Kan delikat mad forene kristne skærtorsdag?

Nadveren har adskilt kristne, mere end den har forenet dem. Hver gang kirker har brudt med hinanden, har årsagen ofte været forskelligt nadversyn. En lutheraner kan ikke få lov til at modtage nadveren i en katolsk eller ortodoks kirke. I stedet for at betone det smukke mysterium, det er at spise med Gud og hinanden, er man mere optaget af at forsvare sin egen nadverteologi. "Brød og vin forvandles til Jesus", postulerer katolikkerne. "Nej", svarer lutheranerne. "Jesus er til stede i, med og under brødet og vinen". "Nej", afbryder de reformerte. "Brødet og vinen er et symbol på Guds søn".

Det måltid, der skulle samle os som kristne, er blevet det, der adskiller os. Vi kaster oblater og altervin efter hinanden i stedet for at spise det sammen. Tænk at have kristne venner, som man kan bede med. Men ikke spise med i kirken.

Den samme adskillelse ser vi ved gudstjenesten i folkekirken. Når vi når frem til nadveren, skilles menigheden i to grupper. Den mindste af grupperne går op og modtager nadveren. Men den største gruppe bliver på kirkebænkene. Det nadvermåltid, Jesus spiste med sine disciple, bestod af vin og brød, lam og bitre urter. I dag består nadveren af en oblat og en sjat portvin. Mange steder er portvinen tilmed degraderet til druesaft, fordi man ikke kan klare, at alkoholprocenten er højere end kirkegangsprocenten. Nadveren er blevet så udsultet, at vi glemmer, hvad vores nadver er. Nemlig et måltid, hvor vi åndeligt og legemligt tygger og synker os sammen med Gud og hinanden. Så derfor foreslår jeg, at de kristne konfessioner spiser sig sammen skærtorsdagsaften til fælles gudstjenester for at øve sig på at kunne spise sammen ved almindelige gudstjenester. Det vil være en for stor mundfuld at sende folk op til alteret til de små oblater. Så derfor skal der under gudstjenesten serveres et nadvermåltid bestående af vagtelæg med pinjekerner, sprængt lam med marinerede rødbeder og en syrlig tykmælk drysset med røde granatæblekerner og friske bær. Dertil nybagt brød og rødvin af bedste kvalitet. Måltidet kan ikke undgå andet end at blive en kærlighedsakt, hvor det himmelske og jordiske smelter sammen. Retterne er fulde af symbolik. Vagtelæggene fortæller historien om, hvordan Guds søn inde fra graven brød ud fra døden som en kylling, der slår hul på æggets skal. Det sprængte lam beretter om dengang, Kristus som et offerlam blev sønderbrudt på korset for os. Rødbederne, der driver i deres egen røde saft, er Kristi blod, og tykmælken er hvid som englen i den tomme grav påskemorgen.