Morten Thomsen Højsgaard |
16. april 2009
Behold kriminel lavalder
Det nye hold af politiske frontfigurer i Venstre har som et af sine første konkrete udspil valgt at satse på retspolitikken. Den kriminelle lavalder skal helt væk eller i hvert fald sænkes. Er man gammel nok til at begå kriminalitet, er man også gammel nok til at få en eller anden form for straf, lyder parolen. Men det er ren signal- og symbolpolitik, som Venstre burde have holdt sig for god til at forsøge at få bedre tal i meningsmålingerne ved at benytte sig af. Forslaget har da også allerede med rette skabt splid både internt i Venstre og i alliancen mellem Venstre og Konservative. Hvis Venstres topfolk tror, at de kan overhale Dansk Folkeparti indenom med retspolitiske stramninger, må de se at komme på bedre tanker. For det nyeste forslag om den kriminelle lavalder er ikke bare kontroversielt. Det er også umenneskeligt. Og samtidig savner det i alvorlig grad opbakning fra de eksperter og fagfolk, som ved noget om børn og unges sociale adfærd. Der foreligger ingen dokumenteret effekt af hårdere straffe til børn og helt unge. Tværtimod har en række sager om børne- og ungdomskriminalitet vist, at problemerne kan føres tilbage til svigt i børnenes opvækst, i familierne samt manglende eller dårlige opfølgninger fra myndighedernes side. Den slags er det vanskeligt at lovgive om. Men den politiske hovedtanke bør nu og fremover være: Børn skal ikke straffes; de har brug for hjælp. mth
FACEBOOK: Bliv ven med Kristeligt Dagblad