Kirken skal være, hvor folk bor

Kirkelukninger - går du ind for det, ja eller nej? Hvor ufattelig forsimplet kan man tillade sig at blive i en valgkamp? Valgflæsk er efter sigende noget, der sælger godt og smager lige så godt - men jeg har også ladet mig fortælle, at det hverken skal fryses ned eller stilles i fadebur, for hvis man får fat i det efter valget, så er det slet ikke godt at få i munden.

Ikke fordi det smager anderledes end før valget; men omstændighederne er bare sådan nu, at det ikke bekommer en. Der er nemlig gået virkelighed i det hele.

Folkekirken er den nationale kirke, som har forpligtelse til at dække folket ind og sørge for, at der ikke er en plet, som ikke er dækket. Folket kan godt tillade sig at være ligeglad med kirken; men kirken honorerer ikke denne ligegyldighed; derimod sørger den for, at ethvert menneske kan blive betjent (det er hverken Falck eller service-kirke - det hedder medmenneskelighed).

Folkekirken skal altså være, hvor folket bor. Hvis mennesker flytter, så flytter kirken med. Hvis man så pludselig står i den situation, at 300.000 er flyttet, siden den sidste kirke blev bygget (som det er tilfældet i København), så kunne det jo godt være, at man skulle overveje situationen. Hvis man er i den situation, at folket i årevis har stemt med sine fødder og overladt kirken til sit eget tomrum, så skulle man måske også begynde at reagere.

Kan vi virkelig være bekendt at lade menighedsråd, præster og kirkelige medarbejdere arbejde op ad en bakke og i et kvarter, hvor folket ikke kommer, somme tider fordi de ikke er der, til andre tider fordi de går andre steder hen?

Skal vi virkelig blive ved med at lade folk løbe sig staver i livet, hvor mennesker går andre steder hen? Eller skal vi se det i øjnene: Hvis vi skal være her, så er det på en helt anden måde? Hvis vi skal være her, så er det med et helt andet formål end at være sognekirke?

Vi kan naturligvis sagtens undlade at lukke kirker, hvis vi bare alle sammen er villige til at aflevere et halvt årsværk. Det skal nok blive en sællert, når det går op for menighedsrådene, at de skal til at spare, sådan at der bliver færre midler til det arbejde, der allerede foregår, og den fantasi, der bobler. På den måde kan vi selvfølgelig undgå de nødvendige strukturelle forandringer og sende pengene i et arbejde, som ikke honoreres af folkets interesse. Rigtig godt tænkt. Visionært!

Nogle forsøger at udtænke objektive kriterier for strukturelle forandringer og inddrager skattetænkning og meget andet godt. Kriterium nummer et må da være, at hvor der foregår et godt og solidt kirkeligt arbejde, hvor kirken er vigtig i byens liv, dér lader man den folkelighed vokse omkring kirken, som findes.

Men der, hvor der mangler folkelig opbakning, der bliver man nødt til at se på det hele. Lige netop det kvarter, det område af byen trænger måske til et helt andet kirkeligt løft end det, en sognekirke kan give.

Vi er i København inde i en proces. Jeg håber, at vi som menighedsråd og præster har set, at denne by har brug for gode sognekirker og solidt arbejde; men sandelig også, at der trænges til et kirkeligt løft, som er anderledes end det sognekirkelige. Det er ikke et enten-eller. Det er et både-og. Forsimplet er det i hvert fald ikke.


Peter Skov-Jakobsen er præst ved Holmens Kirke og bispekandidat i København