Flere får spredt deres aske i havet

Flere skibsrederier reklamerer med, at de tilbyder askespredning i havet. På 10 år er der sket en femdobling af danskere, der vælger havet som det sidste hvilested

ARKIV - Flere danskere fravælger kirkegården som sidste hvilested og får spredt deres aske i Øresund, Kattegat eller ud over andet åbent vand. Det skriver Kristeligt Dagblad.På 10 år er antallet af askespredninger ifølge Kirkeministeriet vokset fra godt 360 til knap 1800 sidste år - det svarer til en femdobling af askespredninger, og det svarer igen til, at hver 30. afdøde i Danmark ender i havet. Samtidig er mindre rederier og færgeruter begyndt at reklamere med, at de lægger færge til askespredningen, ligesom flere har pakker med faste ritualer.
ARKIV - Flere danskere fravælger kirkegården som sidste hvilested og får spredt deres aske i Øresund, Kattegat eller ud over andet åbent vand. Det skriver Kristeligt Dagblad.På 10 år er antallet af askespredninger ifølge Kirkeministeriet vokset fra godt 360 til knap 1800 sidste år - det svarer til en femdobling af askespredninger, og det svarer igen til, at hver 30. afdøde i Danmark ender i havet. Samtidig er mindre rederier og færgeruter begyndt at reklamere med, at de lægger færge til askespredningen, ligesom flere har pakker med faste ritualer. Foto: Henning Bagger.

Flere danskere fravælger kirkegården som sidste hvilested og får spredt deres aske i Øresund, Kattegat eller ud over andet åbent vand.

På 10 år er antallet af askespredninger ifølge Kirkeministeriet vokset fra godt 360 til knap 1800 sidste år - det svarer til en femdobling af askespredninger, og det svarer igen til, at hver 30. afdøde i Danmark ender i havet.

Samtidig er mindre rederier og færgeruter begyndt at reklamere med, at de lægger færge til askespredningen, ligesom flere har pakker med faste ritualer. Også de større rutefærger som Scandlines, Mols-Linien og Stena Line har haft askespredninger - hovedsageligt af tidligere ansatte eller folk med tilknytning til farvandet.

Læ bagerst
Hos Mols-Linien er der omkring én askespredning årligt, fortæller informationschef Christian Hingelberg.

- Askespredningen sker bagerst i skibet, hvor de pårørende kan stå lidt skjult, så andre passagerer ikke lægger mærke til det. Skibet slår ned i hastighed og drejer op med snuden mod vinden, så der er læ bagerst, hvor asken spredes ud. Det tager et til to minutter. Nogle beder en bøn, synger en salme, smider blomster i vandet, og nogle har også en bedemand med. Bagefter plejer vi at fortælle over højtaleren, hvad der lige er sket. For passagererne lægger jo mærke til den nedsatte fart, siger han.

Hos Scandlines, der har omkring to askespredninger årligt, stoppes skibet helt, og bagefter får de efterladte et rum uden andre passagerer, hvor de kan drikke kaffe.

Forventer flere
Informationschef hos Scandlines Frank Havemann forventer, at efterspørgslen fremover vil stige, fordi begravelsesloven er blevet ændret.

Fra i år skal man ikke længere søge Kirkeministeriets tilladelse, men det kræves derimod, at afdøde skriftligt har ytret ønsket om at få spredt asken i havet.

Nogle af de rederier, der reklamerer med det, har flere askepredninger årligt. Rutefærgen Columbus, der sejler i Roskilde Fjord, har omkring 11 årligt, Spar Shipping har i perioder tre-fire askespredninger om måneden i Øresund, og Rederiet Gerda IV ved Dragør har omkring fem om året.

Op mod 4500 kroner
Ifølge maskinmester Benny Brennan på lastskibet Gerda er det nyt, at rederiet reklamerer med askespredningen, som koster op mod 4500 kroner.

- Som regel sejler vi ud, sætter flaget på halv, og når vi spreder asken, ringer vi med skibsklokken for at sige farvel. Folk kaster blomster i vandet, og derefter sejler vi rundt i området, og flaget hejses igen. Til slut får de efterladte den position, hvor asken er blevet drysset ud. De spreder selv asken, men jeg har også gjort det for enlige, siger han.

Ifølge sociolog Michael Hviid Jacobsen, der er lektor ved Aalborg Universitet og forsker i begravelseskultur, hænger stigningen i antal askespredninger sammen med en optøning af dødstabuet de seneste 15 år.

- Der er sket en følelsesmæssig revolution, hvor der er mere fokus på, at man gerne vil genkende sig selv eller afdøde i det, man foretager sig ved begravelser og ved mindekulturen omkring det, siger han.

schnabel@kristeligt-dagblad.dk

På 10 år er antallet af askespredninger ifølge Kirkeministeriet vokset fra godt 360 til knap 1800 sidste år. -
På 10 år er antallet af askespredninger ifølge Kirkeministeriet vokset fra godt 360 til knap 1800 sidste år. - Foto: colourbox.