Danskere går bodsgang for åbent tæppe

I kirken sker bekendelser til præsten under helt anonyme forhold. Men når moderne danskere skal gå bodsgang sker det stadig oftere for helt åbent tæppe og gerne med kameraer snurrende i baggrunden. Det offentlige rum er blevet informationsalderens helt store skriftestol for politikere, cykelryttere, terrorister - og helt almindelige mennesker.

- Det nye er viljen til at offentliggøre sig. Hvis jeg angrer, kan jeg få offentligheden ind som instans, der er vidne til min udsoning, siger professor i idehistorie ved Aarhus Universitet Lars-Henrik Schmidt og uddyber:

- Man soner ved at tage almenheden ind som vidne. Men du soner jo ikke med dem, du har forrettet skade imod. Man beder om tilgivelsen, men det er offentligheden som instans, der tilgiver, siger han.

At krænge sig selv ud er blevet nutidens store personlige projekt:

- Det, der tidligere var en karakterbrist, at man ikke var i stand til at holde noget for sig selv, er blevet et ideal: Vi skal jo udkrænge os selv. Alt skal mangfoldiggøres. Hvis du holder noget inde, er du indestængt - og at indrage almenheden som publikum er blevet et personligt projekt.

Samtidig handler det stadig oftere om at få sagt tingene lige ud og få afløb for vrede eller forargelse, mens andre hører på det. Også det uforsonlige.

Lilian Munk Rösing, som er litteraturkritiker og lektor ved Københavns Universitet, ser en klar historisk udvikling:

- Det er næsten, som om at man i dag har fået ret til at udtrykke sin forargelse, hvis man føler sig lidt trådt over tæerne. Hvis man ser det på en historisk skala, har der gennem en lang periode været et stort projekt, der handlede om at frigøre sine indre lyster. Men det projekt, der udfolder sig nu, handler mere om at frigøre sin indre irritation. Det er også en tone i det politiske liv: Jeg har ret til at være irriteret, og min umiddelbare uforsonlighed bliver et politisk argument.