Tine Lindhardt |
21. marts 2009
Torben Larsen, formand for folkekirkens budgetudvalg i København, kom i en pressemeddelelse torsdag den 19. marts med dystre profetier: Folkekirken skylder Københavns Kommune 12 millioner kroner inden udgangen af 2009. Derfor er det ifølge Torben Larsen nødvendigt at lukke mindst 10 kirker her og nu, og derfor skal kirken fortsætte de sidste mange års strukturdebat for at overveje yderligere kirkelukninger.
Der skal ikke herske tvivl om, at man skal sætte tæring efter næring – også i den københavnske folkekirke. Man kan ikke bruge penge, man ikke har, og det er ikke nogen god idé at sætte kirkeskatten op.
Men inden man som Torben Larsen udsender forhastede konklusioner og katastrofemeldinger, skulle man måske spørge, om kirkelukninger er svar på folkekirkens reelle problem i København. Og om det er op til et budgetudvalg at træffe sådan en beslutning.
Jeg har henvendt mig til Torben Larsen og fået tilsendt økonomitallene for i år samt en fremskrivning for de kommende år. Af de tal fremgår, at folkekirken skylder Københavns Kommune 3,6 millioner kroner for 2008. Torben Larsen tror, at man kommer til at skylde yderligere 8 millioner i 2009 – altså 12 millioner kroner i alt for 2008 og 2009. Men det er et skøn, som kan blive højere eller lavere, grundet usikkerhed om udskrivningsgrundlaget.
12 millioner kroner er 3 procent af kirkernes samlede budget i Københavns Kommune – som er på 400 millioner kroner. Ligeligt fordelt mellem de 70 sogne i kommunen giver det cirka 170.000 kroner pr. sogn.
Det er selvfølgelig en slags penge. Men jeg er overbevist om, at dem kan sognene finde – også uden at lukke kirker her og nu. Problemet er bare, at sognene ikke er blevet spurgt, hvilken løsning de foretrækker.
Folkekirkens udfordringer i København løses ikke ved at lukke 10 kirker her og 10 kirker der. Det er alt for defensivt. En løsning kræver derimod offensiv nytænkning, mod til at være ambitiøs på evangeliets vegne og vilje til forandring. Den proces skal vi sætte i gang nu; og det vil jeg gøre som biskop. En indholdsdebat. Hvad er det for en kirke, der er brug for? Hvordan får flere tilknytning til kirken? Hvordan får vi stigende dåbstal og flere medlemmer?
Ikke alene af økonomiske grunde, men først og fremmest fordi kirken har noget vigtigt at give mennesker: nemlig mening. Kærlighed og tilgivelse.
Så lad budgetudvalget gøre det, de er gode til, og som er deres opgave: sige noget om tal og økonomi så ædrueligt og realistisk som muligt, så man kender de økonomiske rammer.
Og lad så menighedsrådene gøre det, som er deres opgave, og som de er gode til: finde ud af, hvordan man kan være kirke, der hvor de er, i deres sogn – inden for de rammer og mange muligheder, der er. Det vil jeg som biskop hjælpe og støtte dem i.
Det er dér, vi skal begynde, derudfra at tingene skal ske, samarbejdsprojekter skal vokse og nye idéer spire. Alt andet vil være ren topstyring.
Tine Lindhardt er Bibelselskabets generalsekretær og opstillet til bispevalget i København
FACEBOOK: Bliv ven med Kristeligt Dagblad