”Sikkert skjulested for Ratko Mladic”, står der på drengens skilt. Demonstranter i Beograd viser deres støtte til Mladic og marcherer mod den hollandske ambassade i den serbiske hovedstad. Demonstranterne ønsker ikke, at Mladic skal fanges og udleveres til krigsforbryderdomstolen i Haag. –
- Camilla Stubbe Teglbjærg.
Camilla Stubbe Teglbjærg skriver fra Balkan |
24. marts 2009
Mens flere EU-lande ønsker at åbne en dør for Serbien, står Holland fast på, at serberne skal fange den tidligere bosnisk-serbiske hærchef Ratko Mladic, før de kan få en fod inden for i EU
I vinter demonstrerede vrede serbere foran den hollandske ambassade i den serbiske hovedstad, Beograd. Med bannere, billeder og kamp-råb viste de deres støtte til den tidligere bosnisk-serbiske hærchef Ratko Mladic.
De protesterede mod den klapjagt, de mener, hollænderne driver på Mladic og på serberne. Holland står nemlig som et af de eneste EU-lande stålsat fast på, at den serbiske regering skal fange og udlevere Mladic til FN’s krigsforbrydertribunal for det tidligere Jugoslavien i Haag, før der kan blive tale om, at EU åbner dørene på klem for Serbien.
Demonstranternes frustration rækker langt ind i den serbiske regering, hvor blandt andre udenrigsminister Vuk Jeremic har beklaget sig over, at Serbien bliver uretfærdigt behandlet. Og med god grund, mener den græske udenrigsminister, Dora Bakoyannis.
Under et besøg i Beograd i februar beskyldte hun hollænderne for at holde hele den serbiske nation som gidsel, fordi Holland ikke er villig til at lempe på kravet til serberne. For den serbiske regering har for længst vist, at den oprigtigt gør alt, hvad den kan for at fange general Mladic, og det bør være bevis nok for hollænderne, sagde hun.
EU underskrev i april sidste år en Stabiliserings og Associeringsaftale med Serbien, der kan ses som første skridt på vej mod senere EU-medlemskab. Det skete midt i den serbiske valgkamp for at give vind i sejlene til den pro-europæiske præsident Boris Tadics fløj. Aftalen blev dog umiddelbart efter sat på standby, indtil Serbien viser, at landet ”samarbejder fuldt” med domstolen i Haag.
Og den konklusion er domstolens chefanklager, Serge Brammertz, endnu ikke nået frem til, selvom den nye regering i Beograd, blot få uger efter den tiltrådte, arresterede og udleverede den top-eftersøgte tidligere præsident for de bosniske serbere Radovan Karadzic. For Ratko Mladic og kroatisk-serbiske Goran Hadzic er endnu på fri fod.
Grækenland står ikke alene med ønsket om at slække på kravet til serberne. Også Tjekkiet, som i øjeblikket har EU-formandskabet, har meldt sig i koret mod Holland. Ligesom et flertal af EU-landene ifølge internet-avisen EU Observer ønsker en mere lempelig kurs over for Serbien. Dels som belønning for, at Radovan Karadzic endelig kom i hus. Dels for at understøtte de pro-europæiske kræfter i landet, så Serbien efter tabet af Kosovo forbliver på sin kurs mod EU og ikke vender tilbage til fortidens nationalisme.
– Mange af EU-landene er trætte af den betingelse om fuldt samarbejde med Haag, de har stillet til serberne. Jeg tror, mange ville blive glade, hvis Mladic gik hen og døde. Så kunne Serbien og EU lukke det kapitel på en naturlig måde. Komme videre og ud af denne fastlåste situation. Problemet er, at Mladic ikke er så forfærdelig gammel, siger den serbiske politiske kommentator Bratislav Grubacic.
Hollænderne er ikke til at rykke. Det slog landets udenrigsminister, Maxim Verhagen, fast tidligere i marts.
– Den internationale krigsforbryderdomstol har anklaget Ratko Mladic for de mest brutale forbrydelser begået i Europa siden Anden Verdenskrig. At arrestere og udlevere ham er den bedste måde, Serbien kan bevise på, at det ønsker at blive en del af Europa. At det accepterer europæiske værdier og ikke lader folkemord ske ustraffet, sagde han til det serbiske dagblad Vecernje Novosti.
Mladic er blandt andet anklaget for at være hjernen bag massakren på flere end 7000 bosnisk-muslimske mænd og drenge i byen Srebrenica, som hollandske fredsbevarende FN-soldater havde ansvaret for, men var ude af stand til at forhindre.
Derfor står hollænderne så fast på, at Ratko Mladic skal fanges, påpeger politiske iagttagere. Især i et land, hvor over 40 procent af befolkningen stadig ser Mladic som en helt og næsten to tredjedel ikke ved, hvad Mladic er anklaget for ved krigsforbryderdomstolen i Haag.
stubbe@kristeligt-dagblad.dk
FACEBOOK: Bliv ven med Kristeligt Dagblad