Ny stil i Statsministeriet

Han kom i Folketinget, blev Indenrigs- og Sundhedsminister og kom til at skrue den store kommunalreform sammen i 2003. Det var hans politiske svendestykke, der kunne have givet et politisk avancement, men som ikke i første omgang gjorde det.

Anders Fogh Rasmussen (V) fortsatte sit nære samarbejde med beskæftigelsesminister Claus Hjort Frederiksen (V), og Lars Løkke kom i tvivl om sin fremtidige rolle i politik. Overvejede endda at springe til det private erhvervsliv.

I de første år var han end ikke med i regeringens magtfulde koordinationsudvalg, men efter valget i 2007 kom forfremmelsen. Thor Pedersen blev formand for Folketinget, og Lars Løkke Rasmussen blev inviteret ind i Finansministeriet, hvor han med succes har trukket to finanslove hjem sammen med Dansk Folkeparti. Som han i øvrigt også aftalte den seneste skattereform med.

Den offentlige sektors kassemester bliver statsminister. Det var ham, der allerede som borgmester provokerede i land og by med forsøg på at udlicitere ældrepleje til private firmaer. Et meget lidt socialdemokratisk skridt, der tidligt gav ham ry som en liberalistisk frontløber på linje med minimalstatsbog-forfatter Anders Fogh Rasmussen.

Der tager man nu fejl. Lars Løkke Rasmussen har ingen drøm om at gøre den offentlige sektor så lille som muligt og overlade så meget som muligt til den enkelte borger selv. Tværtimod er han et barn af velfærdsstaten og har ingen problemer med, at halvdelen af lønnen skal ind over de offentlige kasser for at tjene fælles formål som skoler, sygehuse, veje, kultur og meget andet godt.

Spørgsmålet er alene, hvordan man honorerer de stadigt stigende krav om mere og bedre offentlig service. Lars Løkke Rasmussen betragter udlicitering mere som et redskab til at sikre velfærden på længere sigt end som et ideologisk håndgreb. Slet og ret skal udlicitering sikre mere service for de samme penge.

Derfor står han også ideologisk et stykke fra Cepos og Handelshøjskole-Venstre. På den anden side har han heller ikke benene dybt plantet i Højskole-Venstres muld, selv om en del af dette segment skimter forårstegn med ham som kommende statsminister.

Ikke mindst i værdipolitikken. Lars Løkke Rasmussen er mere traditionel liberal end sin forgænger, og han vil nødigt blande sig i, om folk går med kniv, og om de taler offentligt om deres religiøse overbevisning. Her ligger han på linje med undervisningsminister Bertel Haarder, der ikke er "minister for leverpostej, badeforhæng og tørklæder".

Han får svært ved at svinge sig op til sin forgængers retorik om miljøet og klimaet, især fordi han fra Finansministeriet ved, hvor dyrt det er at omstille til vedvarende energikilder. Overvågning og kontrol er heller ikke ligefrem Løkkes kop te – om end man naturligvis ikke skal forvente en hel ny kurs i for eksempel rets- og udlændingepolitikken.

Alene af den grund, at Dansk Folkeparti fortsat vil være det afgørende støttehjul for VK-regeringen. Så når integrationsminister Birthe Rønn Hornbech (V) og velfærdsminister Karen Jespersen (V) skændes om, hvorvidt man skal tale med religiøse fundamentalister i forsøget på at integrere udlændinge bedre, vil man formentlig se Lars Løkke Rasmussen i den mæglerrolle, der er en del af hans politiske selvforståelse.

For selv om han har blik for det gamle Venstres værdier, er han ikke ét med dem. Det så man, da han i september sidste år havde takket ja til en invitation fra Grundtvigsk Samfund. Han skulle tale på gårdspladsen i den grundvigske højborg, Vartov i København, i anledning af Grundtvigs 225 års fødselsdag.

Han, altså finansministeren, erkendte åbenlyst, at den gamle mester ikke var hans hjemmebane. Men et par bøger blev læst i hast, og Lars Løkke Rasmussen spøgte selv med at være på udebane i den grundtvigske forsamling. Hvorefter han holdt en udmærket tale.

Historien siger noget om Danmarks kommende statsminister og ikke mindst om kontrasten til forgængeren, der forberedte en tilsvarende forelæsning, som gjaldt det en akademisk afhandling.

Lars Løkke Rasmussen er færøsk gift med Sólrun, har tre større børn, og han betegnes som "troende" - på samme måde som det store flertal af danskere.

Nu skal han være deres hyrde. Glipper det, er fårene på Færøerne stadig en mulighed.

hoffmann@kristeligt-dagblad.dk