En statsminister skygger for den næste

Det var en del af værdikampen, at folkesjælen skulle gøres mindre socialdemokratisk. Under Anders Fogh Rasmussen er der også blevet indført frit valg på en del områder, og især sundhedsområdet er blevet præget af forsikringsordninger, tegnet af virksomheder. Men at folkesjælen grundlæggende skulle være blevet mere liberal, forekommer ikke indlysende. Den offentlige sektor er præcis lige så stor, som den var i 2001 med omkring 830.000 ansatte, og regeringen har tidligere ligefrem pralet med, at de offentlige udgifter er steget med et tocifret milliardbeløb siden 2001.

Lars Løkke Rasmussen er om nogen den ideologiske arkitekt bag frit valgs-tænkningen, men han får svært ved at komme længere ad den vej, netop fordi det liberale opdragelsesprojekt er mislykket under hans forgænger. Faktisk handler den politiske kamp i dag mest om, hvem der vil bevillige de største beløb til den offentlige sektor for at holde beskæftigelsen oppe og sikre velfærden på længere sigt.

En anden skygge fra Anders Fogh Rasmussen er den såkaldt værdipolitiske. Dansk Folkepartis formand Pia Kjærsgaard understregede i går, at hun håber, Lars Løkke Rasmussen vil bringe regeringen tilbage til udgangspunktet fra 2001. Det vil sige, at regeringen igen skal profilere sig på en stram udlængepolitik, en hård retspolitik, en fast uddannelsespolitik og en klar kulturpolitik.

Spørgsmålet er bare, hvordan i alverden Lars Løkke Rasmussen skulle kunne flytte sig længere ud af det spor. Udlændinge- og retspolitikken er i dag allerede så stram, at det er blevet for meget for en del borgerlige vælgere. Uddannelses- og kulturpolitikken kan stadig reformeres, men ligesom med de øvrige værdipolitiske temaer er det temmelig jomfruelig jord for den nye statsminister.

En tredje skygge, som Lars Løkke Rasmussen skal gøre sig fri af, er den udenrigspolitiske. Normalt har udenrigspolitik ikke særlig stor betydning for vælgerne, men det vil alligevel smitte af på regeringens trivsel, hvordan han klarer den udfordring. Allerede til december skal Danmark være vært for det internationale klimatopmøde. Det bliver en kæmpeopgave for Lars Løkke Rasmussen, der diplomatisk sagt ikke har helt så stort et engagement i klimasagen som sin forgænger.

Endelig er der selvfølgelig den økonomiske krises skygge, som end ikke oppositionen vil give Anders Fogh Rasmussen skylden for. Ikke desto mindre bliver det Lars Løkke Rasmussens mest presserende opgave at bringe sit land ud af krisen. Det gjorde han også selv helt klart ved sin tiltrædelse i går.

Tiltrædelsen blev en ceremoni præget af stor ydmyghed og blottet for store ord og politiske skåltaler. Minimalistisk slog Lars Løkke Rasmussen blot fast, at han vil fortsætte den hidtidige regeringskurs, og at han i dag vil arbejde på at skaffe de nødvendige to nye ministre. Nemlig en ny finansminister som afløser for sig selv samt en ny velfærdsminister, fordi Karen Jespersen (V) ikke vil fortsætte.

Det går op ad bakke, og der venter en lang og hård etape, som han selv sagde ved vagtskiftet i Statsministeriet, da han gav Fogh en racercykelhjelm i afskedsgave. Med elendige meningsmålinger, en samlet opposition og et Socialdemokrati, der umiddelbart synes bedre til at føre socialdemokratisk politik end regeringen, er det svært at se, hvordan Lars Løkke Rasmussen skal vinde næste valg.

Men netop fordi han har så mange odds imod sig, han har en chance for at overraske positivt, og oppositionen er allerede fra første dag opmærksom på risikoen for at undervurdere den nye mand i gult.

Hvis han har en plan om en ny begyndelse, en større ministerrokade eller et helt nyt politisk projekt, var det ikke noget, han ville præsentere i går. Det kommer i givet fald først ud i lyset engang efter påske.

hoffmann@kristeligt-dagblad.dk