Kritiske adoptanter. Undskyld, at mine børn ikke er handicappede

I Kristeligt Dagblad får man ellers et klart indtryk af, at adoptivbørn er nogle, man kan vælge imellem. At jeg kan stille krav om, hvilket barn jeg vil modtage. At det er mine - og andre adoptanters - krav om helbredsmæssige oplysninger, der gør Danmark til et sort får i adoptionsverdenen. At jeg kan vælge handicappede børn fra. Jeg beklager, men sådan fungerer det altså ikke.

Ifølge Kristeligt Dagblad er konsekvensen af, at "vi afviser en masse børn som risikobørn", at antallet af adoptioner til Danmark er mere end halveret på otte år. Jeg beklager igen, men faktum - og den største årsag til faldet - er, at der på verdensplan i dag er langt flere familier, der gerne vil adoptere, end der er børn frigivet til international adoption. Derfor stiger ventetiderne, og derfor kommer der færre adoptivbørn til Danmark.

I DAG ADOPTERER danske familier altså af egoistiske årsager og ikke, som tilfældet ifølge Kristeligt Dagblad ofte var tidligere, af humanitære eller religiøse grunde. Det faktum synes Kristeligt Dagblad at beklage. Det gør jeg til gengæld ikke.

Det er for mig en absurd tanke, at mit barn - handicappet eller ej - skulle vokse op med bevidstheden om, at jeg adopterede det, fordi det var synd for ham eller hende, og fordi jeg gerne ville gøre en god gerning. En god gerning for hvem, spørger jeg.

Adoptivbørn har lige så lidt som hjemmefødte børn valgt, hvor eller hos hvem de vil vokse op. Og ligegyldigt, om vores børn er kommet med storken eller med flyveren, er der - selvom vi anstrenger os - ingen garantier for, at deres liv med os er lykken for dem.

Mine børn er ikke "heldige", fordi jeg adopterede dem. Det er mig, der er heldig at få lov at opleve glæden ved at have dem. Børnene er der ingen, der har spurgt.

Kristeligt Dagblad mener, at danske adoptivfamilier "fravælger" ressourcekrævende børn, fordi de ikke skal stå i vejen for det perfekte familieliv. Sandheden er, at rigtig mange danske adoptivfamilier bruger store ressourcer på at rette op på den barske og fortumlede start i livet med sorg, svigt og tab, deres børn har oplevet.

Bare spørg derude. Ja, det var faktisk ikke nogen dårlig idé, næste gang Kristeligt Dagblad skriver om adoptivfamilier: at høre dem selv.


Gladis Johansson,
Wesselsgade 20,
København N.