Danmark i Nato var Hedtofts Plan B

Danmarks socialdemokratiske statsminister, Hans Hedtoft, kastede sig med entusiasme ind i debatten om Danmarks fremtidige forsvarssamarbejde.

Han var glødende optaget af tanken om et nordisk samarbejde, men samtidig ønskede han at gøre op med Socialdemokratiets hidtidige forsvarsskepsis.

Ifølge Thorsten Borring Olesen, professor i samtidshistorie ved Aarhus Universitet, ønskede Hans Hedtoft at få etableret et nordisk samarbejde i en fart for at komme USA i forkøbet.

- Hedtofts dristige plan var i efteråret 1948 at præsentere USA for en nordisk aftale. Han erkendte, at det var nødvendigt for Norden at få vestlig accept, men tanken var, at det ville være hårdt for USA direkte at skulle sige nej, forklarer Thorsten Borring Olesen.

Historien om den danske Nato-tilslutning er ofte blevet fremstillet på den måde, at Hedtoft satsede alle pengene på det nordiske samarbejde og først, da det viste sig umuligt, foretog en kovending til fordel for Nato.

Men Thorsten Borring Olesen påpeger, at Nato-løsningen hele tiden var med i Hedtofts overvejelser. Derfor var det danske Nato-medlemskab ikke en politisk kovending, men nærmere en Plan B.

- For Hedtoft behøvede medlemskab af Det Nordiske Forsvarssamarbejde og Nato ikke være et enten-eller. Det måtte gerne være et både-og, forklarer han.

Med andre ord: Hvis de nordiske lande kunne skynde sig at danne en alliance, havde man sagt A. Det udelukkede ikke, at man siden sagde B og indgik et samarbejde med USA. Storbritannien og de andre vestlige lande.

Hedtofts plan strandede imidlertid, fordi de skandinaviske lande ikke kunne blive enige.

Sverige ønskede et rent nordisk forsvarssamarbejde, som var neutralt. Altså A uden B.

Norge var langt mere optaget af, hvorvidt landet kunne regne med våbenleverancer fra USA og Vesteuropa i tilfælde af et sovjetisk angreb. På mødet i London mellem Lange og Bevin lod den britiske udenrigsminister sin norske kollega forstå, at vejen til våbenhjælp gik gennem medlemskab af Nato. Altså sagde Norge først og fremmest B.

Danmarks position var midt imellem. Modsat sin svenske kollega, Tage Erlander, var Hans Hedtoft ikke optaget af at stå i en neutral midterposition mellem USA og Sovjetunionen. Hans mål var at binde de nordiske lande sammen, og derefter så han gerne en yderligere tilnærmelse til den vestlige alliance.

Et vigtigt argument for Hedtoft over for USA var, at denne fremgangsmåde kunne være vejen til at få Sverige med i et samarbejde. Et land, som ikke havde været i krig, men havde rustet op og stod med en stærk, moderne hær.

Gennem hele efteråret og vinteren, ja, helt frem til det tidlige forår 1949 foregik der intense diplomatiske sonderinger tværs over Atlanten og endnu mere intense forhandlinger mellem de tre skandinaviske regeringer. Men det var umuligt for Hedtoft at få Norge og Sverige til at forliges. Samtidig stod det klart, at USA hellere ville have Danmark og Norge med i Nato end acceptere en nordisk alliance, hvor Sverige var med.

- Når USA skulle gøre regnebrættet op, var Danmark langt vigtigere end Sverige, fordi de amerikanske baser på Grønland var essentielle for USA, konstaterer Thorsten Borring Olesen.

Derfor lagde USA pres på den danske og norske regering og lod landene forstå, at hvis de ville regne med militær hjælp, måtte de melde sig ind i alliancen. Da Norge gjorde sin stilling op til fordel for Nato, var muligheden for et nordisk forsvarssamarbejde forpasset. Herefter var der i det danske folketing bred tilslutning til, at også Danmark skulle vælge Nato.

Grundlæggende var Socialdemokratiet, Venstre og de Konservative politisk enige, idet ønsket om nordisk forsvarssamarbejde også var højt prioriteret af de borgerlige partier. Da den nordiske mulighed fortonede sig, støttede alle tre partier Nato helhjertet frem til 1980?erne, hvor Socialdemokratiet under først Anker Jørgensens, siden Svend Aukens ledelse begyndte at sætte fodnoter.

Det Radikale Venstre, som under ledelse af Peter Munch og Erik Scavenius havde været hovedarkitekt bag mellemkrigstidens neutralitetspolitik og krigstidens samarbejdspolitik, tøvede med at tage stilling. Derefter valgte partiet den nordiske løsning, og først omkring 1960 blev de radikale NATO-tilhængere.

SF og Danmarks Kommunistiske Parti var Folketingets Nato-modstandere.

I Den Nordatlantiske Traktat forpligtede landene sig for en periode på 20 år. Da de 20 år i foråret 1969 var gået, forsøgte SF at skabe debat om Danmarks fortsatte medlemskab. Men på daværende tidspunkt var kun få danske politikere i tvivl om, at vi fortsat skulle indgå i det atlantiske forsvarssamarbejde, påpeger Thorsten Borring Olesen:

- Hvis der havde været nogen som helst usikkerhed om Danmark i Nato, var den forsvundet, da Sovjetunionen invaderede Tjekkoslovakiet i 1968.

mikkelsen@kristeligt-dagblad.dk