"Og han bar selv sit kors og gik ud til det såkaldte ”hovedskalsted”, som på hebraisk hedder Golgata”.
(Johannes-evangeliet 19:17)

Bemærk her at Jesus-figuren ofrer sig selv til sig selv (han er jo oprindeligt Deos-Gud ind til den 1. synode maj-august 325) på ”hovedskalstedet”:

”Og den den sjette time kom, blev der mørke over hele landet indtil den niende time”.
(Markus-evangeliet 15:33)

”Men en af soldaterne stak ham i siden med et spyd, og straks flød der blod og vand ud”.
(Johannes-evangeliet 19:34)


De fleste er formentligt opflasket med en opfattelse af at Jesus-figuren korsfæstes, hvorfor det forekommer en kende svært at forstå hvorledes Jesus-figuren, faktisk eller i filosofi, kan ofre sig selv til sig selv ved egen korsfæstning? Der er absolut ingen af de tidligste kilder overhovedet i Det Nye Testamente, der nævner noget om korsfæstning. Denne opfattelse er en senere katolsk omfortolkning.

Paulus’ brev til filipperne (2:8) skriver ”døden på et kors”, men intet om korsfæstelse. I Johannes-evangeliet (19:10) tilskrives Pilatus at skulle have sagt ”ej ved du at jeg vælder at afkræfte dig...?” (”niu waist þatei waldufni aih ushramjan þuk…?”, Wulfila på gotisk i 300 tallet e.Kr.).

Det gotiske ord Wulfila benytter er ”ushramjan”. Han benytter et lignende ord i Markus-evangeliet (6:11) ved ”ushrisjaiþ”, hvor det betyder “afryst”. Ordet ”ushramjan” er derfor sammensat af ”af” + ”hramjan”, hvor det urnordiske ”h” forsvinder på oldnordisk og oldengelsk. Det oldnordiske ”hrammr/rammr” har i omtalen af personer betydningen ”kraftig”. Den faktiske betydning af ”ushramjan” er derfor ”afkræftet”, der kun kan opfattes som ”dræbes”, men ikke med en korsfæstning, som er hvad ordet oversættes til i de nuværende udgaver af Bibelen. Det har betydningen at tyvene, der dræbes med Jesus-figuren, bliver ”miþushramidans” (gotisk) eller “medafkræftet” (Mattæus-evangeliet 27:44).

Vi skal også være klar over at alle steder i Wulfila’s oversættelse af Bibelen til gotisk, hvor der benyttes ordet ”kors”, bruger Wulfila ordet ”galge”.

F.eks.:

”galgins Xristaus” (Paulus’ brev til filipperne (3:18), ”Kritsti kors”)
”galgan seinana” (Mattæus-evangeliet (10:38), ”sit kors”)

Der er ingen undtagelser til Wulfila’s brug af ”galge”, hvor der i dag benyttes ”kors”. Til trods for at vi ikke har den gotiske udgave af Johannes-evangeliet 19:17 kan vi med stor sikkerhed sige, at det Jesus-figuren bærer er en ”galge”, ikke et kors.

Omfortolkningen sker af den kristne historieskriver Marcus Minucius Felix (før år 250 e.Kr.) i værket ”Octavius” (kapitel XXIX), hvor han visuelt beskriver hændelsen som ”en mand fæstnet til et kors”.

Det hebraiske ”Golgata” – ”Calvariae” (latin, år 405 e.Kr.), ”heafodpanen” (oldengelsk, år 990 e.Kr. ”hovedpanden”) – direkte ”skallen”, men i Bibelen oversat til ”hovedskalsstedet”.

Samme sted kaldes i Johannes-evangeliet (19:13) ”Gabbatha/Gabbata” (direkte ”det ophøjede” – Bibelen oversætter ikke ordet men skriver at det skal opfattes som ”det stenlagte/the pavement”). Det latinske ord ”calvariae” kunne f.eks. komme fra tillægsordet ”calvus” (skaldet).

Dette sted er ikke et simpelt rettersted, hvor kriminelle hænges, som katolsk teologi gerne vil have det.

Barbara Thiering forsøger i ”Jesus the Man” (1992, s.114) at forklare brugen af ”golgata/skallen” med at ”this in itself indicates a graveyard”, der så skulle ligge uden for Qumran’s sydlige port. Men en offentlig kirkegård, dvs. ikke højlagte, ligger ikke på hverken et ”ophøjet” eller et ”stenlagt” sted, jvf. brugen af heitet ”Gabbatha/Gabbata”.

Hvis det var en almindelige galge ville man måske i stedet have benyttet ordet ”’ets” (hebraisk, træ, pæl) (Esters Bog 6:4, 1. Mosebog 40:19).

Er det muligt at oprindelig semitisk filosofi, som vi har det i vor egen, mener at hovedskallen indeholder ”kraften”, hvorfor det er netop her den symbolske ofring tilskrives?


Odin har en lang række af heite, der viser os at han, som konge, shaman og gud, på vegne os "hænger på den":

Galgens Byrde, Hængedrotten, Galgens Vrede, Galgens Herre, Hængegud, Hængetyr og Hængegud.

De fleste, omend næppe blandt læserne i dette forum, er også klar over at Jesus-figuren ofring af sig selv til sig selv (på vegne sine semitiske ætter), er gengivet mange steder i oprindelig nordisk tanke.

Hávamál (vers 138, Ældre Edda):

Ved jeg, at jeg hængte
på en vindblæst galge
i hele ni nætter,
gennemboret af et spyd
og givet til Odin
offeret, selv til mig selv,
den klogeste ved ikke
hvorfra oprinder den gamle rod


Det oldengelske læredigt ”De 9 Urters Galder” (þas nygon wyrta galdor) eller ”The Nine Herbs Charm” (sætning 36-40) gentager Hávamál (vers 138, Ældre Edda).

Beowulf-kvadet (sætning 2940-41) gengiver samme ofring på galgen: "götaren ville, somme på galgetræet, til fuglenes gamme..."

“Götaren” (gétan), der her dræbes identisk til Odin i Hávamál (vers 138, Ældre Edda), er ingen andre in Hæðcyn (Höðr).

At Odin, og Jesus-figuren, bliver gennemboret af et spyd har en klar symbolsk betydning. Det anglosaksiske runedigt for runen "Aesc" eller "Ask", for asketræet, siger som følger:

(Aesc) Asken byder over hovedet, for ældre dyrbar,
stærk på sit ståsted, holder stedet rigtigt
selvom han angribes af mange mænd.

Et spyd blev, og bliver, gjort af asketræ. Derfor bruges spydet ofte som en symbolsk henvisning til asketræet som Verdenstræet. Figur-afbildningerne på ”det korte” guldhorn viser dette. I ovennævnte runedigt angribes asketræet af mange mænd, som samtiden ved er bevæbnet med spyd. I runedigtet står asketræet dog fast, som en kriger, og modstår angrebet.

Når derfor Odin og Jesus-figuren gennembores af et spyd må vi her forstå spydet i betydning af Verdenstræet. Det er til roden af dette træ at begge ofrede sig selv.

Lad os afslutte med at gengive andre faktiske og filosofiske figurer der ofrer sig selv på galgen:

Horus/Osiris af Egypten ca. år 1550 f.Kr.
Mithra (Mitra), ca. år 1400 f.Kr.
Indra ca. år 725 f.Kr.
Den første Levende Buddha (Sakyamuni)ca. år 563 f.Kr.
Attis ca. år 200 f.Kr.


En ofring på galgen, selv til sig selv, er en rituel ofring af liv for at give liv til fremtidige slægter. At romerske soldater har gjort brugt af dette rite, en ekstrem ineffektiv vis at dræbe på, er fordi det indgår i alle oprindelige folkeslags sæder og skikke.

det er ikke Gud i en menneskeskabt version der tales om, så Jesus er ikke bare hele Gud, men en af tre dele, som Gud er gjort af.

Så den ene del af Guds væsen kan åbenbart gennemleve andre niveauer.

Det er der mange menneskehjerner der ikke kan fatte,

men som konen sagde til sin mand, der ikke kunne forstå det, sikke et held - det kun er det, der er problemet.


Der står i Bibelen at der skal fjernes et dække for at kunne SE, det der er fra Gud. Og det kan ikke ske ved forstand alene fra et menneske.