Vi er nok ikke helt så gode mennesker, som vi skulle være

- Vi har en Catch 22-situation. Vi har klimatruslen, hvor vi får at vide, at vi skal skære ned på forbruget, købe økologisk, være ressourcebevidste og ikke tænke i vækst hele tiden. Og på den anden side har vi finanskrisen, hvor vi får at vide, at løsningen på miseren er at se at få åbnet for tegnebogen og skrue op for forbruget . Det er ikke så mærkeligt, hvis folk synes, at situationen er svær at have med at gøre. Det er jo så at sige dobbelt krisebevidsthed, vi skal håndtere.

- Krisebevidstheden er ikke noget nyt for os. Det er jo, som om mennesket har en iboende trang til at have død og ødelæggelse hængende over hovedet, og nu da Helvede ikke rigtig er moderne mere, efter at i hvert fald de fleste af præsterne er holdt op med at tale om det, ja, så må vi finde på noget andet. Alene efter Anden Verdenskrig har vi haft atomtruslen, den røde fare og den gule fare, energitruslen og forureningstruslen.

- Nu har vi så på én gang klimatruslen og finanskrisetruslen. Og pressen svælger i det. Jo mere dystert, jo bedre. Så er 200 blevet fyret i Struer og 60 i Slagelse. Men det sker altså på et tidspunkt, hvor ledigheden aldrig har været lavere, og hvor der også hele tiden kommer gang i nye virksomheder.

- Det er stadigvæk en topnyhed, at nu er aktierne, for jeg ved ikke hvilken dag i træk, faldet med så og så mange procent. Og det er en realitet. Og det er forfærdeligt for dem, der mister deres arbejde eller ser deres opsparing forsvinde op i den blå luft. Men det har været ligesom i årene op til Første Verdenskrig. Vi har troet, at alting kun kunne gå fremad, at det kun kunne være frem, frem og op, op. Det er tilsyneladende kommet fuldstændig bag på finanssektoren, at der også kan være risiko forbundet med at spekulere og for eksempel investere i aktier, at det hele også kan gå lidt langsommere og måske endda true med at stagnere og gå den anden vej.

- Men det er jo ikke, fordi samfundet er gået i stå, vi er ikke banket tilbage til stenalderen. Vi står i en krise, og den er slem nok, men det er jo ikke sådan, at den generelt truer os på liv og velfærd. Der er ikke noget, der tyder på, at vi skal sulte ihjel, eller at der står en verdenskrig for døren. Al den svælgen i dommedagsprofetier er selvforstærkende og selvopfyldende, og den blokerer for konstruktiv tænkning.

Reaktionen på det trusselsscenarie, der udmales, er ifølge Johannes Riis utryghed i en verden, hvor tryghed er det største gode.

- Vi kan ikke blive ved med at køre på indkøb i Netto i firhjulstrækkere eller flyve til Rom og tilbage igen for 225 kroner eller spise asparges fra Sydafrika og kartofler fra Colombia og drikke vand fra Grønland til. Men det er jo nærmest, som om det er blevet en del af menneskerettighederne. Hvis vi var indstillet på at spise mad, der var dyrket i nærheden af os og ikke anså det for en menneskeret at tage på skiferie, sommerferie og efterårsferie og så videre i Langtbortistan flere gange om året, så kunne vi gøre noget praktisk og konkret ved det. Og jeg vil endda påstå, at vi kunne have et udmærket liv endda.

Et andet aspekt, der har præget os i de seneste år, er ifølge Johannes Riis den overdrevne respekt for dem, der klarer sig godt, uanset hvordan de har opnået den økonomiske status, de har.

- Et eksempel er en mand som Stein Bagger. At han kom op, hvor han var, kan kun skyldes, at den almindelige fornuft har været sat ud af kraft.

- Hvordan kan en Stein Bagger komme af sted med at etablere sådan en parallelvirkelighed i et samfund, der er så gennemkontrolleret og overvåget, og hvor det ikke kan lade sig gøre at snyde for 25 øre i skat? Det handler om en kritikløs tilbedelse af grådighedens tydelige tegn i form af huse, biler og yachter. Jeg er bange for, at det handler om respekt for grådighed. Om legitimering af grådighed, og den er det sandt at sige ikke kun Stein Bagger, der har nydt godt af. Det har også masser af såkaldt pæne mennesker, som man aldrig ville have tiltroet den.

- Der skal virkelig en holdningsbearbejdelse til, hvis vi for alvor skal lægge vores liv om. Og den skal vi ikke bare læne os tilbage og regne med kommer fra politikerne. Den kan de ikke klare med nye love og forordninger.

- Men politikerne kunne måske frigøre ny kreativitet og nye kræfter ved at skære ned på alle de reguleringer, forordninger og evalueringer, der plager livet af folk nu om dage. Men det er i høj grad op til os allesammen hver især at overveje disse ting, og det er op til pressen, skolen, kirken, til institutionerne i det hele taget eller rettere sagt til menneskene i institutionerne. Lidt civil ulydighed ville nok ikke være nogen skade til, hvis vi skal komme nogen vegne. Og så kan vi sætte vores lid til kunsten, ikke mindst litteraturen. Den har til alle tider gjort menneskene klogere på verden og dens forfatning, og det vil den selvfølgelig også kunne i en situation som den, vi står i nu.

- Der skal mod til, der skal mod til at tænke forfra. Vi sidder fast i gamle forestillinger, som vi er nødt til at tage op til revision. Det kan for eksempel være, vi skal til at tale andre energiformer. Det kan være, atomkraft er en idé? Jeg er ikke fortaler for atomkraft, det har jeg ikke forstand på, men jeg nævner den som et eksempel på, at vi må opgive gamle positioner og tage diskussionen forfra.

- Vi vil jo helst tro, at vi kan tage vores regneark og beregne os frem til alting, og vi føler os lidt krænkede og fortørnede, når der er noget, der ikke går, som vi nu mente at vide, det skulle. Og så ved vi jo alle sammen godt, at uanset hvor meget vi analyserer og fremskriver og planlægger, så er det jo mange gange begivenheder som Murens Fald, Khomeinis tilbagevenden til Teheran og terrorangrebet på World Trade Center, altså helt uberegnelige faktorer, der får størst betydning for historiens gang. Som skuddet i Sarajevo i 1914, der sætter ting i gang, ingen kan regne sig frem til.

- Det, vi står midt i lige nu, er en slukøret fornemmelse af, at jamen, nu gik det jo lige så godt, og hvad er nu det, skal vi nu til at indstille os på noget andet? Ja, det skal vi, men kan vi komme ud af krisen med nogle andre, mindre egoistiske, værdier, for eksempel en større bevidsthed om klodens fremtid? Det håber jeg da, men jeg ser ikke så forfærdelig mange tegn på det, for vi har alle sammen en forestilling om retten til det gode liv, som er blevet formuleret i opgangstiderne.

Johannes Riis tror ikke på, at krisen vil gøre os til bedre mennesker.

- Vi kan blive tvunget til at ændre adfærd, fordi vi bliver overbevist om, at det ikke er hensigtsmæssigt at leve på den måde, vi lever på nu og sviner på nu. Vi lever ikke, som vi gør, fordi vi er onde mennesker, men fordi vores fantasi og forestillingsevne er begrænset, og fordi vi tror, at det nok skal gå. Jeg tror ikke, at vi frivilligt lægger vores forbrugsvaner om. Jeg tror ikke et sekund på, at vi vil blive lutret eller andet fint af krisen, men man kan måske håbe på et mere altruistisk, mere rummeligt syn på tingene. At vi kan komme væk fra sig-selv-nærmest-tankegangen.

remar@kristeligt-dagblad.dk