Liberalismen har ramt muren

Den 61-årige billedhugger og professor tager imod med venlige øjne bag brillerne og malerplettede slippers i en stor grå kasse på Frederiksberg. På Landbohøjskolens plæne over for lyser tæpper af lilla og gule krokus. Martssol trænger ind gennem støvede ruder til kunstnerens arbejdslokaler i husets stueetage. Tegninger, skitser og bøger som Bibelen og Søren Kierkegaards "Frygt og bæven" ligger overalt på store arbejdsborde, og der er flere bøger i reoler og kæmpe ruller med tegninger på hylder oppe under loftet. I et andet rum er der aktivitet ved computere, printer og telefoner.

Bjørn Nørgaard er ikke alene kunstneren, der står bag store monumenter som H.C. Andersen-skulpturen i Odense og Dronningens gobeliner på Christiansborg samt udsmykning af boligbyggerier som Bispebjerg Bakke og Nykredits domicil på Kalvebod Brygge. Han er et firma med halvdagssekretær, bogholder, en håndværker i værkstedet på Møn samt billedhuggerassistenten Henrik Keil, der kommer med kaffe og ellers har travlt med at planlægge det sidste, inden aftenens afgang til Kina, nærmere betegnet Xiamen. Her har Bjørn Nørgaard arbejdet med projekter, udstillinger og undervisning siden begyndelsen af 2002, og når dette læses, er han der igen for at modellerere figurer til et monument, han er ved at skabe til Søndergaard Torv i Ballerup.

– Jeg har lært nogle mennesker at kende, og det er den egentlige grund til, at jeg tager til Kina. Når man laver det, jeg laver, betyder det noget, at man engang imellem flytter sig fysisk eller mentalt.

Han ser den nuværende krise på det økonomiske og klimamæssige område som en udvikling, der begyndte med 1960?ernes materielle opsving.

– Ungdomsoprøret dengang handlede blandt andet om, hvad vi skulle bruge den enorme velstand til. Der var tanker om at udvikle et nærdemokratisk samfund, hvor kærlighed og fællesskab og den enkeltes skabende kræfter var det bærende. Men den verden, der kom ud af det, satsede udelukkende på forbrug. Det er blevet til, at forbrug og markedet er de absolutte værdier for samfundet. Det har så vist sig at være ganske katastrofalt, politik er blevet en fra hånden til munden opportunistisk leflen for laveste fællesnævner. Politikerne synger nu en sang om sol og hav og grønne skove, men den lyder falsk.

– Jeg er enig i, at markedsmekanismerne er en god måde at fordele en række varer og tjenesteydelser på. Men det har jo også vist sig, at markedet har været i stand til at sætte demokratiet ud af kraft. Det er blevet til et diktatur uden for demokratisk kontrol. Det kan jeg ikke acceptere. Jeg vil have, at samfundets væsentligste grundfunktioner er under demokratisk kontrol, sådan at hvis noget udvikler sig uhensigtsmæssigt, kan man politisk gribe ind. Men jeg ser ikke tegn på, at man for alvor vil ændre på det. Og jeg er ikke sikker på, at et andet flertal end det nuværende vil ændre meget. Politikerne mangler en klar vision.

Ifølge Bjørn Nørgaard har utopien i modernismen den funktion, at den viser os det mål, som er vores handlingers mening, nemlig den perfekte verden.

– Nu har vi set konsekvenserne af den liberalistisk-kapitalistiske utopi og den kommunistisk-socialistiske utopi. Kendetegnet ved utopien er, at den er absolut. Den kender ikke til mellemveje. Det, vi har set, har ikke kun været en dans på roser. Kommunismen gik helt galt. Og man kan spørge, om ikke liberalismen har ramt muren i 2008?

– Vi har bildt os ind, at den modernistiske fremskridts tro havde en rationel videnskabelig løsning på alle problemer. Men vi lever i en kompleks verden, og dér kan man ikke bruge enkle svar. Vi er nødt til at se i øjnene, at det er besværligt. Vi må til at tænke os om mere end to gange og lade være med at fremture. Vise ydmyghed og omtanke.

– Kunne man så forestille sig, at krisen i sig selv kunne generere eller fremprovokere en anden mentalitet, et paradigmeskift, spørger Bjørn Nørgaard og svarer selv:

– Det kan man godt, men jeg tror ikke, at det sker af sig selv. Nu sker der det, at man vænner sig til krisen, markedets mekanismer vil finde et andet leje og vil komme i gang igen. Lige så snart det begynder at gå godt, er det her blæst ud af hovedet, og så begynder de/vi alle sammen igen at løbe efter friværdi, flere biler og så videre. Hvis vi skal have et paradigmeskift ud af krisen, kræver det, at vi begynder at diskutere langtrækkende beslutninger om hvordan, hvorfor og på hvilken måde vi forestiller os, at energiforbruget skal udvikle sig, og hvilke værdier vi ønsker at fremme.

– Som det er nu, sælger politikerne ud af de demokratiske rettigheder. De giver magten fra sig frivilligt, og det er dér, at markedskræfterne er løbet løbsk. Hvis der er noget, som selv fornuftige mennesker tager skade af i lang tid, så er det at have magt over andre. Det har også korrumperet finansmarkederne, der entydigt har konverteret frihed til at udøve magt. Det har medført, at det er kollapset. Det uhyggelige ved finansimperier er, at de er uden ansigt. Der er titusinder anonyme med magt, og ingen af dem er valgt demokratisk. Det er som metastaser, der er i stand til at sprede sig overalt og mutere uendeligt.

– At lave om på det er meget, meget svært. Hvorfor skulle de give magten fra sig, når nu de kan sidde og jonglere rundt med alle milliarderne? Når først én gang ånden er sluppet ud af flasken, er det uhyre svært at få den ind igen. Det er ikke optimalt, siger Bjørn Nørgaard.

Det går langsommere end før med at finde fondsmidler og anden finansiering af store værker som hans. Sådan mærker han selv til krisen. For som han siger:

– Det at lave kunst er også et erhverv. En kunstner er i princippet en lille cykelsmed. Sådan en lille virksomhed bliver ramt af markedet. Hvad er det for et rum, jeg nu agerer i? Det er nogle rent kunstneriske overvejelser om, hvordan noget kan få fodfæste i den sociale virkelighed, men også rutiner og andre ting, man er nødt til at genoverveje.

– Jeg er ikke overrasket over, at der på et tidspunkt måtte komme en konsekvens af den entydige satsning på forbrug og vækst. Men jeg tror, at det er en stor fejl, hvis man bilder sig ind, at fordi vi har fået en krise, vil man begynde at opføre sig ordentligt. Det er naivt. Jeg vil ikke kalde det grådighed, at mennesker gerne vil skaffe sig en ordentlig tilværelse og give deres børn ordentligt tøj. Men det er selvfølgelig forstemmende, at folk op gennem 1990?erne i så høj grad er faldet for statussymboler som det mest betydningsfulde i tilværelsen.

Egentlig er Bjørn Nørgaard ked af, at man bruger ordet krise om den aktuelle situation.

– Ordet betyder, at der er en lille fejl i systemet, der skal ordnes hurtigst muligt. Jeg ser det mere som, at vi skal i gang med at gentænke det modernistiske projekt. Den gode ide er, at vi ændrer kursen. En del af modernismen er troen på, at der er teknologiske løsninger på alle problemer. Det er der ikke. Problemet er, at vi er en forfærdelig masse mennesker, der forbruger en forfærdelig masse ting. Det er der ingen teknologisk løsning på.

– Vi har lært, at verden hele tiden udvikler sig frem mod noget bedre. Den form for civilisations-darwinisme har store huller som for eksempel nazisme, terrorisme, forfølgelse og så videre. Mennesket er ikke blevet bedre. Det er en konflikt i modernismen, som vi er nødt til at gentænke i en ny global virkelighed. De institutioner og intentioner, vi har haft hidtil, slår ikke til mere.

remar@kristeligt-dagblad.dk