To modsætninger mødes

Det er her, Kierkegaard siger, at man for at forstå, hvad det vil sige at være kristen, er nødt til at være samtidig med urmenigheden. Derfor er også titlen på Anders Holms bog, "To Samtidige", genial: Kierkegaard og Grundtvig har det tilfælles, at de forlanger samtidighed. Og de er samtidige med hinanden. De har begge været vågne, når de har læst religionskritikere, som påviser, at meget af det, som evangelierne hævder, at Jesus har sagt, har han aldrig sagt. Det er noget, menigheden har fundet på.

Endnu i 1835 var Kierkegaard enig med Grundtvig i, at pointen ligger i at være samtidig med den ældste menighed. Altså at se Jesus, som de så ham dengang før Golgata.

Kierkegaard gør sig det tankeeksperiment, at Jesus dukkede op i Nyhavn. Hvad ville mennesker på det tidspunkt mene om, at han færdedes blandt drukkenbolte og prostituerede? Alle ville advare deres sønner og døtre, hvad enten de var advokater, læger eller biskopper. Jesus ville nemlig nok have optrådt så radikalt, at de ikke ville kunne magte ham.

Biskop Mynster var Søren Kierkegaards fars skriftefader og dybt fortrolige. Måske var det derfor, Kierkegaard ikke ville angribe Mynster, så længe Mynster levede. Vist var biskop Mynster en bedsteborger, og vist var det derfor, Kierkegaard gik forsigtigt til værks. Han nåede dog at give biskop Mynster "Indøvelse i Kristendommen", og Kierkegaard håbede, at biskop Mynster ville føle sig såret og ramt af bogen. Men Mynster "svigtede" i Kierkegaards øjne, fordi han ikke angrede sin position.

Så sker det, at Martensen efter Mynsters død kalder Mynster for et "sandhedsvidne". Kierkegaard reagerer som en galvaniseret frø og spørger den 18. december 1854: "Var Mynster et sandhedsvidne?" Kierkegaards artikel bringes i "Fædrelandet". Der bliver en rasende polemik, hvorefter redaktionen siger, at nu er sagen uddebatteret. Kierkegaard raser og beslutter sig til at skrive sit eget flyveblad, som han kalder "Øjeblikket". Han er dybt skuffet over Mynster og hylende rasende over, at Martensen, som senere fik Mynsters bispeembede, har kaldt Mynster for sandhedsvidne. Kierkegaard oversætter ordet til martyr. Det vil sige en af de tidlige kristne, som blev torteret for sin kristendom og kastet for løverne.

Anders Holm viser, hvor vildt Kierkegaard gik amok ved at forlange, at man enten var levebrødspræst eller villig til at udgyde sit blod for kristendommens sandhed.

Anders Holm viser også, at Grundtvig (som Kierkegaard kalder enten spotteren eller hårkløveren) føler sig såret i en sådan grad, at han så sent som i 1864, flere år efter Kierkegaards død i 1855, skriver salmen "Øjne, I var lykkelige". Det geniale er, at Kierkegaard nok ville sige, at Jesu samtidige var ulykkelige, fordi de var øjenvidner til al den lidelse, der ventede deres mester. Men i sidste vers i Grundtvigs salme lyder første linje: "Øjne, I er lykkelige."

Mere samtidigt kan den ene af de to samtidige umuligt komme. At Kierkegaard sikkert ville have nikket og bekræftet sandheden heri, viser de mange nadvertaler, som han udsendte. Og altid med det motto, at det tunge hjerte søger fred ved alterets fod, hvor fortid bliver nutid.

Bogen anbefales på det varmeste. Anders Holm har virkelig læst en hel litteratur omkring de to, først og fremmest P.G. Lindhardt og Kaj Thanning, Søren Holm og Wilhelm Grønbeck. Og han formår at gøre det svære let. Mange kan kun det modsatte, gøre det lette svært.

Den anbefales hermed til alle interesserede. Og den er umulig at komme uden om, hvis man er prædikant eller underviser i dansk kirkehistorie.

Anders Holm: To Samtidige. Kierkegaards og Grundtvigs kritik af hinanden. 320 sider. 299 kroner. Anis. Udkommer i dag.

kultur@kristeligt-dagblad.dk