Folkekirkens Økonomi. Nytænkningen har været i gang længe

I mit indlæg "Advarselslamperne skal tages alvorligt" i Kristeligt Dagblad den 25. marts opfordrer jeg til, at bispekandidaterne undgår at skabe unødige frustrationer i sognene ved at udskrive veksler, som budgetudvalget ikke kan indfri, og at vi i stedet i og mellem sognene tager økonomien alvorligt som en positiv udfordring. Det gør vi ved at prioritere med perspektiv til gavn for kirkelivet - og ikke bare, som Tine Lindhardt foreslår, sparer efter grønthøstermetoden.

Det bliver i Lindhardts svar til, at jeg bare vil fortsætte "10-15 års uendelige strukturdebatter, hvor dåbs- og medlemstal er gået støt tilbage". Det er dygtig retorik - og Lindhardt er en dygtig retoriker - at få antydet, at det er strukturdebattens skyld, at dåbs- og medlemstal er gået tilbage i København! Der fik hele kirkelivet – fra den siddende biskop, stiftsrådet, budgetudvalget og provstierne til menighedsråd og ansatte - dén!

Nu kan jeg jo sådan set læne mig tilbage. Jeg har ikke medansvar for stiftsrådets forslag, og jeg skriver gerne under på, at der er behov for at forankre konkrete forandringer i visioner om, hvad vi vil med kirken. Men det er mildt sagt overfladisk at spille forslag om konkrete ændringer - hvis indhold man kan diskutere, og det er sandelig også blevet gjort - ud mod indholdsmæssig nytænkning og initiativer til gavn for menneskers møde med evangeliet.

Jeg ved ikke, hvor Tine Lindhardt har været henne i de sidste mange år. Hun taler, som om der i de seneste 10-15 år kun er drøftet kedelig struktur, og alt andet har været sat i stå. I mit billede af Københavns Stift har præster, menighedsråd, frivillige, sognemedhjælpere, organister, korledere og medarbejdere af alle slags taget masser af initiativer for at skabe nye åbne døre ind til kirken. Man kunne fylde hele aviser med den "offensive nytænkning", der er boblet frem i de senere år i stiftet.