Kumsusan Memorial Palace i Pyongyang. -
- KNS/Scanpix Denmark
Andreas Rude |
23. marts 2009
Missionærer forbereder sig på tiden efter det kommunistiske regime i Nordkorea
For de fleste iagttagere er situationen i Nordkorea deprimerende forudsigelig. Det kommunistiske styre fortsætter med at udbygge sit atomvåbenprogram, og i FN’s Sikkerhedsråd truer USA regimet med nye sanktioner. På hjemmefronten er der netop holdt valg, og myndighederne i Nordkoreas hovedstad, Pyongyang, rapporterer om en valgprocent på 99,98 med 100 procent opbakning til de officielle kandidater.
Det er heller ikke nogen overraskelse, at organisationen Open Doors, der følger situationen for udsatte kristne på hele jorden, for syvende år i træk har sat Nordkorea øverst på listen over lande, hvor kristne forfølges. Ifølge Stig Magne Heitmann, der er generalsekretær i den norske afdeling af Open Doors, er mindst en fjerdedel af landets kristne i fængsel eller fangelejr.
Hvor lang tid det endnu varer, førend verdens sidste stalinistiske bastion falder, er et åbent spørgsmål. I Sydkoreas hovedstad, Seoul, frygter man det politiske kaos, der kan blive resultatet af et pludseligt sammenbrud i nord, men også blandt Sydkoreas kirker forbereder man sig på, hvordan man bedst kan forholde sig til det moralske og åndelige vakuum blandt Nordkoreas befolkning.
Knap en tredjedel af Sydkoreas befolkning er kristne, med cirka dobbelt så mange protestanter som katolikker, og begge kirker vægter missionen højt. I 2006 fik hovedstaden, Seoul, en ny katolsk ærkebiskop, kardinal Nicholas Cheong Jin-suk, og siden da er man gået mere offensivt til værks. For få uger siden begyndte man således at uddanne det første hold præster, der specielt skal virke i Nordkorea.
– Det er ikke noget, som nordkoreanerne bryder sig om, at vi gør. Vi gør det med henblik på fremtiden, når de to Korea’er bliver genforenet, forklarede den katolske præst, Matthew Hwang In-kuk til Reuters forleden. Selv blev han født i Pyongyang og flygtede til Sydkorea som 14-årig under Koreakrigen.
I første omgang er det blot fem præstekandidater, der er dedikeret til Nordkorea, men kirken regner med at rekruttere en ny gruppe hvert år. Uddannelsen tager op til 10 år, og så er det ikke engang sikkert, at de får lov til at rejse ind i Nordkorea til den tid. Præster besøger undertiden det isolerede land, men det er som oftest i forbindelse med nødhjælpsprojekter.
Efter Koreakrigens afslutning i 1953 blev halvøen delt i to. De nye kommunistiske magthavere i nord undertrykte al religion i takt med, at de opbyggede en personlighedskult med guddommelige overtoner omkring statens grundlægger Kim Il-sung, mens præster og religiøse ledere enten blev henrettet eller sendt i politiske fangelejre.
Skønt Nordkorea hævder at respektere religionsfriheden, modsiges dette blandt andet af det amerikanske udenrigsministerium, der citerer flygtninge for, at kristne stadig fængsles og underkastes tortur. Selvom Nordkorea har en række nationale religiøse sammenslutninger og siden 1980’erne har bygget flere kirker i Pyongyang – og sågar lod Billy Graham prædike på Kim Il-sung Universitetet i 1992 – tolkes det overvejende som tomme gestus.
Ikke desto mindre har Nordkorea en rig kristen arv. I slutningen af 1800-tallet og begyndelsen af 1900-tallet gik flere – især protestantiske – vækkelsesbølger hen over landet, og i første halvdel af det 20. århundrede var Pyongyang en by med en stor kristen befolkning.
Uofficielle gæt på antallet af kristne i Nordkorea i dag svinger mellem flere hundredtusinde til ganske få tusinde ud af en befolkning på 23,5 millioner. Det er den virkelighed, som Sydkoreas katolske kirke nu uddanner missionærer til.
kirke@kristeligt-dagblad.dkAndreas Rude, mag.art., skriver hver uge om internationale kirkelige forhold i Kristeligt Dagblad
FACEBOOK: Bliv ven med Kristeligt Dagblad