27. marts 2009
I 2009 findes der på verdensplan flere millioner kvinder, som er købt og solgt som sex-slaver. Det vurderes, at flere tusinde af disse findes i Danmark. Hvad gør vi ved det?
Søndag den 8. marts var international kampdag for kvinder. En gylden anledning til at pege på en kamp, som alle kvinder kan være med til at kæmpe, også efter at kvindernes internationale kampdag er overstået.
Det er kampen for de "handlede kvinder". Kampen for de kvinder, som er ofre for moderne slaveri. Kvinder, som ikke kender til menneskerettigheder, men som hver dag må kæmpe for at overleve. Kvinder, som er købt og solgt til slavearbejde. Kvinder, som hver dag bliver voldtaget af op mod 15-30 mænd. Kvinder, som er anbragt i et hus, et bordel, et værelse eller lignende, hvor de hver dag, aften eller nat skal betjene flest mulig mænd med seksuelle ydelser.
Det er kvinder, der har forladt deres land, ofte fordi de ikke kunne få arbejde og forsørge deres familie der, hvor de boede. Kvinder, som troede, at de skulle arbejde med rengøring, børnepasning, i en restaurant eller andet. Kvinder, som først, når de er fremme ved rejsens mål, opdager, at de er blevet snydt, købt og solgt. Kvinder, som ved ankomsten må aflevere pas og papirer til bagmændene. Kvinder, som er totalt forsvars- og hjælpeløse. Kvinder, som ofte ikke ved, hvilket land de befinder sig i. Kvinder, som ikke har tillid til et eneste menneske i det nye land. Kvinder, som ikke tør fortælle om, hvad der er sket, og hvem der har "hjulpet" dem til det land, de er havnet i. Kvinder, som nu er slaver. Moderne slaver. Sex-slaver.
Disse kvinder skal aflevere det meste af deres indtjening til deres bagmænd. De bliver truet, også med at deres familie bliver skadet, brændt eller slået ihjel med videre, hvis ikke de gør, som der bliver sagt. De bliver slået og voldtaget - alt sammen for at blive villige til at gøre dette arbejde. Kvinderne tør ikke melde deres bagmænd til politiet. Kvinderne er bange for politiet. Der er flere millioner af disse kvinder på verdensplan.
Nogle tusinde af disse kvinder findes i Danmark. De købes og sælges af skruppelløse bagmænd, for hvem de bare er en handelsvare. Som en hvilken som helst anden vare. Økonomisk gevinst er det eneste, der bevæger disse bagmænd. Og gevinsten er stor. På verdensplan er kvindehandel, "trafficking", den tredjemest lukrative form for handel, kun overgået af handel med våben og narkotika.
At handle med mennesker, som var det varer i et supermarked, er helt uacceptabelt. Det er kriminelt, og det er en overtrædelse af menneskerettighederne. Derfor er det også helt afgørende at bekæmpe den organiserede kriminalitet, der står bag menneskehandlen.
Rigspolitichefen har siden 2000 foretaget en systematisk politimæssig monitorering af kvindehandels-området. Politiets indsats over for kvindehandel er blevet prioriteret, og en række kriminelle netværk er blevet optrevlet. Desuden er mulighederne for at retsforfølge bagmændene bag menneskehandlen blevet styrket. Den forstærkede indsats i forhold til de kriminelle bagmænd er imidlertid ikke i sig selv tilstrækkelig til at bekæmpe de mange problemer, som denne form for kriminalitet skaber. En sådan indsats kræver mange aktører.
Danmark har deltaget aktivt i udarbejdelsen af FN's tillægsprotokol om handel med mennesker, og i EU er der et tæt samarbejde i kampen mod menneskehandel. Skal indsatsen for alvor have en effekt, skal både det nationale og det internationale samarbejde fortsat prioriteres.
På nationalt plan har den danske regering vedtaget en handlingsplan med videre, og Reden Stop Kvindehandel (nu: Reden International) har beskrevet problemet i rapporten "Menneskehandel i globalt perspektiv".
Reden Stop Kvindehandel har i øvrigt i årenes løb mødt cirka 1500 udenlandske kvinder i prostitution. Kvinder fra så fjerne egne som Sydamerika, Afrika, Thailand, Balkan og kvinder og piger fra vore nye EU-nabolande.
Yderligere har Reden Stop Kvindehandel i en del tilfælde i et krisecenter kunnet huse kvinderne i en kortere periode, mens deres situation bliver afklaret.
Her kan de hvile sig, slappe af og tale med kvinder, som er der for deres skyld. Her får kvinderne efterhånden tillid til at turde tale og fortælle. Men stadig er det alt for få kvinder, som har mod til at vidne imod de bagmænd, som groft har udnyttet, mishandlet dem og holdt dem fanget.
Men Reden kan ikke stoppe kvindehandel alene! Det danske politi kan ikke stoppe kvindehandel alene. Den danske regering kan ikke stoppe kvindehandel alene. Danske kvinder kan ikke stoppe kvindehandel alene. Kvindehandel er en af de værste former for grænseoverskridende kriminalitet, som skal stoppes. Kvindehandel og al menneskehandel i øvrigt er en fælles opgave. Ét land kan ikke løse dette problem alene. Vi er nødt til at hjælpes ad i de europæiske lande og løse problemet i fællesskab.
Kampen skal kæmpes på alle fronter. Politisk, både i hvert enkelt land og i EU. Holdningsmæssigt, hvor vi gør op med os selv, at vi ikke vil finde os i, at der findes slaveri i vort land. Medmenneskeligt, at vi forsøger at hjælpe disse kvinder, så godt vi kan, eventuelt igennem Reden og andre organisationer, som arbejder og kæmper for og med disse kvinder. Via netværk, således at kvinderne har noget at vende hjem til. Via oprettelse af arbejdspladser i deres hjemlande, således at de kan forsørge sig selv i det land, de kommer fra. Via lovgivning. Ved at straffe bagmændene. Der er meget, der kan gøres, og der er meget, der skal gøres.
Indsatsen skal styrkes på alle fronter for at hjælpe kvinderne ud af slaveriet, ikke blot i Danmark, men også i deres hjemlande. Samarbejdet mellem danske hjælpeorganisationer som for eksempel Reden Stop Kvindehandel og andre ngo'er og hjælpeorganisationer i kvindernes hjemlande skal styrkes.
I Danmark kan og bør vi give kvinderne tryghed, omsorg og hjælp i forbindelse med psykiske og/eller fysiske lidelser på grund af deres slavearbejde. Og vi skal også sikre os, at kvinderne, når de er tilbage i deres hjemlande, bliver mødt af lignende organisationer, der kan hjælpe dem, så de ikke ryger lige tilbage i favnen på deres umenneskelige bagmænd og blot bliver sendt til et nyt land.
For 200 år siden ophørte det slaveri, som eksisterede dengang. Det ophørte på grund af, at en britisk politiker, sir John Wilberforce, i 20 år kæmpede for at stoppe det. Han satsede karriere, status og helbred på det. Og han gjorde det. Trods modstand. Trods latterliggørelse. Trods argumenter om, at hele den engelske økonomi ville brase sammen, hvis ikke man havde slaverne til at udføre det hårde og beskidte arbejde. Han gjorde det. Og vi har glædet os over det i 200 år.
Men nu er det forbi. I 2009 har vi mange gange flere slaver end på Wilberforces tid. Dengang var der nogle hundrede tusinde. I dag er der flere millioner på verdensplan! Hvad gør vi ved det?
Jeg håber, at den internationale kampdag den 8. marts i år har åbnet mange flere danske kvinders øjne for problemet. Jeg håber også, at rigtig mange, både mænd og kvinder, vil være med til at fjerne denne skamplet på Danmarks gode navn og rygte. Og på et eller andet niveau – et eller andet sted i kæden af aktører – være med i kampen for at stoppe kvindehandel, som er vor tids "moderne" slaveri!
Tove Videbæk er tidligere MF og kandidat til Europa-Parlamentet for Det Konservative Folkeparti
FACEBOOK: Bliv ven med Kristeligt Dagblad