4. april 2009
Mine børn er ikke "heldige", fordi jeg adopterede dem. Det er mig, der er heldig at få lov at opleve glæden ved at have dem. Børnene er der ingen, der har spurgt, skriver Gladis Johansson
ER JEG EGOISTISK? Er jeg krævende? Superkritisk? Ligefrem besværlig? Ja, åbenbart ifølge en artikel og leder i Kristeligt Dagblad den 31. marts. Mine to adopterede børn er nemlig ikke bare skønne, de er også både sunde og raske. Og dermed har jeg øjensynlig gjort mig skyldig i et aktivt fravalg af handicappede børn, forårsaget af min drøm om det perfekte familieliv, der ikke skal "skydes ned fra start ved valg af et barn, som kunne gå hen og blive både mere tids- og ressourcekrævende end det gennemsnitlige, almindelige barn". Ser man det!
Jeg må straks gå til bekendelse på ét punkt: Jeg er egoistisk. Mit udgangspunkt for at få børn er lige så selvisk som de fleste andres -hvad enten børnene er hjemmelavede eller ej: Jeg vil gerne have liv i huset, genopleve verden fra børnehøjde, jeg vil gerne plaske i vandpytter, bygge huler, læse godnathistorier, elske betingelsesløst og blive elsket betingelsesløst. Undskyld!
Til gengæld er jeg hverken krævende, superkritisk eller besværlig. Jeg har - i lighed med alle andre adoptanter i det her land - fulgt gældende dansk lovgivning på området. Og den er omfattende! Jeg har søgt om adoption og fået en almen godkendelse, som fastsætter visse aldersmæssige og fysiske begrænsninger for, hvilket barn jeg kan modtage. Vel at mærke begrænsninger, myndighederne - ikke jeg - har fastlagt. Jeg har stået på venteliste til ét land, sådan som reglerne foreskriver, og jeg har ikke haft den fjerneste indflydelse på, hvilket barn afgiverlandet valgte at matche til mig.
I Kristeligt Dagblad får man ellers et klart indtryk af, at adoptivbørn er nogle, man kan vælge imellem. At jeg kan stille krav om, hvilket barn jeg vil modtage. At det er mine - og andre adoptanters - krav om helbredsmæssige oplysninger, der gør Danmark til et sort får i adoptionsverdenen. At jeg kan vælge handicappede børn fra. Jeg beklager, men sådan fungerer det altså ikke.
Ifølge Kristeligt Dagblad er konsekvensen af, at "vi afviser en masse børn som risikobørn", at antallet af adoptioner til Danmark er mere end halveret på otte år. Jeg beklager igen, men faktum - og den største årsag til faldet - er, at der på verdensplan i dag er langt flere familier, der gerne vil adoptere, end der er børn frigivet til international adoption. Derfor stiger ventetiderne, og derfor kommer der færre adoptivbørn til Danmark.
I DAG ADOPTERER danske familier altså af egoistiske årsager og ikke, som tilfældet ifølge Kristeligt Dagblad ofte var tidligere, af humanitære eller religiøse grunde. Det faktum synes Kristeligt Dagblad at beklage. Det gør jeg til gengæld ikke.
Det er for mig en absurd tanke, at mit barn - handicappet eller ej - skulle vokse op med bevidstheden om, at jeg adopterede det, fordi det var synd for ham eller hende, og fordi jeg gerne ville gøre en god gerning. En god gerning for hvem, spørger jeg.
Adoptivbørn har lige så lidt som hjemmefødte børn valgt, hvor eller hos hvem de vil vokse op. Og ligegyldigt, om vores børn er kommet med storken eller med flyveren, er der - selvom vi anstrenger os - ingen garantier for, at deres liv med os er lykken for dem.
Mine børn er ikke "heldige", fordi jeg adopterede dem. Det er mig, der er heldig at få lov at opleve glæden ved at have dem. Børnene er der ingen, der har spurgt.
Kristeligt Dagblad mener, at danske adoptivfamilier "fravælger" ressourcekrævende børn, fordi de ikke skal stå i vejen for det perfekte familieliv. Sandheden er, at rigtig mange danske adoptivfamilier bruger store ressourcer på at rette op på den barske og fortumlede start i livet med sorg, svigt og tab, deres børn har oplevet.
Bare spørg derude. Ja, det var faktisk ikke nogen dårlig idé, næste gang Kristeligt Dagblad skriver om adoptivfamilier: at høre dem selv.
Gladis Johansson,
Wesselsgade 20,
København N.
FACEBOOK: Bliv ven med Kristeligt Dagblad