Forestillingen om opstandelsen er så grænseoverskridende for forstanden, at mennesker altid har forsøgt at forklare sig ud af den. I takt med afkristningen af samfundet, sekulariseringen, er det i hele den vestlige verden blevet en dybtliggende opfattelse, at videnskaben har trukket sig sejrrigt og triumferende ud af mødet med troen.

Det er blevet en bærende opfattelse, at alt det, der ikke kan erfares ved en videnskabelig metode, er uden for al sund fornuft og dermed potentielt farligt. Et syn, der deles af ateismens nye frontkæmpere.

Sådan så den moderne videnskabs pionerer ikke på det i 1600- og 1700-tallet. Kopernikus, Galilei, Kepler, Pascal og Newton arbejdede alle inden for en kristen forståelsesramme. De troede på, at Gud havde skabt verden og indrettet den efter principper, som mennesket kunne finde frem til ved fornuftens hjælp. De hyldede skaberværket ved at afkode det og så ingen modsætning mellem deres egen tro på Gud og naturvidenskabens nye erkendelser, hvilket heldigvis også er tilfældet for mange naturvidenskabsfolk i dag.

Heller ikke i dag bør man naturligvis acceptere, at tro og viden er hinandens modsætninger. Troen ser på verden med andre øjne end naturvidenskaben. De to lever fint side om side, og både troen og videnskaben har deres naturlige begrænsninger. Naturvidenskaben kan ikke opstille et værdisystem, som noget samfund eller nogen civilisation kan bygge på og lade sig styre af. Et samfund uden tro ender i gold materialisme. Det bliver et samfund uden moral og fornemmelse for rigtigt og forkert. Et samfund uden medlidenhed og uden håb.

Og alt kristent håb hentes i troen på, at påskemorgens mysterium er sandt. Uden Jesu opstandelse fra de døde ville kristendommen alene være en smuk beretning om et godhjertet menneskes liv, men ikke fortællingen om en for alle livsafgørende begivenhed på et bestemt tidspunkt i historien. Påskemorgen slukkes sorgen, fordi Jesu sejr over dødens kræfter giver mennesket mod til at leve og dø og tro på, at både liv og død er i Guds hånd.

GOD PÅSKE!

bjer