Det blev kvindernes dag i dansk politik. Karen Ellemann er ny indenrigs- og socialminister, og Inger Støjberg ny beskæftigelsesminister. Som ventet gik den tungeste post, Finansministeriet, til en mand, nemlig afgående beskæftigelsesminister Claus Hjort Frederiksen.

Det var den mindst mulige rokade, og derfor rumsterer der fortsat spekulationer om, at statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) vil gennemføre en større rokade om nogle måneder. Forfremmelsen af yngre kvinder kunne tolkes sådan, at han tager det meget omtalte kvindeproblem i Venstre seriøst.

Gang på gang har målinger vist, at det i udpræget grad er et mandeparti, som har svært ved at tiltrække kvindelige vælgere. Som bekendt har fem af otte partier i dag kvindelige ledere, og kvinder stemmer i højere grad end mænd til venstre for midten.

Der findes imidlertid internt i Venstre en dyb modvilje mod at gå ind i nogen form for kønskvotering. Man får ikke en ministerpost på grund af sit køn, og de to nye, kvindelige ministre er med sikkerhed blevet udnævnt, fordi de har gjort det godt som folketingsmedlemmer og partisoldater.

Faktisk kan man også i Venstre høre en "hemmelig" analyse af, hvorfor det ikke lykkedes oppostionen at vinde sidste folketingsvalg. Af naturlige grunde lægger ingen navn til, men den går ud på, at kvinderne simpelthen har sat sig alt for tungt på oppostionspartierne.

Med Helle Thorning-Schmidt (S), Margrethe Vestager (R), Johanne Schmidt-Nielsen (Enh.) og Bodil Kornbek (KD) som frontfigurer blev en del mandlige vælgere skræmt fra at stemme på oppositionen, hedder det. Ene hane i kurven er Villy Søvndal (SF), og en del af SF's voldsomme fremgang kan ifølge denne analyse forklares netop med, at han er den eneste mandlige oppositionsleder.