Den 21. august 1635 afsendes et brev fra Algier adresseret til "Øvrigheden i København". "Findes der da ingen barmhjertighed, ingen næstekærlighed, ingen samvittighed, som kan vækkes? Findes der da ingen gudfrygtige mennesker, eller har vi ingen nådig konge? Har vi ingen retfærdige herrer og øvrigheder eller ingen gudfrygtige præster, ingen forældre, venner eller brødre, som lader vor dødbringende nød og angst og vore veklager gå til hjertet?" spørger brevskriverne, der gennem årene har sendt adskillige breve til deres kære, men aldrig har fået svar.
Brevskriverne er to gange blevet narret af udsendinge fra Danmark. Udsendingene købte huder og sukker for løsesummen, der skulle have købt dem fri. Nu er en tredje udsending fra Danmark dukket op med løsepenge, men de er ikke sikre på ham.
De afslutter brevet med i Guds, Jesu og næstekærlighedens navn at bønfalde myndighederne i Danmark om ikke at glemme dem, men at der bliver bedt for dem foran alle Guds hellige altre og fra alle prædikestole i alle lande regeret af deres nådige herre kongelige majestæt, så at Guds krafts nådige vilje kan skænke dem friheden og lede dem ind i et kristent land.
Af brevet fremgår, hvorfor de befinder sig i Algier, eller Barbarien som brevskriverne kalder deres opholdssted: "Vi er bortført til slaveri og trælbundne i bortførernes land", bortførere som de beder Gud nedkalde sin straf over.
Hvem var disse danske undersåtter, der levede som slaver i Algier i 1635? For at få svaret herpå skruer vi tiden tilbage til højsommeren 1627. Da hjemsøgtes Island af sørøvere. De jagtede ikke gods og guld, som Island heller ikke er rig på, men mennesker.
Specielt Vestmannaøerne blev hårdt ramt. Af øernes 400 indbyggere blev små 250 taget til fange. Over 30 øboere blev dræbt, mens det lykkedes godt 100 at skjule sig i klippehuler eller ro over til fastlandet.
De tilfangetagne blev roet ud til piraternes skibe. Først da skibene satte sejl og lagde kursen sydover, blev islændingene klar over, hvem deres overfaldsmænd var. De troede en overgang, de var englændere, for englændere havde tidligere overfaldet og plyndret øerne, og nogle af sørøverne og mandskabet ombord talte engelsk og så engelske ud.
Men af de fleste bortføreres sprog og udseende regnede islændingene ud, at piraterne måtte være tyrkere. Da de også fandt ud af, at sørøvernes anfører hed Murad Reis, gik det op for dem, hvorfor de var blevet indfanget. De skulle sælges som slaver i Nordafrika, for Murad Reis var tyrkernes dygtigste slavejæger.
De 250 øboere og andre 150 fra fastlandet var langt fra de eneste europæere, som Murad Reis og andre nordafrikanske korsarer bortførte og solgte som slaver. Det anslås, at slavejægere fra Nordafrika 1530-1780 indfangede over 1 million europæere for at sælge dem på slavemarkeder i Tripoli, Tunis, Algier og Rabat-Salé eller udveksle dem mod løsepenge.
Nordafrikanernes jagt på slaver var et led i den flere århundreder lange strid mellem kristne og muslimer. Konflikten skærpedes i 1400-tallet, da muslimske osmanner i 1453 erobrede det kristne Byzans' hovedby, Konstantinopel, mens kristne spanske konger gen-erobrede dele af Spanien fra muslimerne.
Halvdelen af de slavetogter, der udgik fra Nordafrika, var anført af renegater, altså kristne europæere, der var konverteret til islam. Murad Reis var hollænder og hed Jan Janszoon, før han fik sit tyrkiske navn. Hans og andre renegaters omvendelse kan have flere forklaringer. Den muslimske tro kan have tiltalt nogle, men for de fleste var det et liv i pomp og pragt i Nordafrika, der gjorde dem til muslimer.
Andre igen - som korsaren Ali Basha Fartas med fødenavnet Ochali - ville have hævn, fordi de var blevet dårligt behandlet på deres hjemegn eller af deres redere i Europa. I spidsen for en flåde vendte renegaten tilbage til sin fødeby i Calabrien og ødelagde nogle adelsfolks ejendom. Han belønnede slægtninge, der valgte at konvertere og følge ham til Algier.
Slaveriet i Algier kulminerede 1550-1650. Anslået en fjerdedel af byens indbyggere var da slaver. I virkeligheden var antallet af indbyggere med europæisk baggrund langt højere, da mange slaver havde omvendt sig til islam. Det gjorde de af enten overbevisning, tvang eller nød.
Da de fleste mandlige slaver var beskæftiget med udmarvende arbejde i stenbrud, på moler eller ved vejanlæg eller værre endnu var roere på korsarernes galejer, var dødeligheden blandt slaverne høj.
Mange slaver forsøgte at konvertere til islam, da de fandt ud af, at muslimer ikke måtte holdes som slaver. Men ofte afviste slaveherrerne slavernes ønske om omvendelse, da de i så fald mistede værdifuld arbejdskraft.
Øernes præst, Ólafur Egilsson, var blandt de tilfangetagne, men han og hans kone blev ikke sat til salg, da tyrkerne ville have løsepenge for dem. Egilsson blev derfor en måned efter ankomsten til Algier sendt til Danmark efter løsepenge. Det gik trægt, da Christian IV's Danmark var besat og fattigt. Efter hjemkomsten til Island nedskrev han en beretning om tyrkernes overfald på øen.
Cirka 35 islændinge døde kort efter ankomsten til Algier. Andre 20 købte sig fri i de første år, og andre 35 blev købt fri otte år senere blandt andet for penge, der var indsamlet i kirker i Island, Norge og Danmark. Blandt de frikøbte i 1635 var Egilssons kone. Parrets to små børn måtte blive i Algier, og man ved ikke, hvad der blev af dem. Resten, omkring 300, blev dernede, og dem ved man lige så lidt om. Hovedparten endte sikkert deres dage som slaver, men det vides, at mange unge konverterede til islam.
En enkelt islænding, Gudridur Símonardóttir, ved vi meget om. Hun og sønnen Sölmund bortførtes sammen med de andre øboere i 1627, mens hendes mand Eyjólf Sölmundarson undslap. Hun og sønnen havde været slaver for den samme tyrker i otte år, inden det i 1635 lykkedes hende at sende et brev til Eyjólf. Hun var blandt de frikøbte i 1635, men hun måtte lade sønnen Sölmund blive tilbage i Algier.
Brevet til ægtemanden nåede ham imidlertid aldrig, da han nogle måneder forinden var omkommet under en heftig storm på havet. Senere erfarede hun, at Eyjólf, som de fleste andre mænd, hvis koner var blevet fanget i 1627, havde taget sig en husholderske, og da han regnede med, at Gudridur var død, giftede han sig med hende og fik fire børn.
Havde han stadig været i live, da Gudridur 10 år senere dukkede op på Island, var han formentlig blevet halshugget, da halshugning på den lutherske ortodoksis tid var straffen for ægteskabsbrud.
Da Gudridur Símonardóttir og de godt 30 andre frikøbte ankom til København i 1636, blev Hallgrímur Pétursson, en ung teologistuderende, sat til at genopfriske den rette lutherske lære for dem. Hallgrímur og den 17 år ældre Gudridur forelskede sig, og hun blev gravid. Som straf blev de sendt hjem til Island.
De kunne imødese hårde straffe for hor, da de regnede med, at hendes mand var i live. Hvis ikke hendes mand Eyjólf var død, ville Gudridur være blevet straffet med druknedøden og Hallgrímur med øksen.
I Island blev de efter en længere retssag gift. Først i 1651 fik Hallgrímur Pétursson en præstestilling. De fik mange børn, men alle undtagen én døde før voksenalderen. En af døtrenes død gjorde Pétursson til salmedigter, og han regnes for Islands betydeligste salmedigter. Han er repræsenteret med to salmer i den danske salmebog.
Gudridur Símonardóttir har fået et skidt eftermæle. Hun kendes under øgenavnet Tyrker-Gudda, da hun pågrund af sine otte-ni år i Algier som slave for en muslimsk mand - helt uretfærdigt - blev mistænkt for kætteri og for usømmelig omgang med kristendommens fjender, muslimerne.
Jørgen J. Grimstrup er lektor og cand.mag. Slaveriet i det tyrkiske Nordafrika, og de islandske slavers skæbne danner baggrund for Jørgen Grimstrups roman "Laurids", der netop er udkommet.