Fri klimaforskning

Danmark har for længst bevæget sig fra industrisamfundet og ind i videnssamfundet. Vores vigtigste råstof er hverken olie eller landbrugsjord. Det er viden. Opfindelser, udvikling og forskning driver det danske samfund fremad i det 21. århundrede i en grad, som kun få kunne have forestillet sig for bare 50 år siden. Den tid, hvor forskning og lærdom befandt sig bag tykke mure i universiteternes og de største bibliotekers mægtige rum, er også forlængst forbi. Viden er især med internettets adkomst blevet et massegode.

Men de store mængder af viden har - som Kristeligt Dagblads artikler om den internationale klimaforskning i dag viser - skabt en række nye problemer. Dybest set handler de om, hvem der har retten og magten til at bestemme, hvilken viden der er bedst, når der nu er så meget af den. Og den store fare er, at mens flere og flere producerer og har brug for ny viden, så bliver der færre og færre, som bestemmer, hvad der er den rigtige viden.

Forskere over hele kloden har igennem århundreder opbygget sindrige kvalitetssystemer, hvor anonyme og tilstræbt uvildige forskere skal godkende andre forskeres arbejde, inden det kan trykkes. Men politikerne har både i Danmark og i flere andre lande gennem økonomisk styring og strategiske bevillinger til bestemte typer af forskning sat nogle nye standarder for, hvilke typer af viden der overhovedet skabes. Af den samlede mængde af penge til forskning går en stadig større andel nu til øremærkede projekter frem for fri grundforskning. Og ofte er det ganske få beslutningstagere, som bag lukkede døre træffer afgørende beslutninger om, hvad der så skal - og ikke skal - støttes.