Nedgangstider giver også mulighed for positiv forandring

Interviewet er ikke mange minutter gammelt, før Mette Bock vender den økonomiske krise på hovedet og pointerer, at enhver trængt situation også rummer muligheder.

- Man skal holde sig for øje, at uanset om samfundet er i højkonjunktur, hvor det hele buldrer af sted, eller i lavkonjunktur, hvor tingene strammer til, så rummer enhver periode både muligheder og problemstillinger. Når de økonomiske hjul buldrer af sted, er vi måske for tilbøjelige til kun at se på mulighederne og kaster os ud i at investere i det store og i det små - fra risikobetonede aktieeventyr til nye køkkener.

- Omvendt, når samfundet ruller ind i en lavkonjunktur, som vi er i nu, og vi hører om afgrundsdybe finanskriser, kan der være en tilbøjelighed til, at vi kun fokuserer på de problemer, der knytter sig til krisen. Vi glemmer at have øje for mulighederne. Men vi er nødt til også at kigge på, hvordan vi kommer videre. Historien viser, at vi ofte kun ser med det ene øje, og dermed bliver situationen en selvforstærkende proces, siger hun.

De omtalte konjunkturer tegner Mette Bock med en finger på bordet og skubber diktafonen til side, så der er plads til at tydeliggøre omfanget af udsvingene.

En af de muligheder, vi ifølge Mette Bock skal have øje for, er fællesskabet, som har været nede i en historisk lav bølgedal. Dyrkelsen af det enkelte individ har længe været i centrum, og det er på høje tid at pleje fællesskaberne.

- Der findes et ord, som politikerne ynder at bruge, men som jeg ikke bryder mig om: sammenhængskraft. Der bliver talt rigtig meget om at genskabe sammenhængskraften i det danske samfund. Men ordet sammenhængskraft giver associationer til lim, som tvinger noget sammen, der ikke naturligt hører sammen.

- Fællesskab er derimod et ord, der fungerer bedre. I fællesskaber finder man sammen, fordi man har lyst til det og kan se en berigelse i at være sammen. Fællesskaberne skal ikke være en romantisk drøm om noget, der var engang, men en erkendelse af, at vi mennesker ikke er egnede til at være alene. Filosofihistorien viser, at vi har brug for hinanden, og at vi ikke er skabt til at være alene. Refleksionen over nutidens fællesskaber ser jeg som noget grundlæggende positivt i krisen.

De fællesskaber, som Mette Bock henviser til, består blandt andet i nye boligområder, hvor fælleshuse viser sig som en trend. En ny form for forsamlingshus er det vel, medgiver hun, men signalet i fælleshusene er det vigtigste. Et signal om, at mennesker ønsker at være sammen i stedet for at være gemt væk bag ligusterhækken eller døren i opgangen.

- Vi er måske havnet helt derude, hvor vi ikke bare er frie mennesker, men faktisk svæver frit i luften uden rødder, historie og fællesskaber. Men ikke mindst i en krise har man behov for at læne sig op ad nogen. Fra mine foredrag i alt fra forsamlingshuse til erhvervsvirksomheder mærker jeg en længsel efter fællesskab, og krisen giver nu et skub til endelig at få gjort noget ved det, siger hun.

- Selvom verden har ændret sig kolossalt meget i de seneste 2000 år, er der noget ved det at være menneske, som ikke ændrer sig. For eksempel behovet for fællesskaber og behovet for at kende sin egen identitet. Disse behov bliver bare tydeligere i krisetider og kan gøre os klogere.

Foruden fællesskab avler krisen også en jagt på identitet, historie og kultur. Det er en søgen efter tryghed, som danskerne ikke har oplevet i mange år, fordi fokus har ligget på "mig" på den ene side og på internationalisering og globalisering på den anden side.

- I krisetider besinder vi os og kigger indad. Vi ønsker at vide, hvad vi står for, og hvilken kultur vi bærer med os, men svaret på det er jo en livslang søgen i alle generationer. Mit håb er, at besindelsen og selvindsigten fører til, at vi åbner op, fordi vi får en sikkerhed mht. vores egne værdier, kultur og historie. Med større sikkerhed angående os selv får vi også større styrke til at kunne åbne os udadtil.

- Eksempelvis har kultur- og religionsmøder længe fyldt meget for mange danskere, og der har vi måske været ensidige i at give udtryk for, hvad vi ikke vil, og kritisere det, vi møder. Det, vi er bange for. Jeg tror, at besindelsen i en krisesituation gør os bedre i stand til ikke kun at kritisere det fremmede, men med større frimodighed fortælle, hvad vi selv bærer med som værdifuld bagage. Når vi kan sætte ord på vores egen identitet, kan vi også på mere sikker grund bevæge os ud i verden, siger Mette Bock.

Og at kunne begå sig ude i verden er i dag væsentligt, mener hun. For selvom det kan være fristende at undsige globaliseringen, nu hvor krisen rammer overalt, er Danmark blevet en del af det internationale samfund - og har også fået fordele ud af det. Der er naturligvis en vis sårbarhed forbundet med at være del af globaliseringen, men tænkes det "globale ben" sammen med det "danske ben", udgør de to ben til sammen et stærkt fundament.

- Vi har noget at lære og noget at byde på, som Mette Bock udtrykker det.

Og hvor står så medierne i alt dette? I spørgsmålet om "de to ben" er det ifølge Mette Bock vigtigt, at blandt andet tv-området finder den rette balance mellem internationalt input og dansk produktion. De danske produktioner kan bevidstgøre om og spejle vores egen identitet, mens de udenlandske produktioner giver udblik og forståelse.

- Sprog er eksempelvis en identitetsskabende faktor. Det er vigtigt, at vi både værner om og udvikler vores eget sprog, der er både rigt og frodigt. Men det er lige så vigtigt, at vi kan navigere internationalt og beherske andre sprog. Det er ikke et spørgsmål om enten eller, men det at producere radio og tv med dansk afsæt er vigtigt i et globaliseret samfund. Dansk medieproduktion er også et vigtigt redskab til at vise mangfoldigheden i Danmark, for der er meget stor forskel på at bevæge sig rundt i Hvide Sande og Hellerup. Og det er afgørende at afspejle livet i hele Danmark, siger hun.

Og hvad så med mediernes rolle mht. at finde de positive historier - også i en krisetid?

- Medierne - herunder DR - skal selvfølgelig afspejle og vise, hvor problemerne er, men vi skal også være gode til at få den anden side med. Vi skal finde kommuner, personer og virksomheder, der har taget sagen i egen hånd for at komme igennem krisen. Dér mener jeg, at medierne har et meget stort ansvar. Det er ikke let, for ofte fokuserer journalistik på at finde nyheder om problemer, konflikter, ulykker og skandaler, men hvis vi kun står på det ben, bliver vi sidetunge. De positive, konstruktive historier er effektive som inspiration og til at give håb - og dem arbejder vi også med i DR.

Mediernes rolle bør altså være tydelig i krisen. Men den enkelte person har også et valgt at træffe, hvilket Mette Bock karakteriserer på følgende måde:

- Når man er nede i et hul, kan man enten begynde at pynte det med pelargonier, så det er til at holde ud at være dernede, eller man kan give sig til at bygge stiger, så man kan komme op igen. Jeg anbefaler det sidste.

Nedenfor direktør Mette Bocks kontor sidder figurerne i miniaturekoncerthuset fortsat side om side. Godt nok har en enkelt tabt hovedet, men de er der stadig. I et stærkt fællesskab.

gehlert@kristeligt-dagblad.dk