Det er ifølge fynske chaufførers formand helt efter reglerne at afvise en tildækket muslimsk kvinde
Da en fynsk chauffør smed en somalisk kvinde tildækket med en niqab af bussen for en uge siden, var det helt korrekt.
Det mener brancheformanden for de fynske chauffører, John Noach ifølge
Politiken.
Chaufføren afviste den muslimske kvinde, da han ikke kunne sammenligne hende med billedet på hendes månedskort, fordi niqaben kun viser øjnene.
- Der er ingen grund til at have billedlegitimation, hvis man ikke kan identificere personen. Så er det jo fuldstændigt ligegyldigt, siger han.
Chauffør fulgte reglerneTidligere har formanden for Fynbus, Torben Andersen, udtrykt utilfredshed med chaufførens beslutning. Men til det siger John Noach:
- Chaufføren har handlet fuldstændigt korrekt efter det regelsæt, der er. Hvis Torben Andersen vil lave nye retningslinjer, ser jeg gerne disse. Jeg har hverken hørt om, eller set noget til andre regler. Så chaufføren har handlet fuldstændigt efter reglerne.
Minister bakker opOgså fra politisk side er der opbakning til chaufførens beslutning. Transportminister Lars Barfoed (K) mener, at hvis ikke man vil vise sit ansigt, må man vælge en anden form for billet end månedskort og leve med den ekstra omkostning.
- Så kan man jo købe en kontantbillet eller et klippekort, siger han til Fyens Stiftstidende.
Flere niqab-sagerDen muslimske kvinde fra Odense er i alt blevet afvist fire gange inden for få måneder. Og sagen er ikke enestående.
Mandag afviste en Arriva-chauffør i Århus at tage en niqab-klædt kvinde med. Det har ført til en påtale fra Arriva, mens den afviste kvindes mand nu har meldt både chauffør og busselskab til politiet.