"Nej, nu skal I ikke snakke politik. Nu skal vi hygge os!" Sådan plejede min mormor at sige, hvis det trak op til, at hendes børn og svigerbørn ville vende verdenssituationen under det store kaffebord hjemme i Bramminge. Den gode stemning skulle nødigt ryge af sporet et sted på den lange rejse mellem boller med rosiner og gåsebryst.
Det vandt mormor ikke min udelte respekt for, for det kunne jo være ret oplysende og ikke mindst underholdende for os børn at se de voksne fare i totterne på hinanden. Var det mon ikke den højere mening med gåsebryst, denne kages øvrige kvaliteter ufortalt?
Senere i livet har jeg dog måttet sande, at mormor havde en pointe og nok talte ud fra dyrekøbte erfaringer med kaffeborde, der ikke var kommet til deres ret, fordi de politiske passioner gjorde gæsterne helt uopmærksomme på, hvad de puttede i munden. Hygge og politik er ikke kompatible størrelser, heller ikke nu om dage.
Man kan for eksempel opleve, hvordan blot en enkelt sætning udtalt under en par-middag kan få en rådvild tavshed til at sænke sig. Det er næsten, som om middagsbordet pludselig bliver kløvet midt igennem af en overmenneskelig magt, som da forhænget revner i templet i Jerusalem i Markusevangeliet.
Det ene par indser, at det holdningsmæssigt befinder sig på en anden klode end det andet par. Det er egentlig ikke en sætning, der vil begynde en diskussion. Den forstår sig som harmløs og konverserende, fordi den tror at tale ind i en fællesmængde af politisk indforståethed. Denne fællesmængde er bare slet ikke til stede. Og her stedes man så i et svært valg. Skal man tage diskussionen og alt, hvad den vil føre med sig, eller skal man glide af og vælge hygge frem for holdninger?
Nogle gange kan stemningen dog være så animeret, at man rask væk passerer dette point of no return uden overhovedet at bemærke det. Næstsidste gang det gik galt for mig var til en privat julefrokost for fire måneder siden. Det var julefrokost classic. Vi sad ned og drak øl og snaps otte timer i træk. Gæsten, der sad over for mig ved bordet, havde ved frokostens start gjort mig opmærksom på, at vi vist var de to eneste kristne i et selskab af ateister, der ikke lægger fingrene imellem. Vi måtte holde sammen, hvis det trak op til ballade.
Og så gik det hverken værre eller bedre, end at det var mig og min kristne broder, der efter fire timers øl, snaps og samdrægtighed pludselig røg i struberne på hinanden. Emnet var Tidehverv og i hvilket omfang, der gives en intellektuel højrefløj i Danmark. Vi skiftevis råbte og hvæsede, mens alle ateisterne sad og så undrende på os.
Og så var der en par-middag for et par uger siden. Det hele begyndte nok så uskyldigt med, at en deltager delagtiggjorde os i sin interesse for bossanova og derefter fortalte om, hvornår sambaen egentlig var blevet en del af den brasilianske nationalkarakter. Interessant nok som emne, men i stedet for nu at holde sig til det skulle han også lige ventilere sine synspunkter om dansk nationalfølelse.
Han viste sig at hylde den såkaldte socialkonstruktivisme, det vil sige teorien om, at dette og hint fænomen, for eksempel nationalfølelse, jo bare er "konstrueret" og om ikke i forgårs så dog dagen før. Konstruktivisme kan have en berettigelse under strengt kontrollerede former i den videnskabelige undersøgelse. Det skal jeg slet ikke benægte. Men min tolerance over for paradigmet falder brat, når det fremføres som generel holdning under par-middage hvor der er røget en del rødvin indenbords.
Jeg reagerede, som om jeg var blevet sparket meget hårdt på skinnebenene. Middagen kørte i grøften og var næsten ikke til at hale op igen. Pas på med bossanova, det er ikke så harmløst et emne, som det kunne se ud til.
Når man har græmmet sig færdig, er der dog en positiv morale at uddrage. Julefrokoster og par-middage holder man jo gerne med sine egne. Man er blandt venner. Faren for politisk og holdningsmæssig konformisme kunne synes overhængende. Men den fare bliver bare gendrevet gang på gang. Af talende tavshed, af skrig og skrål. Godt for det. Hyggen klarer sig nok endda.
kultur@kristeligt-dagblad.dk