Forår og påske hører sammen

På Grundtvigs tid var påskeblomsten dog ikke vor tids elegante påskelilje, men en "bondeblomst fra landsbyhave/ uden duft og pragt og skær!" (det vil sige udstråling). Det er denne ikke særligt værdsatte blomst, Grundtvig gør til symbolet på Jesu opstandelse og det kristne opstandelseshåb, som mange i hans samtid fornægtede af forstandsmæssige grunde.

Men selv ved han, hvad denne blomst betyder, sådan som det fremgår af salmens vers 3-4, hvor han gendigter Paulus' ord om opstandelsens realitet i 1. Korintherbrev, kap. 15: "Hvis der ikke findes nogen opstandelse fra de døde, er Kristus ikke opstået; men er Kristus ikke opstået, er vores prædiken tom, og jeres tro også tom?. Men nu er Kristus opstået fra de døde, som førstegrøden af dem, der er sovet hen" (v. 13-14 og 20).

Lige fra den første påskemorgen og frem til i dag har budskabet om Jesu legemlige opstandelse og vores opstandelse med ham været anfægtet og afvist. Det er ikke spor vanskeligt at forstå.
 
Om de to første opstandelsesvidner ved den tomme grav står der, at "de gik ud og flygtede fra graven, for de var rystede og ude af sig selv." Den tomme grav skabte ikke glæde, men fortvivlelse, ikke tro, men frygt. Nu havde de end ikke et sted, de kunne komme og mindes ham. Senere blev det anderledes, da de mødte ham ansigt til ansigt som den levende. Det var som forårssolen morgenrød, der varmede og skinnede på ny.

"Jeg har set Herren," udbrød Maria Magdalene. "Vær ikke vantro, men troende," sagde Jesus til Thomas. "Herren er virkelig opstået, og han er set af Simon," bevidnede den første lille menighed i Jerusalem efter opstandelsen.

Det var ikke mødet med den tomme grav, men med den opstandne Jesus, der vendte op og ned på deres forståelse af, hvem han var, og forandrede hele deres liv. Så de stod op til livet på ny, oplivede af hans nærvær og ord, og gik ud med opstandelsesbudskabet. For Guds søn havde nedkæmpet døden og gjort dødens nat til livets morgen én gang for alle og for os alle.

Også i denne påske er der offentliggjort en undersøgelse af, hvad vi danskere tror om livet efter døden. Det er Rambøll Standardbus, der i marts i år har undersøgt vores tro eller mangel på samme på et liv efter døden.

Halvdelen af os mener ikke, at der overhovedet er noget efter døden, og kun 17,2 procent tror, at de efter døden bliver forenet med deres kære afdøde i Guds himmel, som det noget bastant er formuleret. 9,8 procent tror på et liv i "åndeverdenen", og 6,3 procent tror, de bliver genfødt på jorden. Det sidste tal er overraskende lavt i forhold til tidligere undersøgelser, der viste, at omkring en tredjedel af alle danskere tror på en eller anden form for reinkarnation.

Jeg tror ikke, man skal lægge for meget i den slags interviewundersøgelser, hvor folk bliver ringet op midt i aftensmaden og får stillet både sprogligt og indholdsmæssigt problematiske spørgsmål.

Man kan måske sige, at undersøgelsen mere siger noget om folks forestillinger end om deres tro. Men der er næppe tvivl om, at netop budskabet om opstandelsen og livet efter døden er en anstødssten, og nogle præster vil nok også i denne påske have mere uld end guld i mund, når de taler om Jesu opstandelse. Godt, vi så har påskesalmerne, der lader budskabet om opstandelsen lyde rent og purt: "Krist stod op af døde/ i påske-morgenrøde!"

En gammel kollega sagde engang, da vi talte sammen om vores forestående påskeprædikener: "Om selve opstandelsen kan man i grunden kun sige, at nogen tror på den, andre ikke". Jesu legemlige opstandelse kan hverken bevises eller sandsynliggøres, da den helt unddrager sig vores erfaringer og forestillinger.

Den er derimod bevidnet af de første kristne, der mødte ham i tiden mellem påskemorgen og Kristi himmelfart. Det er deres vidnesbyrd om mødet med den opstandne Jesus, der er det historiske udgangspunkt for alt, hvad der har med kristentro og kristenliv at gøre. Uden de førstes vidnesbyrd om den korsfæstede og opstandne Jesus var den kristne kirke slet ikke blevet til. Det er med andre ord budskabet om Jesu opstandelse, vi holder gudstjeneste på, hvor også vi kan møde den opstandne, der taler til os som til sine første disciple og sender os ud med opstandelsens glæde. Til trøst i sorgen og til håb i døden.

Al erfaring viser, at uden mødet med den korsfæstede, men opstandne frelser i forkyndelse, dåb og nadver kan opstandelsestroen næppe overleve i længden som andet end en poetisk talemåde.

Gudstjenestens inderste væsen er dette møde, som vi hverken kan tænke os til eller læse os til. Det møde må vi stå op til, når klokkerne kalder. "For hvor to eller tre er forsamlet i mit navn, dér er jeg midt iblandt dem" siger Jesus (Matt. 18,20).

Det siges af og til, at religion fylder for meget i det offentlige rum. Det gælder i hvert fald ikke den kristne påskefest. Den er stort set usynlig uden for kirkens hus og den gudstjenestefejrende menighed.

Også i år er påsken som kristen højtid nærmest bandlyst i tv, hvor vores public service-kanal nr. 1 på selve langfredag har sat Disney Sjov og Cirkusrevyen 2008 på programmet i prime time! Og det ser ikke bedre ud på de øvrige kanaler.

Der er med andre ord ingen vej uden om at gå i kirke, hvis man vil fejre kristen påske. Det er ikke nok at gå en tur i det frydefulde forår, selvom det naturligvis hører med. For påske og forår hører sammen i mere end én forstand. Den samhørighed er god at få forstand af, for den holder os fast på, at skaberkraft og opstandelse er to sider af samme sag. Guds sag til vores frelse. Glædelig påske!

Af Erik Norman Svendsen, biskop over Københavns Stift