Anna Klitgaard skriver fra Etiopien |
4. april 2009
I det nordlige Etiopien findes hundredvis af klippekirker, udgravninger og obelisker samt en historie, der ligesom støvet og varmen vil tage pusten fra enhver
Fra en udsat position på spidsen af klippen stikker en lille kirke tårnet frem. Kirken er malet, men hugget direkte ud af klippen, som de hundrede andre kirker i Tigray-dalen i det nordlige Etiopien.
Her på klipperne tæt på de mange kirker bor præster og munke isoleret fra omverdenen, men de er alligevel deltagere i den levende historie, der udspiller sig her og overvælder både turister, pilgrimme og arkæologer. For området byder på et væld af muligheder og så meget historie, at det til tider kan virke overvældende på selv den mest erfarne rejsende.
Den historiske rundtur i det nordlige Etiopien begynder for mange i Aksum, kun få kilometer fra grænsen til nabolandet Eritrea. Her opstod der omkring 400 f.Kr. et stort rige, der med tiden bredte sig til det nuværende Sudan og Yemen.
Det siges, at dronningen af Sheba (Saba) regerede her. Ifølge legenden allerede omkring år 1000 før vor tidsregning, men den historie køber nutidens historikere ikke. Dog fortæller det etiopiske nationalepos, Kebra Negast, at dronningen af Sheba engang besøgte kong Salomon i Israel og blev gravid med ham.
Deres fælles barn, den senere etiopiske kong Menelik, drog på et tidspunkt til Israel for at besøge faderen, og med hjem stjal han arken, der siges at indeholde de ti bud.
Sikkert tilbage i Aksum placerede han udbyttet i et lille hus tæt på det sted, hvor Skt. Maria af Zions Kirke i dag ligger. Arken siges at være der endnu og er altid bevogtet af en specielt udvalgt vagt, som man ikke kan komme forbi.
Myten om arkens tilstedeværelse i Aksum gør byen hellig for mange ortodokse pilgrimme, hvilket især ses under højtiderne, hvor byen fyldes med mennesker fra hele landet.
Men det var ikke kong Menelik, der bragte kristendommen til Etiopien. Det var en kristen syrisk rejsende, der gik i land for at finde vand. Mens han menes at have slukket sin tørst i det første århundrede efter Kristus, blev kristendommen ikke statsreligion i Etiopien før i det fjerde århundrede.
Det vidner fund fra Aksum-rigets storhedstid om. Kejserne skiftede nemlig hedenske symboler og billeder af sig selv ud med kors på rigets mønter.
Mens arken og tavlerne i Aksum er skjult for alle, står obeliskerne i midtbyen til skue for enhver.
Den højeste er 24 meter og smukt udskåret. Alle obeliskerne er hentet fra et stenbrud flere kilometer væk - i ét stykke! Den største, som nu er væltet, er hele 33 meter og vejer 517 tons.
Hvordan de massive granitstykker for over 2000 år siden er blevet transporteret fra stenbruddet til begravelsespladsen i Aksum, kan historikere og arkæologer stadig kun gisne om.
Men etiopierne mener, at arken har hjulpet mænd og elefanter med at skubbe dem en del af vejen.
Også i kirkebyen Lalibela bliver fantasien virkelig sat på prøve. Ligesom Aksum er den på Unescos verdenarvsliste. Ikke på grund af paladser eller obelisker, men fordi den huser 11 kirker, der alle på uforståelig vis er hugget og mejslet ud af klipperne i området bag byen.
Det var kong Lalibela, der i det 12. og 13. århundrede beordrede arbejdet i gang. Det siges, at han fik hjælp til det af både engle og mænd, hvilket ikke lyder mærkeligt, når man står mellem kirkerne og den omkransende klippevæg.
Hver og en smukt udskåret og pragtfuldt udsmykket med de mest fantastiske vægmalerier. De er komplette med vinduer, søjler og altre – alt sammen hugget ud af den omkringliggende klippe. Her er ingen sammenføjninger eller tilføjelser - bare kirker, hvis smukke og ufattelige opbygning trodser enhver beskrivelse.
Det formidable arbejde står især klart fra bakken over den største af kirkerne, Bet Giyorgis eller Skt. Georg. Den er hugget ud af bjerget og formet som et kors, og på taget er der mejslet endnu et kors.
I Lalibela som i resten af Tigray-dalen er det netop den levende historie, der gør området så interessant. For en tur hertil er ikke et museumsbesøg. Alle kirker, både i byen og på klippetoppene, er åbne og i brug. I dem alle møder man præster på arbejde og pilgrimme i bøn, og dagligt bliver der holdt gudstjeneste.
Det nordlige Etiopien er dog mere end kirker, klostre og obelisker. Mange arkæologer arbejder i området, fordi der her er fundet spor efter de første oprejste mennesker på jorden.
I hovedstaden Addis Abeba kan besøgende se Lucy, verdens hidtil ældste menneskeskelet på 3,2 millioner år, som er fundet i området. Omkring Aksum finder arkæologer stadig paladser og obelisker, for undergrunden er spækket med minder fra fortiden.
Det samme er området omkring Danakil-forsænkningen i den nordøstlige del af landet. Her er man mange steder over 100 meter under havets overflade, og det er et af de varmeste og mest ugæstfrie steder på jorden.
Alligevel er stedet et besøg værd, for her bobler 25 procent af Afrikas aktive vulkaner livligt, og svovlsøer bryder det ellers sorte lavalandskab op med blå og grønne vandhuller.
Ikke mange mennesker lever her, men Afar-folket har gjort saltlagrene til en levevej. Som i de sidste mange tusinde år bryder de stadig saltbarrer, som de tager med sig på kamel fra forsænkningen og sælger på områdets markeder.
Markedsdagene er i det hele taget værd at holde øje med over hele Tigray. Hver onsdag eller lørdag bevæger strømme af bønder med dyr og afgrøder sig ad de støvede og sandede veje for at nå ind til nærmeste markedsplads.
I disse flokke ser man Etiopiens mangfoldighed, for i hver egn af landet er håret og udsmykningen - selv tøjet - forskelligt. I Tigray er kvindernes hår stadig kunstnerisk flettet, og mange har sorte tatoveringer i panden og på hagen.
Helt tæt på den lokale befolkning kan man komme, hvis man vælger at tage med på en af områdets mange trekkingture ind i bjergene. Flere bureauer arrangerer ture af forskellig varighed og sværhed samt tilbyder forskellige former for overnatning.
rejser@kristeligt-dagblad.dk
FACEBOOK: Bliv ven med Kristeligt Dagblad