ALTRUISMEN ER EN ILLUSION.

I filosofisk terminologi defineres altruisme som modsætningen til egoisme. Altruisme er altså at prioritere andres lykke højere end sin egen.

Historien kan fremvise ganske få eksempler på altruistiske mennesker. Det mest lysende eksempel er Jesus af Nazareth eller Kristus, som jeg kalder Ham. Men også nogle få, ikke-guddommelige personer kan falde ind under kategorien. Ingen nævnt, ingen glemt.

Men altruisme er et lidet udbredt fænomen i vor kulturkreds. Det gælder også for vordende forældre, hvad enten de skal tage stilling til, om et svært handicappet foster skal fødes eller om de ønsker at adoptere et barn, der har en medfødt sygdom eller handicap.

I Danmark får voksne mennesker børn så godt som udelukkende for at tilfredsstille egne behov. Ønsket om at stifte familie, dvs leve i et parforhold med 1,6 barn, er udbredt til at omfatte langt de fleste af os.
Vi fravælger et defekt barn i moders skød, og vi kan efter abortloven fra 1973 gøre det uden at skulle begrunde ønsket om fravalg.
Og vi adopterer udelukkende børn for at rette op på dén fejl i "Guds design", at vi ikke kan få børn på naturlig vis.

Og når vi så endelig er tvunget til at adoptere for at opfylde vore personlige drømme om at blive en perfekt familie, ser vi, at der til det perfekte hører, at adoptivbarnet er sundt og raskt. Nu følger der jo ikke noget garantibevis med et adoptivbarn, og der er inget forbrugerklagenævn, vi kan klage til, hvis der efterhånden som barnet vokser op, viser sig at være skjulte fejl eller mangler. Vi skal altså - hvor uretfærdigt det end kan synes - leve med risikoen for, at barnet som ungt menneske viser sig at have en nedsat hjerte- eller nyrefunktion, eller - hvad der vel er det største skrækscenarie - udvikler skizofreni eller en anden sindsygdom.

Det kunne umiddelbart se ud som om vi danskere er særligt egoistiske. At der her i vort hyggelige fædreland er færre altruistiske - det være sig humanitære eller religiøse - grunde til at adoptere, end der er i lande, vi normalt sammenligner os med. I de katolske lande som Italien og Spanien ser man med større overbærenhed på en apparatfejl hos det barn, der tilbydes som adoptivbørn.

Det samme mønster ses, når det drejer sig om valget mellem abort eller fødsel af børn, hvorom forældrene efter fosterdiagnostik ved, at de f.ex. lider af Downs syndrom.

Mens ca. 1% af fostre med mongolisme får lov at blive født i Danmark, er det tilsvarende tal i Storbritanien 8%, i Holland 10% og i Tyskland hele 15%.
Det er svært at forklare denne forskel. Jeg skal i hvert fald ikke forsøge mig. Men selv med de 15% i Tyskland kan vi roligt (???) fastslå, at altruismen har trange kår i den vestlige verden.
Ved præsidentvalget 2008 i USA var det mest positive, man kunne sige om den tabende, republikanske vicepræsidentkandidat, at hun havde valgt at gennemføre et svangerskab med et foster, der havde Downs syndrom. Så sjældent var det altså, at netop dette fravalg af abort blev brugt til at pynte på hendes CV. Og alligevel er procentdelen af gennemførte svangerskaber med handicappede børn væsentlig større i USA end i Danmark.

Når alt dette er skrevet, - når jeg har haft familien Danmark i gabestokken, anklaget for åbenlys egoisme - er det vigtigt, at vi alle - hver for sig - stiller et samvittighedsspørgsmål til os selv:

Ville jeg selv vælge anderledes end de mennesker, det er så taknemmeligt at angribe i et debatforum som dette?
Lad os nu svare os selv ærligt! Der er ingen, der hører svaret!
Er vi selv - du og jeg - så meget bedre, at vi kan tillade os, hvad jeg her har tilladt mig, nemlig AT KASTE DEN FØRSTE STEN?

JEG tør i hvert fald ikke kaste noget som helst mod nogen som helst.

Carsten Snedsted.
pens. socialrådgiver, Odense.