Fra politik over terror til anger

888888

af Palle Schantz Lauridsen

Det bliver spændende at gense filmen "Blekingegadebanden", når nyhedens interesse for, at et af bandemedlemmerne for første gang træder offentligt frem, engang har lagt sig. For det er det, man i disse dage må fokusere på i Anders Riis-Hansens film, der er blevet til på baggrund af Peter Øvig Knudsens tobindsværk om banden.

Godt nok fortalte "stemmen" anonymt om hændelserne til Øvig. Men i filmen får vi ansigtet og følelserne med.

Ansigtet er Bo Weymanns. Han var en af de venstrefløjsaktivister, der oven på 1970'ernes protester mod Vietnam-krigen søgte aktionsformer, der virkelig skulle batte noget. Han endte med at være med i en gruppe, der via røverier skaffede penge til den socialistiske, palæstinensiske organisation PFLP.

Gruppens metoder blev stadig mere hårdhændede, og brugen af vold kulminerede, da et af gruppens medlemmer i forbindelse med postrøveriet i Købmagergade i november 1988 skød og dræbte en politibetjent. På det tidspunkt havde Bo Weymann forladt gruppen, men han havde været med til planlægningen af dette og andre røverier. I filmen påtager han sig et moralsk ansvar for mordet og for andre af de kriminelle handlinger, han og de andre i gruppen udførte fra 1970'ernes midte og frem til 1988.

I modsætning til Øvigs bøger handler filmen i særdeleshed om Bo Weymann. Den fortæller hans historie, fra opvæksten i Ballerup hos kommunistiske forældre, der havde været i modstandsbevægelsen under besættelsen til i dag, hvor han efter årtiers tavshed endelig står frem og fortæller noget, der virker som en del af sandheden.