Ritzau |
7. april 2009
Claus Hjort Frederiksen er ikke blot en overgangsfigur på finansministerposten, lød garantien i dag fra forgængeren, statsminister Lars Løkke Rasmussen
For en uge siden, da statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) fortsat sad som finansminister, blev posten i høj grad betragtet som et springbræt til Statsministeriet.
Sådan er det ikke mere. I hvert fald hvis man spørger landets nye finansminister, Claus Hjort Frederiksen (V), der ved middagstid fik overdraget finansministerposten.
- Nej, det må jeg sige. Som du så, så holdt jeg min tale med manuskript, hvorimod Lars holdt sin tale uden manuskript. Så min aspiration går ikke til et højere job, lød det grinende fra Claus Hjort Frederiksen kort efter, at Lars Løkke Rasmussen, som tidligere statsminister Anders Fogh Rasmussen havde for vane, havde holdt tale uden talepapir i hånden.
Til gengæld aflivede Lars Løkke enhver spekulation om, at Hjort Frederiksen blot skal agere overgangsfigur på finansministerposten. Den post kræver nemlig både stabilitet og kontinuitet.
- Det er derfor, at jeg har udnævnt Claus Hjort Frederiksen til at være landets finansminister, så længe det er i min magt at udpege finansministre, lød det fra Lars Løkke Rasmussen.
At Claus Hjort Frederiksen får travlt med en finanskrise hængende over hovedet, lagde Lars Løkke Rasmussen ikke skjul på. Således var hans gave til Hjort Frederiksen et par cowboybukser.
- Her i huset arbejder vi meget, og når vi holder fri, så foregår det på den måde, at vi tager cowboybukser på, når vi går på arbejde, lød statsministerens forklaring.