- Vi havde det godt med vores beslutning, og jeg havde en dejlig graviditet - vi glædede os uden at være bekymrede, siger Kristine

Sund og rask
Datteren Astrid kommer til verden sommeren 2005 - sund og rask. Og et par år efter er Kristine og Jakob klar til endnu et barn. Men næste graviditet lader også vente på sig - der går næsten to år.

- Hele ens liv handler om barneprojektet. Hver måned er en cyklus, hvor man venter og håber på, at det er lykkedes. Og når det ikke er, bliver man ked af det og bruger energi på at komme videre og forsøge igen, fortæller Kristine.

Kristine må også gennem to spontane aborter, før hun i julen 2008 endelig bliver gravid. Endnu en gang skal parret tage stilling til, om fostret skal undersøges.

- Ventetiden betyder, at vi har ønsket os det her barn rigtig, rigtig meget. Endelig har man fået de to streger på graviditetstesten. Og så kan man alligevel ikke rigtig juble, fordi man skal tage stilling til, om man vil vide, om der er noget galt.

Nej tak
Kristine tænkte først, at hun godt turde løbe risikoen for en spontan abort, fordi hun havde et barn i forvejen.

- Men da jeg kunne mærke, at jeg var gravid, brysterne spændte, og jeg havde kvalme, kom de samme overvejelser igen: Hvad nu, hvis vi aborterer et rask barn. Så da jeg skal til læge, er vores udgangpunkt et nej, tak, siger hun.

I mellemtiden er parret flyttet til Sønderjylland og har fået ny læge.

- Jeg troede, det første lægebesøg var en konsultation, hvor jeg skulle have information, men i stedet oplevede jeg det som ét langt forsvar fra min side. Lægen havde ikke i sin vildeste fantasi forestillet sig, at jeg kunne sige nej til de her tilbud.

Ferie i morgen
Kristine har et konkret spørgsmål med til lægen: Hvilke andre kromosomfejl bliver der undersøgt for ved fosterdiagnostikken?

Det kan lægen ikke svare på, og Kristine siger derfor, at hun vil gå hjem og læse om det og vende tilbage, hvis parret fortryder deres beslutning.

- Til det siger lægen: "Det kan du ikke, for jeg skal på ferie i morgen." Der var slet ikke tid til tvivl.

Enighed
Lægen spørger, om Kristine og hendes mand er enige. Da Kristine svarer ja, fortæller lægen, at hun engang mødte et par, hvor kvinden pressede et nej til fosterdiagnostik igennem, og så fik de et barn med Downs. Og det havde ikke været godt for forholdet. Til sidst konkluderer lægen:

"Men hvis I har besluttet jer for at få et handicappet barn, så er det jo sådan, det er."

Kristine er rystet:

- Hun respekterede slet ikke vores beslutning. En ting er, at hun er uenig, men hun trampede ind over mig. På et tidspunkt sagde jeg til hende: Du presser mig!

Respektere nej
Lægen bløder op og siger, at Kristine jo kan overveje det og selv tage kontakt til sygehuset, hvis hun fortryder.

- Bagefter var jeg virkelig arrig og chokeret. Jeg gik hjem og fandt en folder frem, jeg fik udleveret om fosterdiagnostik, da jeg var gravid første gang. Og der står, at man kan sige nej, og at den holdning vil lægen respektere, og at det ikke er formålet at overtale kvinden til det ene eller det andet. Men det var ikke det, der skete.

Kristine og Jakob beslutter sig for at skifte læge. Men oplevelsen har gjort indtryk. Parret taler igen med familie og venner. På det tidspunkt er der flere skriverier i pressen om knappe ressourcer til handicappede. Samtidig tænker Kristine på, om hun kan gennemgå en abort.

- Selvom jeg fik at vide, at det var et mongolbarn, havde jeg stadig svært ved at forestille mig at lægge mig op på briksen og sige: "Nu fjerner I det".

Indstillet til undersøgelse
Til sidst ringer Kristine alligevel til sygehuset og beder om en tid. Deres svar chokerer hende: "Vi har fået dine papirer, du modtager snart et brev med en tid." Lægen havde altså indstillet hende til undersøgelsen - til trods for, at Kristine havde understreget, at hun ikke havde fortrudt, men ville tænke over det.

Ventetiden op til undersøgelsen er fyldt med angst og bekymring. Men en måned efter lægebesøget er parret til scanning på sygehuset. De får at vide, at deres risiko for at føde et barn med kromosomfejl er meget lav.

- Vi ved godt, det ikke er nogen garanti. Men da vi kom ud derfra, slap vi endelig glæden løs.

I dag er Kristine 15 uger henne.

- Lægen skal selvfølgelig sikre sig, at patienten ved, hvad hun siger nej til. Men det er en sårbar og svær situation, og hvis man ikke møder en læge, der lever op til de fine ord i folderen, så er man meget alene.

vaaben@kristeligt-dagblad.dk