Annette og Jørgen Due Madsen |
3. april 2009
Flere læsere har reageret, efter at brevkassen for nylig behandlede problemer med ildelugtende medmennesker
Kære brevkasse
Jeg læste med interesse brevkassen for fjorten dage siden om at lugte, blandt andet i forbindelse med alderdommen. Min mand og jeg har ofte talt om, hvor svært emnet er, for det er så intimt. Problemet er aktuelt for mig og flere andre damer. Baggrunden er, at vi går til seniordans, og den danseform lægger op til megen kædedans, hvor man ofte skifter dansepartner. På holdet er der blandt andet en ældre mand i 70'erne. Han stinker helt forfærdeligt af armsved. Som aftenen går, bliver det værre og værre. På grund af lugten får man desværre aversion imod ham og tænker bare på at komme videre og væk.
Det er virkelig et problem. Men ingen kan jo lide at sige det til ham, da vi jo ikke ved, hvordan han vil reagere. Vil han blive taknemmelig eller vred og måske blive væk? Og hvad med konen? For vi synes nu, at det er mærkeligt, at hun ikke gør noget, men måske er hendes lugtesans forsvundet. Min mand har forbudt mig at sige noget af samme grund. Hvad kan man gøre? Skal man bare affinde sig med det? Vi har talt med lederne, som er helt klar over problemet, men de ønsker heller ikke at løbe risikoen.
Jeg har også en gammel far på over 90, som er rask og rørig. Men han har det meget indelukket. Det er både mad-os, sved og så videre, og jeg har mange gange sagt til ham, at han skal lufte ud dagligt. Jeg smækker også vinduerne op, når jeg kommer på besøg, men lige meget hjælper det. Jeg vil tro, at hans lugtesans er svækket.
Står det til mig, så er det altså en næstekærlig tjeneste at gøre folk opmærksom på disse problemer. Man er nok bange for reaktionen, for måske træder man over en tærskel. Selv vil jeg fluks tale med mine børn om at reagere, hvis jeg en dag ikke lugter så godt mere.
Venlig hilsen
Den tvivlrådige
Kære Brevkasse
Tak for emnet omkring ældre mennesker og lugte. Jeg har ofte tænkt på den problemstilling, men det er ikke så tit, man taler om et så sårbart emne. Det var aktuelt for os, da min svigerfar levede og var blevet alene, og det er blevet det igen, nu hvor min egen mor er kommet godt op i årene. Hun bor alene i en ældrevenlig lejlighed. Hun går dårligt, men alligevel klarer hun mange små gøremål. Jeg holder meget af min mor, men det piner mig, at der efterhånden ikke lugter godt i hendes hjem, og det er helt slemt i hendes soveværelse og på toilettet. På den ene side kan man selvfølgelig bare tænke, at det må man bære over med og lade ligge, da hun er et ældre menneske, som ikke bare kan suse rundt og gøre rent. På den anden side synes jeg, det er uværdigt. Hun fornemmer det sikkert ikke selv, men det gør folk, der kommer på besøg, og vi børn og børnebørn oplever det jo igen og igen. Jeg har forsøgt at antyde det for hende, men jeg ønsker jo heller ikke at såre hende, og det er, som om hun ikke rigtig ser problemet. Hvad gør man, så man både respekterer de ældre og samtidig hjælper dem?
Venlig hilsen
Merete
Kære tvivlrådige og kære Merete
Tak for jeres breve. Vi har ikke en færdig opskrift på, hvordan man taler om et så personligt og blufærdigt emne som dårlige lugte hos både fjernere dansepartnere og sin egen gamle mor. Men vi håber, at jeres breve kan bidrage til, at emnet kan komme op og blive luftet mennesker og generationer imellem. Måske kan de bidrage til, at ældre læsere tør tale med deres nærmeste om, hvordan de kan undgå at komme i den situation, hvor folk måske taler sammen om, at man lugter, men ikke taler direkte om det til de pågældende. Det er jo langt lettere at tale om vanskelige ting, hvis man bliver inviteret til det. Ad den vej vil man kunne tale mere åbent om den svækkede lugtesans og sammen måske finde veje til at gøre noget nyt og anderledes i forhold til at lufte ud, om den personlige hygiejne med videre. Måske skal man i nogle tilfælde have tilladelse til at tale med plejepersonale eller hjemmehjælp om problemet.
Mod og næstekærlighed hænger sammen, så det handler ikke kun om, hvorvidt man skal sige noget eller ej, men måske mere om måden, det gøres på. Er det et menneske i nær familie kan man forsøge sig med at spørge ind til, hvordan de selv synes, de får klaret de daglige rutiner, og måske ad den vej komme ind på, at det ikke altid er så let at få ordnet alt det, man gjorde før, men at det nok er vigtigt blandt andet at lufte ud, skifte sengetøj hyppigt og vaske sig grundigt, for ellers kan der let blive indelukket. Eller man kan foreslå, at de unge i familien giver en forårsrengøring i fødselsdagsgave. Der kan være mange veje at gå, men naturligvis er man nødt til at bruge visdom og fingerspidsfornemmelse. For nogen kan det være en god idé at tale lige ud og sige, at man ikke ønsker at såre, men at man er nødt til at sige noget, som er vigtigt at få talt om og på en direkte og respektfuld måde få sagt, at der er kommet andre lugte i hjemmet, og at man ønsker at sige det og hjælpe med afhjælpning, for man synes, det er synd, at andre tænker på det og måske taler om det, uden at man selv er opmærksom på det.
Når det gælder fjernere personer som for eksempel en dansepartner på et kursus, er det ikke let. Måske skulle dansetræneren opmuntres til med jævne mellemrum at sige noget generelt om, at når man bevæger sig i højt tempo sammen med andre mennesker, så er det ekstra vigtigt at tænke på, at man sveder, så det er en god praksis at vaske sig, bruge deodorant og skifte skjorter og bluser, før man tager til dans, og når man kommer hjem. I kan også sige det direkte til den pågældende herre med risiko for, at han bliver såret og vred, eller måske vil han være jer meget taknemmelig.
Forhåbentlig kan jeres breve bidrage til, at det bliver et emne, man tør tale med sine nærmeste om. Eller man kan klippe brevkassen ud og vise den til sine egne ældre i familien, før problemet er indtrådt, og spørge dem om, hvordan de ønsker, man skal forholde sig til dette emne, hvis det en dag skulle blive aktuelt.
Mange hilsener
Annette og Jørgen
FACEBOOK: Bliv ven med Kristeligt Dagblad