Det er slut med forbrugskunst

Birgitte Kirkhoff har de sidste par måneder siddet i sit galleri på Islands Brygge i København og nulret lommeuld. Kassen er tom, og hun må som så mange andre gallerister og kreative kunstmiljøer indse, at danskerne tænker mere på dyre banklån og basale behov end på samtidskunst på væggene.

Friværdiboblen er for længst punkteret og hermed også 10 års højt kulturforbrug, der har skabt grobund for et rigt gallerimarked for samtidskunst og kreative miljøer.

Når kulturen i almindelighed og kunsten i særdeleshed rammes hårdt af krisen i denne tid, skyldes det, at private sponsorater er blevet afgørende for kulturens eksistens og gør den mere sårbar over for konjunktursvingninger. Når krisen kradser, holder investorerne simpelthen igen med at støtte udstillinger, forestillinger, festivaler, koncerter og så videre. Og når så bankerne også smækker pengekassen i, gør det ondt på flere spillesteder i København, som står på randen af konkurs, mens Aarhus Filmfestival og dokumentarfilmfestivalen CPH:DOX må se langt efter sponsorer.

Selv forlagene, som har haft rivende succes med at sælge bøger til danskerne, døjer med røde tal på bundlinjen. I februar måtte Borgens Forlag fyre halvdelen af medarbejderstaben, og Lindhardt & Ringhof har afskediget 11 ansatte efter et underskud på 34 millioner kroner i 2008.

Men finanskrisens første rigtige offer er dog uden sidestykke samtidskunsten, som er mere konjunkturfølsom end andre kulturområder. Selv de store museer er påvirkede, trods stadig mange besøgende. På Nationalmuseet har løbende besparelser betydet afskedigelser og aflyste særudstillinger. Statens Museum for Kunst har fyret en række medarbejdere, og yderligere besparelser rammer indkøb af kunst og særudstillinger.