Hvor ærlig skal man være?

Kære brevkasse

I et selskab kom vi til at drøfte et tema, hvor vi fik vidt forskellige synspunkter på bordet. Samtidig var det et emne, som vi alle fandt meget vigtigt og relevant, og jeg lovede at skrive for at høre jeres overvejelser om følgende:

Flere år tilbage kunne man i tv se en reklame med to personer, der sad tæt over for hinanden. Der blev ikke sagt meget, for den ene part sagde: "Nej du, tal hellere med din tandlæge", og så kom en reklame om et middel, der fjernede dårlig ånde. Nu sidder man over for en person, for eksempel en optiker, og så mærkes en rådden lugt ud af hans mund, sådan at man er lige ved at brække sig. Hvordan skal man så reagere? For det er ikke én gang, men flere gange, man skal sidde over for vedkommende.

En ældre dame eller mand sætter sig ved siden af en på en hvilebænk i et supermarked. Omkring vedkommende er der en stank af gammel urin. Man vælger ikke at gå, da vedkommende henvender sig til en. Der er en lugt, der udgår fra vedkommende, så det ville være umuligt at være sammen med den pågældende i selskab, bus eller lignenede.

En ældre nabo, måske en smule dement, ønsker ens hjælp med nogle af de mange nye tiltag, der dumper ind gennem brevkassen. Han eller hun er blevet meget sjusket med sig selv og sit hjem. Man kan næsten ikke udstå stanken af sved og skidt overalt og det plettede og uvaskede tøj.

Spørgsmålet er, om man ikke skulle bede vedkommende henvende sig til kommunen, tandlægen eller lignende? Men hvis ingen fortæller vedkommende, hvad der er galt, lægges der større og større afstand til vedkommende. Var det ikke en gave at give ham eller hende at fortælle det lige ud? Men samtidig føler man jo ikke, at man kan gøre det. Vel? Måske er det kun de nærmeste, der kan tillade sig den frihed, men den nærmeste er måske allerede flygtet langt bort.