Freja Bech-Jessen |
20. marts 2009
Den anonyme morder Der er blevet skrevet bøger, produceret teaterforestillinger, tv-indslag og nu også lavet film om Blekingegadebandens forbrydelser. Men ét spørgsmål står stadig ubesvaret hen: Hvem dræbte Jesper Egtved Hansen? Den dræbte politimands efterladte venter stadig på svar
Til gallapremieren på filmen om Blekingegadebanden lod 1100 kendte danskere sig underholde af den dramatiske fortælling om en af danmarkshistoriens mest spektakulære kriminelle grupper. De stillede sig smilende op foran filmens plakat og lod sig fotografere til ugebladene. Og i salens mørke blev de revet med af det fortællemæssige højdepunkt, da en 22-årig politielev kom i vejen for bandens stort anlagte kup mod postkontoret i Købmagergade i København.
Filmen bygger på Peter Øvig Knudsens storsælgende og prisbelønnede bøger om banden, der også har lagt navn til et teaterstykke samt utallige avisartikler og tv-indslag de senere år. Fiktion og fakta om bandens gøremål har næsten udviklet sig til en hel industri, der nyder godt af bandens kompromisløse tro på, at egne idealer kunne retfærdiggøre en række grove forbrydelser, som til slut kostede en ung mand fra Slagelse livet. Man glemmer næsten, at udgangspunktet er en hændelse, som endte et liv og ødelagde andres. Mennesker, som stadig sidder tilbage med det ubesvarede spørgsmål: Hvem trykkede på aftrækkeren den nat i det indre København?
Den massive mediedækning når også frem til en villa i Slagelse. Her ser Grethe og Henning Egtved Hansen med fra sofaen, når tidligere bandemedlemmer toner frem på skærmen eller i avisernes spalter og taler om trangen til at leve normale liv og behovet for at sone deres forbrydelser: Røverierne, volden og mordet på Grethe og Hennings søn.
Ægteparret så også på, da tidligere bandemedlem Bo Weymann denne uge lod sig interviewe til tv. De lyttede, da han udtrykte sin anger over engagementet i bandens kriminelle aktiviteter og fortrydelsen over ikke at have afværget røveriet i Købmagergade. Han fortalte, hvordan hans medvirken i den ny dokumentarfilm netop er hans personlige forsøg på at forsone sig med fortiden. De lyttede, men de fik ikke svaret på det spørgsmål, de har ventet på svar på de seneste 20 år.
– Han siger, han ikke ved, hvad der skete. Men jeg tror ikke på det. Hvordan kan han ikke have set eller hørt noget? Jeg tror, de alle sammen ved det, men holder hånden over hinanden, siger Grethe Egtved Hansen.
Hun kan ikke længere sætte ord på, hvorfor det stadig er vigtigt at få et svar. Og hun er heller ikke sikker på, at en tilståelse vil bringe familien forløsning. Tabet og smerten har haft en konstant tilstedeværelse i deres liv, siden de mistede sønnen. Og efter 20 år tror Grethe Egtved Hansen ikke længere på, at den nogensinde slipper taget i dem.
Hun og Henning tænder hver aften et fyrfadslys ved deres søns billede, inden de selv går i seng, og de lægger dagligt vejen forbi kirkegården for at se til gravstedet. Henning har i perioder måttet tage turen alene, fordi Grethe ikke kan klare det, men de har endnu aldrig forsømt et besøg.
– Vi får ikke Jesper tilbage, det ved jeg jo godt. Men det er svært at høre på, at andre rykker videre og forsoner sig med det, der skete, når vi sidder fast og aldrig får en afklaring, siger Grethe Egtved Hansen.
I 2001 skrev hun et åbent brev til bandens medlemmer, hvor hun spurgte: ”Jeg har hørt, det er blevet sagt af en af de pårørende til Blekingegadebanden: ”Kan vi ikke snart få lov at leve et normalt liv?” Men hvad med os, vi er straffet for livstid. Hans far og jeg har ikke levet siden, kun eksisteret.”.
Og det er ikke blevet lettere at eksistere i de mellemliggende otte år. Tabet af et barn er det værste, der kan ske for et menneske, siger Grethe. Man bliver aldrig hel igen.
Siden drabet har hun måttet opgive sit arbejde som lægesekretær på grund af en kronisk depression. Og hun afslår også at tale indgående om Jesper. Det kan hun simpelthen ikke holde til, siger hun. Alligevel kan hun heller ikke helt lade være. Som de fleste andre mødre holder hun af at tale om sit barn. Også selvom han snart har været død i flere år, end han levede.
– Jesper var vores allesammens lille kæledægge. Glad og sød. Han var så dejlig at være sammen med. Det synes vi allesammen. Jeg kan ikke bære at sige mere. Vi kan ikke holde til det. Resten må du læse i Øvigs bøger, der står alt om Jesper. Jeg tror, det er i kapitel 13, siger hun.
Og i Peter Øvig Knudsens andet bind om Blekingegadebanden, kapitel 13, kan man ganske rigtigt læse, hvordan Jesper voksede op til at blive en ambitiøs og konkurrenceminded ung mand. Han blev ikke bare optaget på politiskolen, men kom også ind på officersskolen. Han valgte politiet og var vellidt, men også frygtet af sine medstuderende, der hurtigt blev klar over, at Jesper ikke bare var fysisk stærk og veltrænet, men også modig. Han satte de andre aspiranter til vægs i de fysiske discipliner og holdt sig ikke tilbage i timerne. Jesper var typen, der sagde tingene lige ud. Han var glad, når familien og kæresten Helle var glade, og foretrak rugbrødsmadder og mælk frem for dyre bøffer.
Folketingsmedlem Tom Behnke (K) kan godt genkende karakteristikken. Han og Jesper Egtved Hansen var fra samme årgang på politiskolen og havde et tæt samarbejde som politikolleger dengang i 1988. Kun tilfældigheder gjorde, at det var Jesper og ikke Tom, som rykkede ud til røveriet i Købmagergade. Den aften raflede de om, hvem der skulle tage lige netop den patrulje mellem klokken 03 og 05 om natten. Jesper tabte.
Tom Behnke har ligesom Jespers forældre svært ved at acceptere, at Blekingegadebandens forbrydelser i dag er blevet til underholdning på det store lærred, og at medlemmerne soner for åben skærm eller forklarer deres handlinger i tidsskrifter, uden at de dog af den grund fortæller, hvem der skød og dræbte Jesper Egtved Hansen. Ligesom Jesper Egtved Hansens andre politikolleger fra dengang har han ingen planer om at se den ny dokumentarfilm, der har premiere i aften.
– Det er helt vanvittigt at se, hvordan den offentlige debat om et mord på en ung mand er blevet til en intellektuel diskussion om, hvad der driver folk til at gå til yderligheder. De her mennesker stiller sig op og reflekterer over deres aktiviteter og taler om forsoning. For mit vedkommende bliver der aldrig tale om forsoning, før den skyldige træder frem. Jeg giver intet for deres personlige renselsesproces, siger Tom Behnke.
Hjemme i villaen i Slagelse er der heller ikke nogen forståelse at hente. Følelserne er de samme som dengang i 2001, da Grethe Egtved Hansen skrev sit åbne brev til bandens medlemmer. Hun skrev:
”Jesper var lige i sit livs vår. Han ville meget med sit liv. Alt dette har vi mistet, og jeg har mere end en gang ønsket, at jeg lå oppe ved siden af ham på kirkegården. Min mand er der hver dag, men jeg kan ikke klare det mere, det er for hårdt. Jura er en ”kold”affære. Hans morder går rundt og har et normalt liv med kone og børn. Mon han ville miste nogle af dem?”
bech-jessen@kristeligt-dagblad.dk
FACEBOOK: Bliv ven med Kristeligt Dagblad