Peter Holm |
21. marts 2009
I et debatindlæg den 9. marts kommenterer en hr. Torben Steno radioprogrammet ”Kulturkontoret” på P1, som blev sendt den 27. februar – med ham selv som vikarierende studievært.
Han havde de tre af oprindelig syv bispekandidater Anders Gadegaard, Tine Lindhardt og Peter Skov-Jakobsen i studiet, og i debatindlægget giver han ”højlydt” udtryk for sin skuffelse over, hvad de tre kandidater præsterede i udsendelsen. Han besværer sig over, at han ikke blev præsenteret for mindst en storstilet plan for, hvordan folkekirken kommer ud af krisen. Det havde han ellers regnet med.
De eneste reaktioner på udsendelsen har ifølge ham selv været, at den var kedelig. Han sammenligner sit medlemskab med folkekirken med et Falck-abonnement – og overvejer af lutter skuffelse at melde sig ud, hvis Falck også vil påtage sig at stå for dåb, begravelser og bryllupper. Det sidste siger ikke så lidt om hans niveau og hans totale mangel på forståelse for alvoren i kirken, og det er derfor ikke spor underligt, at udsendelsen blev kedelig.
Bortset fra, at det forekommer både usædvanligt og utidigt, at en radiovært sådan nærmest anmelder sin egen udsendelse, så understreger hans debatindlæg, hvad den nævnte radioudsendelse også allerede havde afsløret, nemlig at han ikke var opgaven voksen, og han kan derfor først og fremmest takke sig selv for, at udsendelsen blev kedelig.
Bag alle hans forsøg på at få gang i debatten lurede nemlig den falske præmis, at folkekirken er i dyb krise. Igen og igen pressede han de tre kandidater op mod den mur, og hver gang måtte de vriste sig fri i et forsøg på at få skabt en platform for et mere nuanceret billede af kirken. På et tidspunkt følte Peter Skov-Jakobsen sig – i øvrigt som den eneste af deltagerne – i en sådan grad provokeret, at han direkte protesterede mod den måde at tale om folk på – som missionsobjekter.
Vikarradiovært Steno holdt krampagtigt fast i nogle overfladiske problemstillinger og magtede derfor simpelthen ikke hverken at få trukket tydelige kirkepolitiske eller teologiske forskelle frem, skønt han åbenbart ellers selv har en klar forestilling om, at kirkens største opgave er at missionere.
Han konkluderer ligefrem i sit indlæg, at det nu efter hans udsendelse står klart, at der vil blive valgt en funktionær som biskop – og altså ikke en missionær. Her afslører han virkelig sin inkompetence, for fem ud af de oprindelige syv kandidater tænker netop i missionsbaner. De kalder sig ganske vist ikke missionærer, fordi det lyder for gammeldags, men deres programerklæringer og paneldiskussioner udstiller med al ønskelig tydelighed, at de fem er progressive kirkeaktivister, der vil promovere folkekirken og sætte skub i foretagendet – som var det en virksomhed på fallittens rand, der nu må på jagt efter kunder for at overleve.
Steno formåede ikke at komme ned under overfladedebatten og trække den fundamentale skillelinje op mellem Peter Skov-Jakobsen og de to andre.
Han cirklede rundt i sine egne naive fordomme og forestillinger om kirken, og når han alene giver kandidaterne skylden for en usædvanlig dårlig radioudsendelse, overser han, at det først og fremmest var ham selv, der stod i vejen for en mere interessant diskussion mellem kandidaterne, fordi han pressede dem til at stå sammen og forsvare kirken mod en så dårlig journalistisk fremstilling, som de grundet radioværten blev udsat for.
Det skabte enighed, og derfor kom det ikke frem, at de er dybt uenige om, hvad der er biskoppens primære opgave. Skal Københavns Stift have en biskop, der opfatter sig selv om anfører, igangsætter, entreprenør – som en én-mands-taskforce, der af lutter bekymring for omsætningen i forretningen vil sætte sig i spidsen for et salgsfremstød og promovere de mange gode varer i butikken: salmer og fadervor og trosbekendelse og alskens kirkelige aktiviteter?
Eller skal stiftets menighedsråd og præster vælge en, der ikke tænker i salgsbaner (mission), i taktik og strategi, men som gerne vil i dialog med samtiden om indholdet, og som ikke betragter medborgerne som objekter for en kirkekampagne, men som tværtimod respekterer, at det moderne oplyste menneske (folkekirkemedlemmer såvel som ikke-medlemmer) selv kan vurdere, hvad kirken og kristendommen har at byde på?
Det er den afgørende forskel, valgkampen drejer sig om, og ikke om de forskellige aktivisters mere eller mindre fiffige missionsstrategier, som hr. Steno forsøgte at nedskrive den til.
Peter Holm er provst for Frederiksberg i Københavns Stift
FACEBOOK: Bliv ven med Kristeligt Dagblad