Vi vil have lov til at mindes

På kunstneren og skuespilleren Leif Sylvester Petersens forholdsvis nyetablerede familiegravsted på Assistens Kirkegård i København er både familie og venner indbudt til også at lade sig begrave.

– Men der er nu ingen af vennerne, der har bidt på endnu, siger den spaniens-solbrune 66-årige Leif Sylvester, som også siger, at familiegravstedet har givet ham et mere normalt forhold til døden.

– Ikke at jeg har forliget mig med den, men jeg arbejder med den nu frem for at fortrænge den.

Det var forældrenes død, der satte gang i tankerne om et familiegravsted og dermed et sted at mindes og senere selv blive mindet. Men han var også inspireret af at se døden og sorgen udtrykt fra huset i en landsby i Spanien, hvor døden ikke er en familiefest, men hvor landsbyboerne i hvert fald ser den i øjnene på en anden måde, end Leif Sylvester har set det i Danmark.

– Mine forældre var af den generation, som ikke ville være til besvær. Så de havde besluttet sig for de ukendtes grav. De havde været til alt for mange begravelser, hvor efterladte brødre og søstre allerede var begyndt at diskutere, hvem der skulle passe graven og skændes om, hvor mange penge, hvem skulle give til vedligeholdelse. Det ville de undgå.

Leif Sylvester fik forældrene overtalt til familiegravstedet.

Ligesom mange andre grave på Assistens Kirkegård ikke et helt almindeligt et af slagsen. Sylvester har selv skabt gravstenen, en firkantet blok, hvorpå der med store bogstaver står "DET VAR DET" og så en figur med udstrakte arme ovenpå.

Foreholdt at det kunne ligne en Jesus-figur, siger Sylvester, at det står alle frit for at tolke, og medgiver, at han skaber det meste af sin kunst med underbevidstheden – eller sjælen, som han siger med et skævt smil. Men "DET VAR DET" er i hans fortolkning, at "det var det". Ikke for de efterladte, men for de døde.

Da moderen døde for tre år siden, arrangerede Leif Sylvester selv bisættelsen. Før urnen blev sat ned i graven på Assistens, kørte han og faderen urnen rundt til de steder, hvor forældrene havde mødt hinanden, de steder hvor de havde boet, og alle andre steder, som betød noget for parret. Da faderen døde året efter, gentog Leif Sylvester turen. Denne gang alene.

– Min far var glad for at have et sted at mindes min mor. Og jeg kommer tit og besøger graven. Blandt andet med mine yngste børn. Så tier vi stille og mindes farmor og farfar. Der skal ikke meget mere til, før mindefilmen kører om de mennesker, der ligger begravede der.

Leif Sylvester ville gerne have en "dødens dag" om sommeren, så familien kunne samles om en skovtur ved gravstedet. Alle Helgens Dag i november inviterer sjældent til den slags, som han siger.

Han kan godt lide Assistens Kirkegård, fordi den er så levende af mennesker, som drikker sig en øl eller tager solbad, så graven var aldrig blevet det samme på en kirkegård på Amager, hvor han selv er født.

– Jeg er nok lidt gammeldags, men jeg vil gerne holde fast i traditionerne og fortiden. Jeg tror, mange mangler et ståsted, hvor de kan pege på, at her er jeg kommet fra.

Selv skal Leif Sylvester ikke brændes. Han vil begraves i en kiste. Han vil gerne være til besvær.

– I hvert fald synes jeg godt, at man kan tillade sig at være lidt egoistisk. Jeg vil ligge et sted, hvor blandt andet venner og børn kan blive mindet om mig.

I den anden ende af landet bor Dagny og Knud E. Knudsen. Her i Bredsten vest for Vejle er de gamle traditioner holdt i hævd. Hovedparten af hans familie af gårdejere – som også var sognefogeder, som det fremgår af gravstene – ligger på kirkegården i Bredsten. Enten i familie-graven med perlegrus og små buske lige vest for kirken eller i andre familieforgrenede grave samme sted.

Parret på henholdsvis 75 og 80 år havde egentlig også forestillet sig de ukendtes grav eller en enkelt sten i græsset ved Bredsten Kirke.

Det tidligere gårdmandspar fra Ravning er flyttet i hus i den lille by, og gården er flyttet med i form af bornholmeruret, de tunge møbler fra stadsstuen og luftfotoet af den firelængede Elkjærflor. Gården var i familiens eje fra 1796, da den blev købt fri som fæstegård fra Engelsholm Slot.

Dagnys forældre ligger også på Bredsten Kirkegård.

– Men de ville ikke ligge her. Far brød sig ikke om tanken om, at folk trådte ham på hovedet, når de satte blomster, siger hun med et smil og henviser til, at vest for kirken, hvor Knuds familie ligger, er kisterne placeret, så de afdøde ligger med hovedet ud mod gangstien. Ellers vender de ikke mod solopgangen.

Dagny og Knud E. Knudsen mødte hinanden, da hun var 16 år og fik plads på en anden gård i Ravning. Han er opkaldt efter sin farfar, ligesom Knud E. Knudsens søn, Anders, er opkaldt efter sin farfar.

– Gad vide, hvornår Hans' grav egentligt blev sløjfet, spørger Knud sin kone.

Hans er ikke en slægtning, Knud E. Knudsen nogensinde har mødt, selvom det fuldstændig lyder sådan. Det er en bror til hans bedstefar, og han døde af et vådeskud i 1903. Men slægten holdes levende af de levendes interesse. Så Knud hiver et brev op af lommen fra en af bedstefaderens brødre til en anden, dateret 15. juli 1903: "Kære Broder. Ja, vi har faaet en Sorg herhenne i Bredsten Sogn thi et Skud der faldt om Søndagen den 11. juli paa Skydebanen havde til følge at Jens Hansens Hans fra Ravning igaar aftes omtrent kl. 10 udaandede."

Hans er ikke den eneste i Knudsen-slægten, der ikke er glemt. Der er også masser af billeder fra sognerådsmøder – kommunalreformen af 1970 forhindrede dog, at Knud E. Knudsen også fulgte slægtstraditionen ind i sognerådet. Men via slægtsforskningen mener han nu også at have lokaliseret oldefaderen på kirkegården.

– Vi er lidt uenige om, hvordan vi vil begraves, siger Knud E. Knudsen.

– Nej, det passer ikke, siger Dagny Knudsen.

– Vi kan bare ikke bestemme os!

Men med lidt venskabelig diskuteren frem og tilbage, når de over kaffen frem til, at de nok skal i Knud E. Knudsens familie-gravsted. Og her vil sønnen sikkert også godt være. Han bor også i Bredsten, mens datteren er flyttet lidt længere væk.

– Der skal da også noget til at nedlægge et familiegravsted, mener Knud E. Knudsen.

– Ja, medgiver hans kone og mener, at man jo også kan halvere det store familiegravsted.

– Det gjorde Egon da med sit. Men det ville nu være rart at få skrevet ned, hvad vi gerne vil. Det er nemmere, hvis den ene bliver tilbage, og den anden skal ordne begravelsen. Eller hvis det er børnene, siger hun, mens Knud E. Knudsen nok mener, at det kan man vel huske.

– Og når man er død, mærker man jo ingenting.

Bredsten Kirke, hvor Knud E. Knudsen tidligere var menighedsrådsmedlem i 16 år, ligger tæt på bopælen. Så de kommer tit på kirkegården og passer selv gravstederne, selvom de nu betaler sig fra grandækningen til jul.

– Vi tænker på vores forældre og snakker om dem, når vi lægger blomster på mærkedagene. Men det er nok mest i slægtshistorien, vi rigtig mindes dem, siger Knud E. Knudsen, som deler interesse med sit barnebarn, der også er gårdejer – dog ikke i Ravning, men i Bredsten.

I dag er der mange, som ikke bor i nærheden af familiens gravsted, hvis det altså overhovedet eksisterer, eller også er et gravsted ikke nok til at rumme sorgen. For dem kan internettet være en løsning til at holde fast i minderne. Der er internetsider, hvor man på forskellig vis kan mindes sine døde. For eksempel på www.mindet.dk, hvor der alene i mandags blev tændt 127 lys til minde om især afdøde børn, men også bedsteforældre og forældre mindes af børn og børnebørn. På mindet.dk kan man også oprette midlertidige eller permanente minder – af dem er der næsten 200 – med for eksempel fotografier, præsts eller pårørendes afskedsord ved begravelse og gæstebog til hilsner.

OPRET ET MINDE for én du har mistet på Mindet.dk

Da Claus Nielsens 18-årige datter, Anita, i 2004 blev myrdet, oprettede han og familien en hjemmeside om hende allerede før begravelsen. Den har indtil nu haft næsten 20.000 besøgende. Siden indeholder en fortælling om, hvem Anita var, billeder og en gæstebog.

– I første omgang gjorde vi det for at have noget at bestille midt i det kaos, vi pludselig befandt os i. Noget at aflede tankerne med. På den måde fik vi alle sammen noget at holde fast i. Det handlede ikke om, at vi forsøgte at holde hende i live lidt længere på den måde. Overhovedet ikke. Det skænkede vi ikke en tanke, siger Claus Nielsen.

Det generer ham ikke, at vildtfremmede går ind og skriver hilsner til Anita og hendes familie. Tværtimod, så varmer det.

– Mange skrev, lige da hun var blevet myrdet, og der har været lidt aktivitet igen, da ham, der myrdede hende, tidligere i år fik omstødt en forvaringsdom til otte års fængsel. Ellers er det mest de nærmeste, som stadig skriver, siger han.

Claus Nielsen siger, at der kun har været en enkelt negativ reaktion på, at familien oprettede en mindeside om Anita. Alle andre reaktioner har været positive.

Hverken mindeside eller Anitas almindelige gravsted, som ikke er et familiegravsted, for sådan et har familien ikke, kan kompensere for, hvad Claus Nielsen og hans familie har mistet.

– Jeg tror aldrig, vi kommer over det. Det vil altid nage et eller andet sted, siger han.

Claus Nielsen, som nu bor på Bornholm, besøger Anitas grav i Sorgenfri en seks-syv gange årligt. Mindesiden klikker han ind på cirka en gang om ugen.

– Det bliver mindre, end det har været. Men det skal da ikke være en hemmelighed, at jeg engang imellem sætter mig ned og læser det hele fra ende til anden.

Anita var flyttet hjemmefra, da hun blev myrdet. Derfor blev hjemmesiden også et sted, hvor forældrene fik kontakt til de nye venner, hun havde fået.

– På den måde fik vi også et andet billede af Anita, siger Claus Nielsen.

Han fik også kontakt med mennesker, som selv har mistet. Et par af dem er nu blevet gode venner.

– Det hjalp og hjælper at tale med mennesker, som også har mistet, siger han.

Biskop i Ribe Stift, Elisabeth Dons Christensen, forstår godt behovet for et gravsted – uanset om det er på kirkegården, eller om det er en mindeside på nettet.

– Det er et sted, hvor man kan mindes og tale med de afdøde. Hvor man har den afdøde hos sig, siger hun.

Det store problem ved de fleste dødsfald er, siger hun, at man aldrig fik sagt nok, mens den elskede stadig var i live. Eller at nok aldrig er nok, når døden har ramt.

Elisabeth Dons Christensen ved af erfaring, hvor vigtigt det er med et sted, hvor samtalen kan føres videre.

– Derfor gør vi os også umage. Og i dag måske for meget umage. Vi iscenesætter den kærlighed, vi nærede for den døde, fordi den er en længsel, vi ikke kan komme af med.

Hun tror, at døden og sorgen er et lettere vilkår for de mennesker, der er plantet i traditionel kristendom.

– Ikke at de ikke også kan tænde lys på nettet eller på en grav på kirkegården. Vi har alle behov for at mindes de døde, at udfylde tomrummet efter dem og sikre de ikke glemmes og dermed markere, at de ikke har levet forgæves. Men andre kan godt forliges med at falde ind i den tradition, der allerede er. De behøver ikke gøre noget særligt. De ved, at når alle de, som husker den afdøde, selv er døde, så husker Gud stadig. Det gør en ubærlig sorg til at leve med. Mens de mennesker, som ikke har en personlig tro, finder andre udveje til at udfylde tomrummet efter den døde.

At gravstederne bliver mere personlige er for Elisabeth Dons Christensen også et tegn på, at vi lever i en meget personorienteret tid.

De nye personlige grave eller minder undrer heller ikke Else Marie Kofod. Den konstituerede leder af Dansk Folkemindesamling fortæller, at det egentlig var 68-generationen, som for alvor tabubelagde døden – de ville godt have børnene med til fødsler, men ikke til begravelser – og derfor fik vi de ukendtes grav.

– Nu er det samme generation, som igen skaber traditionsrige steder som familiegravsteder, der skal værnes om. I dag kan det så lige så godt være venner, som familier, man vil begraves sammen med. Det er mest tydeligt i de større byer, hvor traditionerne på landet er holdt mere i hævd, siger hun.

Else Marie Kofod kan bedst forklare forandringen – fra en stram borgerlig 1950'er kultur, oprøret mod den og så tilbage igen – med et pendul.

– Når en kultur bliver så snærende, som tilfældet var i 1950'erne, så gør man oprør og svinger helt over i den anden grøft. Nu er pendulet så på vej tilbage i traditionerne, men i en ændret form. Og det gælder ikke bare begravelser, det gælder alle traditioner, både i sorg og glæde.

Ikke desto mindre så er begravelsestraditionen, som vi kender den – inklusive alle de følelser der er omkring den – ikke mere end 150 år gammel. Her slog borgerskabets tradition med den borgerlige familie, den romantiske kærlighed, kernefamilien, begravelsesskikkene, kirkegårdenes parklignende udseende og sorg over de mistede for alvor igennem i hele samfundet.

– I en globaliseret individualiseret tid har man brug for at opbygge en identitet. Og jo ældre man bliver, des større behov for rødder. Gravstedet er et godt sted at placere sine rødder. Og at mindesteder også fungerer på nettet, undrer mig ikke. Her kan man jo også finde sit tilhørsforhold, selvom man bor langt væk fra det egentlige gravsted, siger hun.

Så det er på flere måder trist, at min farmor ikke levede lidt længere. Hun ville nok have fnyst ved tanken om, at den begravelsesform hun valgte, havde noget med ungdomsoprøret at skaffe.

benteclausen@kristeligt-dagblad.dk

FaktaDen sidste rejse

**Vi skal alle dø, men vi kommer herfra på meget forskellig vis. Nogle dør omgivet af deres nærmeste familie. Andre dør alene. Nogle bliver sunget ud, andre bæres bort i stilhed. Nogle bliver begravet, andre brændt. Nogle får sat en sten, andre vil helst glemmes. Kristeligt Dagblad bringer i den kommende tid en serie om den sidste rejse.