Folkekirkens økonomi. Advarselslamperne skal tages alvorligt

Tine Lindhardt er tilsyneladende ikke videre anfægtet af advarselslamperne fra det kirkelige budgetudvalg i Københavns Kommune. På bispevalgmøderne og senest i Kristeligt Dagblad den 21. marts gentager hun, at sognene sagtens kan finde de penge, der skal spares. Og alle, der siger noget andet, går ifølge hende bare ind for topstyring og kirkelukninger.

Som bispekandidat er det meget nemt at skyde besparelserne over til de enkelte menighedsråd. Men for det første holder det ikke i virkelighedens verden. Provstierne i Københavns Kommune er nødt til at blive enige om de økonomiske rammer, og derfor kan man ikke komme uden om en fælles planlægning sognene imellem. Bare at bruge grønthøstermetoden, så hvert enkelt sogn pålægges en procentuel besparelse, er der meget lidt perspektiv i.

For det andet skal vi bispekandidater være forsigtige med at stikke menighedsrådene blår i øjnene. Det er ikke biskoppen, der har ansvaret for de økonomiske realiteter. Det er ikke biskoppen, der skal betale regningen. Biskoppen er nødt til at tage det kirkelige budgetudvalg alvorligt, når det tænder advarselslamperne i stedet for at udstede veksler på fremtiden. Udvalget er menighedsrådenes repræsentanter, og det sidder med ansvaret for at få enderne til at nå sammen.

Det er vigtigt at være ambitiøs og visionær på troens vegne. Men det er også vigtigt at bevare jordforbindelsen. Visioner og ambitioner, der er helt ubekymrede i forhold til økonomi og ressourcer, vil kun skabe frustrationer og skuffelser, hvis virkeligheden bare er nedskæringer med efterfølgende lokale indskrænkninger og mangel på handlemuligheder til følge.