Pesten dræbte, men gav også magt

Den kom så ofte og ramte så forudsigeligt, at den ikke længere blev betragtet som noget usædvanligt, men som endnu et af livets mange og barske vilkår.

Faktisk var pesten en tilbagevendende begivenhed i Danmark gennem mere end 350 år, fra 1350 til 1711.

Med 10-15 års mellemrum slog den ned i forskellige dele af landet, dræbte unge og gamle, lagde gårde øde og forsvandt så igen, men altid for at komme tilbage.

Og præcis sådan gik det også i 1650'erne, da først Sjælland og øerne og senere Jylland blev ramt af pesten. Denne epidemi adskiller sig dog fra de tidligere ved, at det var den første, der systematisk blev registreret i kirkebøgerne, og derfor har vi i dag et ganske godt billede af, hvor hurtigt og voldsomt pesten slog til, forklarer Lise Gerda Knudsen, museumsinspektør ved Odense Bys Museer, som i bogen "Pesten grasserer" netop har beskrevet, hvordan pest-epidemien 1653-1657 hærgede Sjælland og øerne.

- Man var vant til, at man med jævne mellemrum blev ramt af pest, men i 1650'erne bredte sygdommen sig så hurtigt og ramte så hårdt, at man skønner, at op mod en tredjedel af befolkningen i de ramte områder døde, siger Lise Gerda Knudsen.

Som så meget andet i 1600-tallets Danmark blev også pesten tolket som en straf fra Gud. Men samtidig havde de mange hyppige udbrud også lært befolkningen, at det ikke kun var guddommelige kræfter, der kunne forklare pestens smitteveje.

- Man havde jo lært, at pest bredte sig særlig hurtigt, når syge var sammen med raske, og når mange mennesker generelt boede tæt sammen. Derfor valgte man ofte at lukke hele familier og samtlige ansatte inde i et hus op til 40 dage, hvis en enkelt person på gården viste tegn på pest, siger Lise Gerda Knudsen og tilføjer:

- Efter de 40 dage ville det jo så kun være de helt raske, der havde overlevet, og så var det igen sikkert at lukke dem ud. Det var dog primært i byerne, man havde mulighed for at sanktionere på den måde.