Mere myte end menneske

Men til trods for det internationale samfunds anklager mod ham er Ratko Mladic en helt mange steder, hvor serberne lever. Mere end hver tredje serber støtter Ratko Mladic og mener ikke, at han skal udleveres til Haag. Og op mod 65 procent ville ikke melde ham, hvis de så ham på gaden. Og med god grund, for i den serbiske selvforståelse reddede han i tusindvis af serbere under krigene.

Langt fra den serbiske hovedstad, i de bosniske bjerge øst for Sarajevo, hvor landsbyerne ligger spredt mellem vindblæste vidder uden spor af liv, ligger den lille klynge af huse, som er Bozinovici. Her voksede Ratko Mladic op. Og her bor hans slægtninge stadig. Landsbyens historie er knyttet til navnet Mladic, og alle er i familie med hinanden.

Ratko Mladics farbror Mile Mladic skutter sig i den fugtige kulde, der hænger i luften med tågen, som er krøbet ned fra bjergene. Og drikker et glas hjemmebrygget rakia. Han er netop kommet hjem fra markedet i en landsby på den anden side af bakkerne med en ko, som familien har sparet op til længe. Med en månedlig pension på 800 kroner som eneste indtægt er en ko til en pris af 6000 kroner en dyrebar investering. Familien har i forvejen to køer og en lille flok får.

Mudderet er revet op på den jordvej, som leder ned til det lille hvidpudsede hus med rødt bliktag, hvor Mile Mladic bor. Her er den 75-årige mand selv vokset op, ligesom Ratko Mladics farfar og oldefar. Og huset var Ratko Mladics barndomshjem.

Ratko Mladic var et barn af krigen. Han blev født under Anden Verdenskrig og fik navnet Ratko, som er afledt af det serbiske ord for krig. Hans far faldt i krigen, men hans mor blev i landsbyen hos sin svigerfamilie, som hjalp med at opfostre Mladic og hans bror.

- Vi boede alle sammen i dette hus, også Ratko, hans bror og mor. Det eneste, hun havde, var en lille månedlig pension, fordi hendes drenge havde mistet deres far under krigen. Så de boede hos os, og vi delte det, vi havde. Vi sørgede for, at Ratko og hans bror kom i skole. Og senere hjalp vi med at betale for hans uddannelse på militærakademiet. Han er som min egen søn, siger Mile Mladic.

I et samfund, hvor fællesskabet er det, der sikrer slægtens overlevelse, husker de Mladic som én, der tænkte mere på de andre end på sig selv.

- Ratko var en god dreng, han gjorde ikke det store væsen af sig og var altid flink til at slæbe brænde til komfuret og hjælpe til, fortæller hans tante Ducanka Mladic.

- Da han rejste til Beograd for at gå på militærakademiet, glemte han os ikke. Hver eneste sommer kom han tilbage hertil for at hjælpe os i marken med dyrene, siger farbror Mile.

Mile Mladic kan ikke genkende mediernes billede af sin nevø.

- Ratko var ikke nationalist. Han var en professionel soldat, der kæmpede med alle sine evner for at beskytte sit folk mod dem, som ville os til livs. Er det en forbrydelse? Ratko hører ikke hjemme i Haag. Han hører til i rækken af store serbiske helte. Han burde udnævnes til officiel nationalhelt, siger Mile, der selv var soldat i den bosnisk-serbiske hær.

Han afviser anklagerne mod sin nevø som pure opspind.

- Skulle alle de tyrkiske (bosnisk-muslimske, red.) mænd i Srebrenica være døde, fordi Ratko beordrede dem dræbt? Det hænger ikke sammen. Både den serbiske hær, tyrkernes hær og FN's hær var jo i området. De kæmpede mod hinanden. De tyrkiske mænd døde som almindelige soldater i krig. De andre historier er løgne, siger Mile.

Og fortsætter:

- Ratko havde ikke noget imod tyrkerne. En gang under krigen kom han forbi i helikopter for at besøge familien. Mens vi spiste frokost, sagde han til os, at vi skulle samarbejde med tyrkerne i nabolandsbyen og hjælpe hinanden, så vi kunne klare os igennem den svære tid, siger Mile.

I dag er der ingen bosniske muslimer tilbage i landsbyen, som ligger lidt oppe ad den stenede jordvej. Ligesom flere af gravstenene på den overgroede muslimske gravplads på en bakke nærved er slået i stykker. Familien Mladic ved ikke, hvor de tidligere beboere er, men de rejste under krigen.

Den knitrende ild i brændekomfuret fylder rummet i køkkenet og blander sig med lyden fra de sorte krager, som sidder i de nøgne træer bag huset. Mile Mladic tøver et øjeblik.

- Jeg kan huske, at jeg på et tidspunkt under krigen talte med Ratko om, hvad han ville gøre, når det hele var forbi. Han sagde: "Farbror, du skal ikke være bekymret. Jeg er soldat. Jeg har min pistol på mig. Den er altid ladt, og en af kuglerne er til mig selv", fortæller Mile.

Mile Mladic så kun sin nevø nogle enkelte gange efter krigen. Og det er mange år siden nu.

- Jeg ved ikke, hvor han er. Men jeg tænker tit på ham og beder for ham. Hvis han lytter, vil jeg gerne sige dette til ham: "Ratko, som din farbror Mile Mladic vil jeg bede dig om aldrig at lade dem fange dig. Hvis de er ved at fange dig, vil du så ikke nok bruge den kugle, som er til dig selv. Du hører ikke til i et fængsel".

Ratko Mladics heltestatus rækker langt videre end hans egen familie.

I Republika Srpska, den serbiske del af Bosnien-Hercegovina, som blev skabt ud af de bosnisk-serbiske erobringer under krigen, hyldes Mladic mange steder som helt. På T-shirt, plakater, fotografier, i sange. Og ifølge undersøgelser foretaget af det uafhængige analyseinstitut Strategic Marketing and Media Research, SMMRI, i Beograd støtter over 40 procent af befolkningen den tidligere hærchef og mener ikke, at han hører hjemme i Haag. Og ud fra den serbiske selvforståelse er det ikke uden grund, for Mladic reddede tusindvis af serbere fra en grusom skæbne under krigen.

- Ratko Mladic er blevet et symbol i den serbiske bevidsthed på beskyttelsen af de serbere, som blev angrebet i Bosnien-Hercegovina. Havde han ikke været der, ville de alle være blevet dræbt, siger Srdjan Bogosavljevic, der leder SMMRI i Beograd.

Det hænger i høj grad sammen med det billede af krigen, som det serbiske folk fik præsenteret i medierne.

- I aviserne og på tv hørte vi kun om forfærdelige overgreb på serberne. Aldrig om de forbrydelser, vi begik. Samtidig kom i hundredtusindvis af flygtninge til Serbien under krigen. Serbere, hvis hjem var brændt ned, hvis familiemedlemmer var dræbt. Og de blev et bevis på, at det var det serbiske folk, som var krigens ofre, siger Srdjan Bogosavljevic.

Og den retorik er der ikke gjort nok op med, siden krigene sluttede, påpeger Srdjan Bogosavljevic.

- Blandt størstedelen af landets politikere har der hidtil ikke været noget reelt forsøg på at forklare, hvorfor de anklagede krigs-forbrydere skal til Haag. Hvad de faktisk har gjort. Og selv blandt den del af befolkningen, som støtter, at Mladic skal til Haag, gør de fleste det, fordi det er en betingelse, EU stiller for medlemskab. Og de regner med, at når han kommer til Haag, vil han rense sit navn, siger Srdjan Bogosavljevic.

Det var den 25. juli 1995, at Ratko Mladic blev anklaget for krigsforbrydelser og Interpol udstedte en arrestordre på ham. Fra da af var han en jaget mand.

Alligevel færdedes han frit i Beograd, hvor han nød Slobodan Milosevics beskyttelse. Efter sigende boltrede han sig på dyre restauranter i velhaverforstaden Banovo Brdo, hvor han boede og stadig har sit hus. Han gik til fodboldkampe omgivet af bevæbnede livvagter. Og af og til gik han tur i nabolagets parker. Da Milosevic blev arresteret i 2001, forsvandt Mladic. Rygterne siger, at han blandt andet skjulte sig på militærkaserner i Beograd med hjælp fra en loyal inderkreds af militærfolk.

I efteråret 2004 døde to værnepligtige under mystiske omstændigheder på Topcider kaserne i Beograd, hvor den serbiske hærs eliteenheder er stationeret. Og hvor en hemmelig indgang leder ned til et seks etagers underjordisk betonkompleks med egen vand-, el- og madforsyning, som Tito byggede i 1960?erne, og som indtil for nylig kun var kendt af en lille inderkreds af top militærfolk og politikere.

Officielle rapporter siger, at de to soldater skød hinanden. Men en uafhængig retsmediciner ved FBI har fastslået, at de begge blev skudt af en tredje person. Og vedholdende historier hævder, at det var, fordi de så Ratko Mladic på kasernen. Den deserterede serbiske soldat Miroslav Petrovic fortalte i et interview med den serbiske avis Danas, at han så Mladic på Topcider i sommeren 2004. Petrovic, som i dag lever under ny identitet i udlandet, hævder, at Mladic er omgivet af tre cirkler af militærfolk, som beskytter ham. Petrovic tilhørte den yderste og mindst vigtige cirkel, indtil han deserterede i efteråret 2004. Det serbiske militær har i årevis selv afvist ethvert kendskab til, hvor Mladic var. Men så sent som november 2005 hævede Mladic hver måned sin militærpension fra Beograd.

En af de personer, som faktisk har talt med Mladic under hans mange år på flugt, er hans livlæge, den tidligere forsvarsminister doktor Zoran Stankovic.

Doktor Stankovic befinder sig godt på restauranten, som ligger ikke langt fra Ratko Mladics hus i Banovo Brdo. Der er en diskret eksklusivitet, som passer til klientellet. I Banovo Brdo bor lyssky forretningsmænd og krigsforbrydere side om side med Beograds bedre borgerskab. Vlastimir Djordjevic og Veselin Sljivancanin, der begge sidder i Haag. Legia, den tidligere leder af de Røde Baretter, som i 2007 blev dømt for mordet på Serbiens reformvenlige premierminister Zoran Djindjic. Og altså også familien Mladic. Zoran Stankovic udpeger husene ét for ét i mørket på vej til restauranten. Den 54-årige pensionerede militærlæge var i årevis en af Ratko Mladics betroede.

- Da jeg blev forsvarsminister i 2005 sagde mange, at jeg havde vendt Mladic ryggen. At jeg havde fået ministerposten for at fange ham. Men selvom folk under mit ministerium selvfølgelig ledte efter ham, var der ingen, som kunne få mig til at tage to pistoler, sætte dem i bæltet og selv gå ud og lede efter ham i skovene, siger Zoran Stankovic.

Doktor Stankovic taler med en træg myndighed i stemmen. Og hans autoritet ligger tungt i rummet. Han mødte første gang Mladic, da han som militærlæge var i Sarajevo i 1992 for at hente ligene af 20 serbiske soldater hjem.

- Han var allerede berømt på det tidspunkt. Aviserne skrev om hans ekstraordinære evner til at føre krig, så jeg vidste, hvem han var. Han ankom med helikopter. Vi talte kort sammen, og så kørte han ind i Sarajevo. Uden skudsikker vest eller anden beskyttelse i en helt åben jeep. Han havde en aura af udødelighed omkring sig, husker Stankovic.

Men det var først, da Mladics datter Ana begik selvmord i foråret 1994, at deres korte møder udviklede sig til et venskab. Det var Stankovic, som obducerede Ana på militærhospitalet i Beograd. Hun havde skudt sig selv med den pistol, Mladic havde vundet, da han studerede på militærakademiet.

- Han bad mig om at klippe en lok af hendes hår og om at få kuglen fra hendes hoved. Og det var Mladic, som lagde makeup på hende, inden hun blev lagt i kisten. De var meget tætte. I hans hjem hang et portræt af ham, hvor Anas ansigt dækker hans bryst. Jeg kan huske, at jeg tænkte, at hvis han ikke tager tilbage til kampzonen og gør det arbejde færdigt, han er i gang med, er han ingenting efter dette, siger Zoran Stankovic.

Ana fik en stor begravelse i den serbisk-ortodokse kirke ved Topcider kirkegården, nær Mladics hjem.

- Efter Anas død ændrede vores forhold sig. Når man som læge åbner et andet menneskes barn og ser sandheden om hendes død - det skaber et helt særligt bånd. Vi begyndte at mødes for at tale, specielt om Ana, men også om andre ting, jeg ikke ønsker at komme ind på, siger Stankovic.

Mladic og Stankovic mødtes ofte over de næste år. Men da arrestordren på Mladic blev udstedt, ændrede deres forhold sig igen.

- Fra da af var han altid meget bekymret for, om vores venskab ville skabe problemer for mig, så han var mere påpasselig med, hvad han fortalte mig fra krigen, fortæller Stankovic. Og fortsætter:

- Han kunne ikke acceptere, at han var eftersøgt. Jeg var en dag på kirkegården i Topcider i et andet ærinde og så, at Anas grav ikke var holdt. Jeg tog bagefter forbi Mladic og fortalte ham det. Hans ansigt formørkedes, og han sagde til mig: "Du må forstå, at jeg er en jaget mand". Det plagede ham, for han følte ikke, at han var skyldig. Han følte, at han blot havde gjort sin pligt som soldat, siger Stankovic.

Doktor Stankovic selv mener, at Mladic har fejlet, fordi han ikke har indset, at som leder af et system må man forsvare det til det sidste.

- Når nogen anklager én for noget, har man en forpligtelse til at forsvare sig selv eller den institution, man ledte på det tidspunkt. Han burde være taget til Haag for at forsvare sin hær. For enten at rense sit navn eller tage ansvaret for sin hær og sine soldater og det, som skete. At han ikke har gjort det, skuffer mig. Jeg forstår det ikke, siger Zoran Stankovic. Han ser frem for sig et øjeblik og siger så:

- Det negative image, han har fået, svarer ikke til den person, jeg kender. Jeg kan ikke forestille mig, at Mladic gav ordre til en massakre i Srebrenica. Men om han reelt gjorde det eller ej, det ved jeg ikke. Som jeg kender ham, har jeg svært ved at tro det. Men igen, krig er krig. Ja eller nej? Jeg ved det ikke.

Politiske iagttagere påpeger, at Mladic kan blive svær at fange. Også selvom Serbiens reformvenlige regering ønsker at arrestere og udlevere ham, lægge fortiden bag sig og blive en del af EU og det gode selskab. For ingen ved med sikkerhed, hvor omfattende og magtfulde de grupperinger er, som hjælper Mladic, og hvor langt de er villige til at gå for at beskytte ham.

- Rygterne siger, at der er en gruppe af meget loyale folk omkring Mladic, som er villige til at give deres liv for ham. Samtidig skulle han efter sigende stadig være indædt dedikeret til sin mission om at redde Serbien. Og hadet til muslimerne, som han hævder stod bag hans datters selvmord, skulle ikke være blevet mindre. Der er en risiko for, at en arrestation kan ende med, at nogen bliver skudt, eller at han skyder sig selv. Og det vil ikke se godt ud for regeringen, siger den politiske kommentator og samfundsiagttager Bratislav Grubacic.

Ratko Mladics liv, hans historie og lidelser, de mange år på flugt og hans indædte kamp for det serbiske folk indskriver Mladic i mytologien over store serbiske krigshelte, som forsvarer et forfulgt folk, påpeger Bratislav Grubacic.

- Mladic er på mange måder mere en myte end et menneske. Han bliver betragtet som en af den serbiske nations sande helte, som en, der oprigtigt forsvarede serbiske interesser. Og modsat Karadzic, som folk ved var korrupt i sin tid som politiker, er fortællingerne om Mladic, at han aldrig lod sig korrumpere. At han var ædel og ren i sine motiver, siger han og fortsætter:

- Samtidig er Mladic hærens mand. Undersøgelser viser, at hæren sammen med kirken er den institution i samfundet, serberne har mest tillid til. Som de ser som mest troværdig. Og det giver Mladic en helt særlig status, siger Bratislav Grubacic.

Men selvom Ratko Mladic i mange serberes øjne er en forfulgt helt, er der også en del, som ønsker, at den tidligere hærchef aldrig havde været en del af Serbiens historie.

Dragan Jellic på bænken i Topcider park er en af dem. På sine gåture i parken tænker han ofte over krigene og Jugoslaviens sammenbrud. Dragan Jellic var ikke selv soldat. Han havde ellers oprindelig tænkt, at han skulle af sted. For at forsvare serberne, som han siger. Men han ændrede mening, da nogle af hans venner kom tilbage fra Kroatien.

- Da jeg så dem igen, sagde de til mig: "Dragan, det her er ikke noget for dig. Det er ikke noget for nogen". Og af en eller anden grund blev jeg heldigvis aldrig indkaldt. Måske var mine papirer endt i den forkerte bunke, fortæller han.

For Dragan er krigene på Balkan en skamplet i Serbiens historie.

- Jeg er født i 1961. Jeg kan huske tiden, før krigene kastede serberne ud i isolation. Jeg blev færdig som historiker, nogle år før det hele begyndte. Jeg skulle til at starte mit liv. Og pludselig gik alting i stå, og den stilstand er vi ikke kommet ud af endnu, siger Dragan. Og fortsætter:

- Hvem er Mladic egentlig? Han var bare en soldat, som nu holder sit lands skæbne i sin hånd. Så mange blev dræbt i den krig, også serbere. De er alle skyldige. Krigene var så brutale, så bestialske og uforståelige. Vi har et ordsprog på serbisk, som siger: Hvad én vanvittig mand kan ødelægge, kan end ikke 1000 fornuftige mennesker bygge op. Mest af alt prøver jeg at glemme ham, siger Dragan Jellic.

stubbe@kristeligt-dagblad.dk