Lederen for de regeringsfjendtlige demonstranter i Thailand, som angreb et topmøde for asiatiske ledere, er anholdt, oplyser politiet.
De voldsomme protester, som tilhængere af den tidligere premierminister Thaksin Shinawatra stod bag, fik myndighederne til under stor dramatik at aflyse topmødet for regionens ledere.
Politiet oplyser, at Arisman Pongreungrong i dag blev anholdt i sit hjem i Bangkok, efter han var vendt tilbage fra feriehalvøen Pattaya, hvor topmødet fandt sted.
Arisman anførte i går omkring 1000 demonstranter, som pressede sig gennem politiets afspærringer og stormede hotellet, hvor topmødet fandt sted. Mødedeltagerne måtte i al hast evakueres med helikoptere fra stedet.
Thailands nuværende premierminister, Abhisit Vejjajiva, og hans fire måneder gamle regering har i ugevis været genstand for fjendtlige demonstrationer, og stormen på topmødet var det foreløbige højdepunkt.
Landets turistmyndigheder siger, de frygter, demonstrationerne vil koste mange milliarder kroner i tabte turistindtægter.