vestlig kolonialisme. Men den aktuelle kinesiske kolonialisme i Tibet går man i en stor bue uden om.

Et af de øvrige hovedkritikpunkter er en række landes slet skjulte forsøg på at begrænse ytringsfriheden ved at få gjort en forhånelse af religion til at være en ”krænkelse af menneskerettighederne”. Det farlige i denne aktion er, at totalitære lande forsøger at underminere en af grundpillerne i FN’s klassiske menneskerettigheder fra verdenserklæringen fra 1948 – om ytringsfrihed.

Udenrigsminister Per Stig Møller (K) har meget relevant præciseret, at ”skal man endelig diskutere religion, drejer det sig ikke om at indskrænke ytringsfriheden, men om at udvide trosfriheden. Mange steder i verden har troende fra mindretalsreligioner ikke mulighed for at praktisere deres religion, hvilket de ellers har krav på i kraft af netop de internationale menneskerettighedskonventioner.” (Berlingske Tidende, den 28. september 2008).

Konflikten om Durban 2-konferencen viser endnu en gang, at USA, trods den kritik, der blev rettet mod Bush-regeringen, fortsat har den højeste profil, hvad angår kampen for menneskerettighederne. Det kommer år for år til udtryk i den fremragende rapport, som udgives af det amerikanske udenrigsministerium, og som udgør en grundig og meget nøgtern analyse af forholdene for menneskerettighederne i alle verdens lande.

EU’S RAPPORT OM menneskerettighederne er derimod i det store og hele forblevet en nærmest dyb hemmelighed, som vist kun drøftes nærmere internt i menneskerettighedsinstitutterne rundt om i landene, men som slet ikke som den amerikanske rapport omgærdes af offentlighedens og pressens interesse.

Det understreger, at EU ikke har formået at tale med én røst omkring det fælles værdigrundlag om menneskerettighederne, som burde være et kerneområde for EU.

Det er på tide, at der ændres herpå. Danmark bør tage et initiativ på dette område ved at foreslå oprettet en selvstændig stilling som EU-højkommissær for menneskerettighederne. En højprofileret, uafhængig post, placeret uden for EU-Kommissionen, der skal kunne løfte den udfordring, som FN-kommissæren desværre ikke formår. EU-højkommissæren bør have som opdrag at henlede borgerne i EU og unionens institutioner (Ministerrådet, Kommissionen og Parlamentet) på krænkelser af menneskerettighederne rundt om i verden og have ret og pligt til at sætte navn på overtræderne.

Kommissæren skal kunne komme med indstilling om handling fra EU’s side, herunder til støtte for ofrene for overgrebene eller om EU-deltagelse i fredsbevarende eller fredsskabende aktioner, hvor mennesker er ofre for folkemord.

I en verden, hvor der fortsat foregår nærmest ufattelige overgreb – ”Afrikas verdenskrig” i Congo har på en kort årrække kostet over fem millioner mennesker livet – er det på tide, at EU med sine mange ressourcer spiller en mere aktiv rolle. Højkommissæren bør også advare unionen om situationer, der er under udvikling, og som kræver en indsats for at forhindre fremtidige katastrofer. Kommissærens årlige rapport skal fremlægges til debat i Europa-Parlamentet og søges gjort tilgængelig for mennesker overalt i verden, og EU bør aktivt forsøge at hindre censur af rapporten.

Der tales meget om, at EU er i krise efter det irske nej. Men EU-landene har et fælles stærkt værdigrundlag i det enkelte menneskes frihed, lighed og værdighed. Det grundlag bør sættes langt mere i højsædet og vil være et egnet instrument til større samling om det afgørende i det europæiske samarbejde.

En forstærket indsats omkring EU’s værdigrundlag vil samtidig være et meget klart signal udadtil om, at det vil være forgæves, hvis enkelte EU-lande udsættes for angreb udefra for eksempel omkring ytringsfriheden, som Danmark har været det.

Et styrket EU-samarbejde med USA om menneskerettighederne kan være medvirkende til at overbevise den ”bløde” mellemgruppe af lande med de uklare standpunkter om, at de bør gøre EU og USA følgeskab og dermed gøre det vanskeligere for diktaturstaterne at undergrave de fundamentale menneskerettigheder, som FN i dag desværre ikke længere er rammen om beskyttelsen af. Helt aktuelt hvis Durban 2 takket være fælles EU-amerikansk holdning lander med et for alle acceptabelt dokument, vil det være udtryk for, at demokratierne ved fælles indsats kan påvirke FN, er det selvfølgelig glædeligt. Sker det ikke, hvilket er mest sandsynligt, må det være slut med, at vi i deltager i den slags kostbare og skadelige ”forestillinger”.

Peter Norsk er kandidat til Europa-Parlamentsvalget for De Konservative.Viggo Fischer er tidligere medlem af Folketinget for De Konservative.