Fra Karen Kjeldsens have i Kulhuse går en trappe ned til Isefjorden. Her er hendes mands aske spredt, og hun mindes ham ofte, når hun kigger ud over vandet. --
- Leif Tuxen.
Laura Elisabeth Schnabel |
1. april 2009
Karen Kjeldsen på 69 år er ikke i tvivl om, hvor hun vil bisættes, når hun engang dør. I Isefjorden ved Frederikssund, hvor hendes mands aske er spredt
En duft af havgus strømmer ind over Karen Kjeldsens have. Hun bor i et gult murstenshus på første parket lige ned til Isefjorden ved Kulhuse. Fra de tre store panoramavinduer i dagligstuen kan hun se hen over den grønne græsplæne forbi en stribe orange, hvide og lilla krokus og ud over fjorden - ud til sin afdøde mand. Han befinder sig et sted derude mellem bølger, fisk og tang. Da han døde i september sidste år, var Karen Kjeldsen ikke i tvivl. Hendes mand gennem 19 år og samlever gennem 26 år skulle have spredt sin aske i fjorden. For det havde han ønsket sig.
Hun finder et stykke papir frem, som Carsten Kjeldsen skrev, to år før han døde. Heri står hans ønske til det sidste hvilested. Fjorden - lige ud for det lille hus, hvor de to boede sammen.
- Da han kom og viste mig det papir, sagde jeg bare ja, ja. Jeg tænkte, at der ikke var grund til at dramatisere det hele. For der var jo længe til, at han skulle dø, fortæller Karen Kjeldsen.
Men et par år efter fik hendes mand det dårligt og fik konstateret tarmkræft. De næste måneder udviklede sygdomsforløbet sig, og han fik også galdeblærebetændelse og yderligere problemer med tarmene. Han måtte igen opereres. Han røg ind og ud af sygehuset og blev mere og mere afkræftet og tyndere og tyndere.
- Det var forfærdeligt. Men jeg troede hele tiden, at han nok skulle blive rask. Men det blev han ikke. En dag ringede de fra sygehuset og sagde, at jeg skulle komme med det samme. Han var ikke ved bevidsthed. Kort efter døde han, fortæller Karen Kjeldsen.
Selvom Carsten Kjeldsen var medlem af folkekirken, valgte han kirkegården fra til fordel for vandet, som han havde stor tilknytning til. Han var søspejder, havde både en motorbåd og en fiskerbåd og fiskede meget. Derfor faldt valget også på den lille, kommunalt ejede rutefærge Columbus, som den dag i dag sejler en otte minutters rute mellem Kulhuse og Sølager i Roskilde Fjord lige rundt om hjørnet fra, hvor Karen Kjeldsen bor.
Færgens skipper, Jan Kjeldsen, husker tydeligt den dag i september, hvor Carstens aske blev spredt i vandet. De to kendte hinanden godt.
- Ved den askespredning sejlede vi hen forbi huset, så hans hustru kunne se ud på vandet præcis det sted, hvor asken blev spredt, siger Jan Kjeldsen og fortsætter:
- Der er kommet flere og flere efterspørgsler på askespredninger. Der er omkring 10-12 askespredninger om året, og det er mest lokale folk. Vi vil gerne være med til, at folk får en pæn oplevelse ved det sidste farvel. Det sker samtidigt med den daglige overfart, og jeg går altid ned og spørger, om passagererne har noget imod, at vi har en askespredning. Så sætter vi flaget på halv, stopper maskinerne, spreder asken ud, og nogen holder en tale og kaster blomster i vandet. Når det er færdigt, hejser vi flaget igen og sejler videre. Og jeg skriver et visitkort med positionen og datoen.
Jan Kjeldsen påpeger, at askespredningen er blevet en hel industri. Han tager 300 kroner for det, mens andre tager flere tusinde kroner.
Et af de steder, der tager lidt mere, er Spar Shipping, som sejler i Øresund. Her koster en askespredning fra en af Spar Shippings fem både mellem 5000 og 6000 kroner, fortæller kaptajn Finn Madsen.
- Der er flere og flere, som ønsker deres aske spredt i havet. Som noget nyt reklamerer vi med det på vores hjemmeside. I perioder har vi 3-4 spredninger om måneden, og det er ofte mennesker, der har boet tæt på vandet, eller som har tilknytning til havet, siger Finn Madsen.
Karen Kjeldsens mand havde også stor tilknytning til vandet. Han blev bisat i Skoven Kirke i Kulhuse, hvor der blev holdt en prædiken om hans liv og sunget Kim Larsen. Nogle dage senere sejlede familien ud på fjorden med Columbus. De havde købt en kasse øl og lidt rødvin. Og urnen var opløselig, så den sænkede familien stille og roligt i havet.
- Så kastede vi røde roser i vandet én efter én. Det var meget smukt. Det er selvfølgelig forfærdeligt, at han ikke er her mere, men han er jo lige derude i vandet. Det er dejligt at tænke på. Det passer til hans glæde over havet, og det passer til, at han ikke var troende. Det er jeg heller ikke. Det passer ikke til os at have et gravsted, som man skal have dårlig samvittighed over, at man ikke får holdt ved lige. Og jeg synes, kirkegårde er ret uhyggelige. Det ved Carsten godt, siger Karen Kjeldsen.
Det er ikke kun de små rederier og færgeruter, der har askespredninger. Det har også de større offentlige transportmidler som Stena Line, Scandlines og Mols-Linien. Men til forskel fra de mindre færger sker det ikke så tit, og det er ikke noget, de reklamerer med. Som regel er det en tidligere medarbejder på færgen, som har haft et ønske om at få spredt sin aske i vandet, hvor han har tilbragt mange timer. Sådan er det i hvert fald hos Stena Line, der blandt andet sejler mellem Danmark og Sverige, Tyskland og Norge, fortæller sikkerhedschef Preben Jensen.
- Det er den enkelte kaptajn på turen, der afgør, om han vil imødekomme henvendelsen om askespredning. Der er så en lille højtidelighed, hvor vi stopper båden for en kort bemærkning. Det er ikke noget, vi gør normalt, for vi har en fartplan, der skal overholdes og kunder, der skal nå noget, siger han.
At flere rederier og færger tilbyder askespredning går hånd i hånd med udviklingen inden for antallet af askespredninger i Danmark. Sidste år fik 1800 personer spredt asken over åbent hav, og det er en femdobling i forhold til 10 år tidligere.
Spørger man sociolog Michael Hviid Jacobsen, der er lektor ved Aalborg Universitet og forsker i begravelseskultur, er det sandsynligt, at vi fremover vil se endnu flere askespredninger.
- Der er sket en individualisering, hvor der er mere fokus på identiteten. Derfor skal de ritualer, vi har ved højtiderne, være meningsfulde, og den enkelte skal kunne se sig afspejlet i ritualerne. Det skal være unikt og særegent og ikke et masseprodukt, siger Michael Hviid Jacobsen, der ikke mener, at man skal undervurdere symbolværdien i, at man bliver strøet ud over havet, hvor man er i bevægelse - i stedet for det stationære, det er at ligge i en kiste.
- Vi har set en kraftig stigning i askespredninger, og jeg tror, vi vil se betydeligt flere. For folk vi gerne prøve alternativer, siger Michael Hviid Jacobsen.
Han tror ikke, at begravelsesritualet som sådant er en udfordring for folkekirken. For som han siger, kan man jo stadig have en bisættelse i kirken, mens selve "bortskaffelsen" så bare sker på anden vis.
Og det er biskop på Fyn Kresten Drejergaard enig i. Selvom hver 30. afdøde i Danmark i dag ender i havet, kan han ikke se noget problematisk i, at mange efterhånden vælger havet som sidste hvilested - for de vælger formentlig stadig også en bisættelse i kirken, lyder det fra biskoppen.
Karen Kjeldsen er da også glad for, at hun havde havet som alternativ. Når hun kigger ud over vandet fra den lille stue i Kulhuse, eller når hun går en tur med gravhunden nede ved stranden, mindes hun sin mand. Og hun er ikke i tvivl om, hvor hun selv skal hen, når hun engang dør. I Isefjorden - sammen med Carsten Kjeldsen.
schnabel@kristeligt-dagblad.dk
FACEBOOK: Bliv ven med Kristeligt Dagblad