– Så længe der er mulighed for at vinde slaget om ytringsfriheden, så skal man slå det, siger udenrigsminister Per Stig Møller (K). –
- Keld Navntoft/Scanpix.
henrik hoffmann hansen |
19. marts 2009
1000 borgere ønsker en boykot af racismekonference, men udenrigsministeren er mere optimistisk
Udenrigsminister Per Stig Møller (K) glæder sig over, at FN nu har høvlet de to største knaster af oplægget til den kommende racismekonference, Durban 2.
Som omtalt i Kristeligt Dagblad i går er kritikken af Israel for at være racistisk fjernet, ligesom et forbud mod kritik af religion er væk.
Begge punkter var lanceret af de islamiske landes organisation, IOC, men er nu taget ud.
Netop i går mødte repræsentanter for en underskriftsindsamling mod Durban 2 op i Udenrigsministeriet. De afleverede 1000 underskrifter for en boykot til Per Stig Møller. Blandt underskriverne er samfundsdebattører med basis i den borgerlige tænketank Cepos, journalister og redaktører, Berlingske Tidendes Groft Sagt-panel, foruden en del præster og teologer.
Initiativtageren til underskriftsindsamlingen Mikael Jalving fastholder, trods de seneste forbedringer i teksten, at der fortsat er grund til at boykotte racismekonferencen.
Per Stig Møller bruger sin fodboldmetafor for at forklare, hvorfor han alligevel stadig vil kæmpe for at få ændret slutdokumentet, så det bliver acceptabelt i forhold til ytringsfriheden.
– Så længe der er mulighed for at vinde slaget om ytringsfriheden, så skal man slå det. De, der går i utide, kan i hvert fald ikke slå. Det svarer til at stille op til en fodboldkamp og så blive væk. Så kan man ikke vinde kampen, siger han.
Han mener, at dommeren (FN’s russiske forhandlingsleder, red.) har givet Danmark og de andre demokratiske lande ”frispark” ved at fjerne racismeanklagen mod Israel og forbuddet mod religionskritik.
– Vi er ikke hjemme endnu, og der kan også komme modforslag. Forhandlingerne kan gå dårligt, og så tager vi stilling til det, siger Per Stig Møller.
Han er dog indstillet på at tage til Geneve den 20.-24. april, hvor konferencen foregår.
– Nu er vi kommet i en helt nyt situation. Nu er der et FN-papir, og det har imødekommet nogle af vores hovedsynspunkter. Så nu er det faktisk nogle af dem, der vil ytringsfriheden til livs, der har vanskeligheden. Nu skal de kæmpe deres kritik af ytringsfriheden ind i papiret. Billedet er pludselig vendt om. Nu er det ikke Danmark, man er imod, nu er det FN, man er imod, hvis man skal have ændret dokumentet, siger han.
Udenrigsministeren mener, at det er Danmarks, de nordiske landes og hollændernes fortjeneste, at der er kommet skred i tingene.
– Men kun dem, som er blevet og har accepteret dialogen, har kunnet få et resultat. Derfor beklagede jeg også, at Amerika gik. De, som er gået, har jo ikke hjulpet sagen. Det er os, som er blevet, som hele tiden har kunnet forklare vores argumenter, siger han.
Blandt dem, der har meldt fra over for Durban 2, er også Italien, men Per Stig Møller hæfter sig ved, at Italien gerne vil være med, hvis ”billedet bliver godt.” Dermed skulle EU stå samlet, mener han. Om også USA ender med at deltage, tør han dog ikke gætte på.
hoffmann@kristeligt-dagblad.dk
FACEBOOK: Bliv ven med Kristeligt Dagblad